Hånden på hjertet: Hvor mange kan huske den seneste udgave af El Clásico, der blev spillet sidst i oktober? Og er det, i så fald, for noget smukt eller stort?
Kampen endte ganske vist relativt usædvanligt med udebanesejr til Real Madrid og blev afgjort på et omdiskuteret straffespark af den slags, der normalt ville bringe Fodboldspanien på randen af borgerkrig.
Men på et corona-tomt og trist Camp Nou var det, som om det ikke rigtig betød noget: Som kunne end ikke 118 års indædt arvefjendskab for alvor ruske liv i de to blegnede storhold, nedsunket i hver deres depression.
Indtil for nylig stod tiden endnu stille i fodboldens univers, når de to klubber tørnede sammen.
Over hele kloden sad fans klar til at følge endnu et bråvallaslag om verdensherredømmet – mellem kunstneren Lionel Messi og superatleten Cristiano Ronaldo; mellem sofistikeret tiqui taca og hårdtslående mandfolkefodbold; mellem to vidt forskellige forståelser af spillet i deres ypperste form.
Et par sæsoner senere kan de to klubber knap nok følge med i deres egen liga.
Mere end blot en formkrise
Real Madrid ligger nr. 4 og har på blot 10 kampe smidt syv point til førende Real Sociedad – samt tabt på hjemmebane mod bl.a. Cádiz og Alavés. FC Barcelona har de seneste runder kæmpet sig op på en syvendeplads(!) efter den usleste sæsonstart i mands minde.
I Champions League risikerer hovedstadsklubben, der har vundet turneringen seks gange i det nye årtusind, for første gang nogensinde at ryge ud efter gruppespillet.
Og selvom Barça – med fire CL-titler siden 2006 – er sikkert videre, tror ingen på catalanerne efter 8-2-massakren mod Bayern München i den seneste udgave.
Men det værste for culers og madridistas er, at der næppe er tale om en formkrise. Problemerne handler ikke kun om spillet men også om ledelsen af klubberne, og kan, især for Barcelonas vedkommende, ende med en decideret katastrofe.
Hvordan er det gået så galt for spansk og, i en lang periode også, europæisk fodbolds uovervindelige dobbeltmonarki?
1. Messis tragiske svanesang
Da Lionel Messi 25. august via fax meddelte, at han ønsker at forlade FC Barcelona, trak han samtidig stikket til klubbens respirator. Mens de bærende kræfter fra storholdet først i 2010erne én efter én faldt fra, og mens klubbens ledelse viste sig stadig mere uduelig, har den lille argentiner ene mand sikret, at holdet stadig var konkurrencedygtigt på højeste niveau. Nu orker han 33 år gammel ikke længere, hverken mentalt eller fysisk. Tvunget til at fortsætte mod sin vilje lunter han i denne sæson modløst omkring – klar til at hoppe ud ad vintervinduet.
2. Cristiano, hvorfor har du forladt os?
Cristiano Ronaldo nåede i 438 kampe for Real Madrid at score 450 mål: 50 pr. sæson. De forsvandt, da portugiseren skiftede til Juventus i 2018, og hverken Karim Benzema eller en række nye offensivspillere er i stand til at udfylde det gabende hul i scoringsstatistikken. Et andet tal viser endnu klarere hans betydning. Med Cristiano kom Real Madrid foran i tre fjerdedele af kampene. I en første sæson efter hans afsked skete det kun i halvdelen, og hovedstadsholdet har i årevis haft det svært, når det er tvunget til at tage initiativet for at vende en kamp.
3. Den tunge arv fra tiqui taca
Den italienske videnskabsjournalist Sandro Modeo har beskrevet FC Barcelonas spillestil under Pep Guardiola som »kvantefodbold«. En revolutionerende måde at flyttet bold rundt på, der imidlertid kun var mulig anført af geniale midtbanespillere som Xavi Hernández og Andrés Iniesta. Det indså allerede Luis Enrique, der førte Barça til den seneste CL-triumf i 2015. Men hverken han eller efterfølgerne har formået at kæmpe sig ud af tiqui taca’ens lange skygge. Resultatet er hverken fugl eller fisk – en gold boldbesiddelse men sjældent egentlig dominans.
