Det er snart længe siden, at Silvio Berlusconi så rigtig frisk ud. Nu lignede han som aldrig før det, han er: En gammel og meget syg mand.
Stemmen svigtede flere gange. Smilet stivnede i et ophovnet ansigt. Og selv ikke lag på lag af sminke kunne skjule hans gustne hudfarve.
En jernvilje holdt showet i gang. Ingen skulle tro, at han er fortid blot på grund af nogle ugers svæven mellem liv og død.
»Her har I mig tilbage,« lød Il Cavalieres første ord, da han tonede frem på en storskærm under lørdagens kongres i sit parti, Forza Italia.
Den godt 20 minutter lange video var optaget på hospitalet, hvor han i begyndelsen af april blev indlagt, efter at akut lungebetændelse var stødt til en række kroniske lidelser – herunder leukæmi.
Berlusconi havde – endnu en gang – redet stormen af. Han var klar til at genoptage »kampen for friheden«.
Ja, faktisk havde han fra sygesengen arbejdet ufortrødent videre under de seneste ugers tvungne ophold på San Raffaele-hospitalet i Milano, hævdede han.
Ifølge kilder tæt på Berlusconi-familien havde lægerne af samme grund ventet med at udskrive den tidligere premierminister, indtil partikongressen var overstået.
Af frygt for at han skulle finde på at møde op.
»Helgen i kampen for frihed«
Det kan undre, at en alvorligt syg mand på næsten 86 år ikke bare tager hjem til pragtvillaen uden for Milano for at tilbringe den, efter alt dømme, absolut sidste del af sit liv i fred og ro.
Det handler formentlig om utrættelig vilje til magt. Samt en reel tro på, at han er Guds gave til Italien.
»Forza Italia er en verdslig religion. Italienerne ser os som helgener i kampen for deres frihed,« som Berlusconi i lørdagens tale formulerede sin messianske mission.
Det er dog også rigtigt, at hans formentlig snarlige exit fra politik kan få vidtrækkende konsekvenser.
Forza Italia har gennem 30 år været et absolut onemanshow. Ingen naturlig arvtager står klar. Og den kamp om magten, der allerede så småt var brudt ud, kan få uforudsigelige konsekvenser for samarbejdet i Italiens højrenationale koalitionsregering, som partiet er en uundværlig del af.
Der er, med andre ord, mange politiske interesser på spil i spørgsmålet om Berlusconis liv eller død.
Og måske var det ikke kun hans egen idé at mobilisere alle kræfter for at optage lørdagens video og på den måde genindtage scenen.
»Skam jer, skam jer«
Roberto Gasparotti, der i over 40 år var Berlusconis hoffotograf og faste kameramand, er rasende.
»Skam jer, skam jer over at misbruge præsidenten i denne modbydelige video,« skriver han på Facebook og tilføjer i et interview til avisen la Repubblica:
»Det gjorde mig frygtelig ondt at se min præsident i den tilstand. Han, som altid har indgydt håb til andre, kaldte nu kun på medlidenhed.«
Ifølge Gasparotti er det »folkene omkring ham«, som uden hensyn til Berlusconis værdighed bruger ham til at opnå deres mål.
Men hvem og hvorfor?
Den eneste person, som Berlusconi nævnte ved navn i sin tale, var kæresten Marta Fascina.
Ifølge avisen La Stampa har hun i al stilfærdighed tilkæmpet sig en uhørt magtposition i kredsen omkring sin 53 år ældre partner.
Og hun bruger angivelig den politiske indflydelse til at støtte udenrigsminister Antonio Tajani overfor en fløj af partiet, der ser skeptisk på regeringssamarbejdet.
»Stra-or-di-na-rio (fan-tas-tisk),« udbrød Tajani højlydt under Berlusconis tale, mens han – ligesom sine rivaler – var ved at klappe hænderne af led.
De må vente lidt endnu med at afgøre styrkeprøven, efter at Il Cavaliere er genopstået fra de – næsten – døde:
»Her har I mig tilbage.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
