Silvio Berlusconi har længe holdt lav profil i debatten om Ukraine. Men da en gruppe journalister først på ugen passede ham op, blev fristelsen alligevel for stor.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har fremprovokeret krigen og opfører sig fortsat »meget, meget, meget negativt«, mente den tidligere italienske premierminister.
I stedet for at sende stadig flere våben bør Vesten stikke Zelenskyj et større milliardbeløb som betaling for straks at indgå våbenhvile, tilføjede Berlusconi. Og så var helvede løs – igen.
Knap havde Il Cavaliere præsenteret sin »fredsplan«, før premierminister Giorgia Meloni i en pressemeddelelse slog fast, at hun fortsat støtter Ukraines kamp mod Ruslands aggression.
Berlusconis holdning er altså ikke Italiens holdning. Også udenrigsminister Antonio Tajani, der repræsenterer Berlusconis eget Forza Italia i den højrenationale koalitionsregering, forsikrede med lynets hast, at Italiens politik er uændret.
Men da var skaden allerede sket, og de seneste dage er kritikken haglet ned over Rom.
Mens talspersoner for den ukrainske regering beskylder Berlusconi for at »kysse Putins blodige hænder«, truer konservative partier fra østeuropæiske lande med at boykotte et møde i Napoli.
Giorgia Melonis møjsommelige arbejde med at arrangere et besøg i Kyiv inden månedens udgang er næppe heller blevet lettere.
»Berlusconi siger blot det, folk mener«
Det er ikke første gang, at Silvio Berlusconi vækker opsigt med kontroversielle analyser af konflikten om Ukraine.
Kort før parlamentsvalget i september forklarede han i et tv-interview, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, ikke ønskede krig og blot ville erstatte Zelenskyjs regering med »ordentlige folk«.
Hvorfor fortsætter en erfaren politiker, der tre gange har været premierminister, med at skabe problemer for ikke blot Meloni, men også sine egne partifæller i regeringen?
Har den efterhånden 86-årige og fysisk svækkede Berlusconi svært ved at orientere sig i krigens nye verdensorden?
Formår han ikke længere at kende forskel på Italiens interesser som et land forankret i Vesten og sit eget mangeårige venskab med Putin?
Journalisten Vittorio Feltri, der er redaktør for den konservative avis Libero og medlem af regeringspartiet Fratelli d'Italia, har en anden forklaring.
»Det, Berlusconi siger om Ukraine og landets tiggerpræsident, er i alt væsentligt det samme, som flertallet af italienerne mener om sagen,« skriver han på Twitter.
Bekymring for krigen vokser
Debatten om Ukraine er i Italien lige fra krigens start foregået på helt andre præmisser end andre steder på kontinentet – i særdeleshed i nordeuropæiske lande som Danmark.
Både hjemlige Putin-tilhængere og russiske propagandister har fået masser af taletid i landets medier, og selv Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, har optrådt på tv i et medløberinterview.
Italien er da også – sammen med Østrig – det klart mest »Ukraine-skeptiske« blandt EUs større lande.
62 procent af italienerne bakker helt eller delvist op om Vestens støtte til Kyiv mod 92 procent i Danmark, viser den seneste Eurobarometer-undersøgelse fra december.
Samtidig viser hjemlige målinger, at bekymringerne for krigens konsekvenser vokser, mens opbakningen til sanktioner mod Rusland er faldet til under 50 procent
Det er på den baggrund, at Berlusconis seneste udfald mod Zelenskyj skal ses, mener avisen Corriere della Sera.
Det kan godt være, at hans politiske karriere synger på absolut sidste vers, men tæften for at vejre en folkestemning er intakt.
Og meget tyder på, at italienerne langtfra er de eneste, som er ved at få nok af krigen. I særdeleshed ideen om, at kun total ukrainsk sejr er en acceptabel afslutning på den.
Tysk fredsmanifest og sprækker i USA
Et tysk »Manifest for fred«, forfattet af feministen Alice Schwarzer og venstrefløjspolitikeren Sahra Wagenknecht, har i skrivende stund samlet næsten en halv million underskrifter.
Manifestet, der blev offentliggjort fredag, kræver stop for nye våbenleverancer samt forhandlinger om våbenhvile.
»At forhandle betyder ikke at kapitulere. At forhandle betyder at indgå kompromiser, på begge sider,« præciserer de to forfattere.
Også i Danmark begynder enkelte stemmer i debatten at sætte spørgsmålstegn ved en angivelig krigsliderlighed, der skulle være vokset frem i forbindelse med støtten til Ukraine.
»Vi er blevet frådende militarister,« skrev litteraturkritikeren Thomas Bredsdorff forleden i Politiken.
Selv i USA, som er Ukraines vigtigste og mest generøse allierede, begynder der at vise sig sprækker i opbakningen.
Et klart flertal støtter fortsat præsident Joe Bidens politik, men næsten halvdelen af de republikanske vælger mener, at den amerikanske hjælp er for omfattende, viser en meningsmålinger offentliggjort i New York Post.
Også midtervælgere støtter hurtig fred
En undersøgelse foretaget på tværs af ni større og hovedsagelig vesteuropæiske EU-lande er endnu mere bekymrende læsning for regeringen i Kyiv.
48 procent af deltagerne i målingen – der er foretaget af Euroskopia, et netværk af institutter – går ind for en hurtig afslutning på konflikten.
Vel at mærke også, selvom det betyder, at Ukraine må afstå nogle af de områder, Rusland har erobret under krigen.
Synspunktet har opbakning hos over 60 procent af tyskerne og østrigerne.
I den anden ende af skalaen er støtten til Ukraines territoriale integritet størst i Polen og Holland.
Samtidig, og nok så vigtigt, viser den særligt detaljerede måling fra Spanien, at viljen til at gå på kompromis for at afslutte krigen ikke begrænser sig til de politiske yderfløje.
På politisk niveau har den socialdemokratiske premierminister, Pedro Sánchez, gennem hele konflikten kunnet mønstre et bredt parlamentsflertal bag sin proukrainske politik.
Men det forhindrer ikke 55 procent af hans vælgere i at foretrække hurtig fred. En andel, der kun falder til lidt under halvdelen i det konservative Partido Popular.
Begynder tiden at løbe ud for præsident Zelenskyj, hvis han skal nå at tilbageerobre hele landet, inden de vestlige befolkningers vilje til at hjælpe hører op?
Noget kunne tyde på det.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