4. Ramos & The Old Boys
Det er svært at opbygge et storhold, og det er endnu sværere at afvikle det igen. I hvert fald har Real Madrid ikke været i stand til at gennemføre et generationsskifte på holdet, der 2014-18 vandt CL fire gange. Bærende kræfter som Modric (35), Benzema (32) og Kroos (30) har alle deres bedste år bag sig. Og afhængigheden af 34-årige Sergio Ramos er nærmest tragisk. Siden anføreren og indpiskeren blev skadet med landsholdet, har Real Madrid kun vundet en ud af fire kampe og tabt til upåagtede modstandere som Alavés og Shakhtar Donetsk.
5. En supertanker uden kaptajn
Josep María Bartomeu trådte 27. oktober tilbage som præsident for FC Barcelona. Det skete efter sammenstød med Messi, afsløringer af hetz mod egne spillere via sociale medier og formøbling af 1,1 mia. euro i forsøg på at opbygge et nyt storhold efter PSGs ydmygende køb af Neymar. Indtil valget 24. januar har klubben en midlertidig ledelse på et tidspunkt, hvor afskeden med den største Barça-spiller nogensinde formentlig skal forhandles på plads. Måske er tiden løbet fra den smukke men ineffektive foreningsmodel i moderne topfodbold?
6. Illiberalt fodbolddemokrati
Også Real Madrid er en idrætsforening. Men entreprenøren Florentino Pérez har forlængst sat demokratiet ud af kraft med et vedtægtskrav om personlig formue, der de facto diskvalificerer de fleste andre end ham selv til præsidentposten. Pérez, der skabte Los Galácticos med Ronaldo, Beckham, Figo og Zidane og senere lod franskmanden lede storholdet omkring Cristiano, har imidlertid mistet sit gyldne touch. Ingen af de seneste års mellemvareindkøb har slået til, og det er længe siden, at en rigtig stjerne er blevet præsenteret på Santiago Bernabéu.
7. På randen af konkurs
FC Barcelona levede i forvejen over evne med alt for høje spillerlønninger – i hvert fald for en klub, der ikke er ejet af en Golfstat eller en amerikansk rigmand – og pandemien har bragt den på randen af konkurs. I bogstavelig forstand. En dommer gav midt i november klubben frist til nytår, hvis den vil undgå et brandudsalg eller omdannelse til aktieselskab. Det ser lidt lysere ud, efter at spillerne i sidste uge accepterede en lønnedgang på 122 mio. euro i denne sæson og yderligere 50 mio. de kommende. Men risikoen for en nedsmeltning er fortsat til stede.
8. Verdens rigeste suger på lappen
Real Madrid var, ifølge consultingfirmaet KPMG, ved indgangen til 2020 verdens mest værdifulde fodboldklub med aktiver for 3,5 mia. euro. En veldrevet virksomhed, der er langt bedre rustet end ærkerivalerne til at klare sig gennem pandemiens tomme tilskuerpladser. Samtidig undlod Florentino Pérez trods en middelmådig CL-indsats i sidste sæson at købe så meget som en eneste spiller forud for denne. Det kan komme til at koste en blank sæson, og uden nye pokaler til skabet vil præsidenten næppe få ros for de sorte tal på bundlinjen.
1. Tilbage til La Masía
Ansu Fati nåede at score fem mål i ti kampe, inden han blev skadet. Pedri strør om sig med lækkerier på midtbanen, der ikke er set siden Iniesta. Begge er netop fyldt 18 år, og deres gennembrud på førsteholdet tyder på, at vejen tilbage til succes går via La Masía. Hovedparten af de centrale spillere under Guardiola var egen avl, og nu er ungdomsakademiet igen leveringsdygtigt. En række skader gav forleden den 21-årige midterforsvarer Óscar Mingueza debut i en vigtig CL-kamp. Han kvitterede med en solid indsats og en assist til Martin Braithwaite.
2. Det store kup III?
Først »stjal« Florentino Pérez Luis Figo fra FC Barcelona. Siden indvarslede rekordkøbet af Cristiano Ronaldo en ny storhedstid. Og skyldes Madrid-præsidentens usædvanlige sparsommelighed ikke blot pandemien men også, at han gør klar til endnu et kup? Interessen for PSGs stjerneangriber Kylian Mbappé er ingen hemmelighed, og den unge franskmand er angivelig ikke afvisende. Lander han i næste sæson på Santiago Bernabéu – evt. i selskab med norske Erling Haaland – bliver Real Madrid 13. CL-titel næppe den sidste.
