»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg hørte om covid-19 første gang. Som alle andre fulgte jeg med i, hvad der skete andre steder. Vi nedsatte allerede i januar en intern taskforce, som fulgte situationen og havde overvejelser om, hvad der skulle ske.
I lang tid var antagelsen, at det var noget, som var et kinesisk problem. Det her var noget, som var på vores radarskærm, men det var stadig en lille prik langt borte – lige indtil det blev et italiensk problem.
Det hele eksploderede den første uge i marts. Her fik vi den første smittede i vores stab, og vi fik også nummer to. Den sidste var en på relativt højt niveau i vores organisation, og vedkommende havde haft tæt kontakt med andre, herunder formanden for ambassadørkomiteen (samling for alle EUs ambassadører, red.). Fredag 6. marts fik jeg om morgenen at vide, at der var en stærk formodning om, at han var smittet.
Lidt senere samme dag fik jeg bekræftet, at vedkommende var smittet. Herefter måtte jeg bede formanden for ambassadørkomiteen om at komme til mit kontor, fordi vi vidste, at hun havde været tæt på den pågældende, og jeg måtte fortælle formanden, at hun var nødt til at gå hjem i karantæne.
Dernæst måtte jeg selv troppe op for komiteen og forklare alle ambassadørerne, at deres formand var taget hjem.
På samme tidspunkt er jeg begyndt at mødes hver morgen med min administrationschef og chefen for vores lægetjeneste. Det gjorde vi hver morgen de følgende otte uger for at holde styr på situationen, for at sikre, om der var behov for yderligere tiltag og endelig for at aftale, hvordan vi kommunikerede omkring det.
Jeg har 3.000 ansatte i min organisation, og vi er til daglig næsten 5.500 i bygningerne her i Bruxelles.
Der var to målsætninger: At holde folk sunde og raske, samtidig med at vi havde et behov for at kunne træffe beslutninger.
Efter kort tid blev næsten alle sendt hjem, og vi lod kun dem, som virkelig var nødvendige, komme her. Vi nåede ret hurtigt ned på, at der kun var fem procent af vores stab i bygningen. Jeg var selv på arbejde stort set hele tiden – også i weekenden.
Det kan ikke hedde sig, at når det bliver farligt, så lukker EU ned.Jeppe Tranholm-Mikkelsen
Det usædvanlige ved denne situation var, at det var en dobbeltkrise.
Vi har før haft organisatoriske kriser: Eksempelvis da vi havde terrorangrebet i Bruxelles. Det var en krise, vi skulle håndtere som organisation.
Og vi har også haft kriser i EU: Vi har haft finansielle kriser, migrationskrisen, Brexit.
Her havde vi på en og samme tid en krise for os som organisation, samtidig med at der var en policy-krise for EU.
Når de to ting spiller sammen, bliver tingene vanskelige, fordi der er risiko for, at vi som organisation ikke kunne løse vores opgave midt i en krise, og det var vi bevidste om fra første færd. Derfor var det så vigtigt at sikre, at vi ikke bare lukkede ned. Der var nogle, som var tilbøjelige til at sige: »Okay, vi lukker butikken og tager hjem«. Der var mit synspunkt hele vejen igennem, at det kunne vi ikke tillade os.
Det kan ikke hedde sig, at når det bliver farligt, så lukker EU ned.
Der var situationer, hvor det holdt hårdt, fordi der var en tilbøjelighed til at smide det hele fra sig og sige: Vi kan ikke mødes. Der insisterede jeg på, at det er nødvendigt, at vi kan blive ved med at mødes, ellers vil det føre til stor skade for vores evne til at træffe beslutninger og oplevelsen af, hvad EU er for noget.
Ligesom brandmændene, buschauffører og sundhedspersonale går på arbejde, er der også nogle af os, som er nødt til at gå på arbejde.
I løbet af den første uge af marts stod det klart for os, at der var et behov for, at EU trådte i karakter. Når vi taler sundhed, har den normale rollefordeling været, at medlemslandene tager sig af det, og normalt er der blevet lagt stor vægt på, at EU ikke blander sig i det.
Men det var vores oplevelse, at der var ved at ske noget her. Vi hørte fra Sydeuropa, at der var en stærk oplevelse af, at EU ikke levede op til sit ansvar i den her krise. Derfor indkaldte Det Europæiske Råds Formand, Charles Michel, også til den første videokonference med regeringscheferne: Hvad er det forventningen, at EU skal gøre?
I den periode var der mangel på værnemidler, og et af problemerne var, at nogle lande havde eksportbegrænsninger. Så det var et spørgsmål om at få slået ned på den slags.
I april og maj var der en oplevelse af, at medlemslandene var ved at glide fra hinanden.
Italien var utrolig hårdt ramt. De havde flest smittede, og de var det første land, som skulle håndtere det uden de erfaringer med sygdommen, som vi har nu. Det gik kraftigt ud over deres sundhedssystemer og førte til voldsomme situationer i Norditalien.
Det prægede stemningen mellem regeringscheferne og var med til at gøre det klart for alle, at vi er nødt til at gøre noget forholdsvist vidtrækkende.
På det tidspunkt står det også klart, at det her bliver en økonomisk krise. Ret tidligt i forløbet blev der truffet beslutninger, som eksempelvis gav landene frie tøjler til at støtte trængte virksomheder. Det er normalt tæt kontrolleret i det indre marked for at sikre, at vi ikke konkurrerer på statskasser.
Det var nødvendigt at sikre, at det indre marked fortsat hænger sammen, så medlemslandene ikke gled fra hinanden, og det var baggrunden for, at vi endte med at træffe vidtrækkende beslutninger.
Vi havde lært noget af den finansielle krise. I dag er oplevelsen nok, at det dengang var for lidt og for langsomt, og at det var med til at gøre krisen dybere og mere dyr end nødvendigt. Der skulle noget andet til denne gang, og det kom med den historiske genopretningspagt, som vi vedtog på topmødet i juli.
Det var første gang, vi samlede alle regeringscheferne fysisk efter måneder med videokonferencer.
For at løse opgaven havde vi brug for et fysisk møde. Det kunne man ikke gøre på en videokonference. Vi var nødt til at sætte folk sammen, så de kunne tale sammen på kryds og tværs, og det her med at have folk samlet, og at regeringscheferne ikke kan komme hjem, før der er en aftale, er med til at skabe en trykkogereffekt, som gør, at man får en løsning i sidste ende.
Topmødet endte med at vare fire dage og nætter. Jeg sov meget, meget lidt undervejs: Et par timer per nat, den sidste nat sov jeg slet ikke. Jeg må sige, at det bliver heller ikke nemmere med alderen.
Der var et par episoder, hvor der var en reel risiko for sammenbrud, men min grundoverbevisning var nok, at det her var too big to fail. Selvfølgelig er man nervøs, men når det først kører, så spekulerer man ikke så meget.
Det er nok for tidligt at vurdere, om EU er kommet styrket ud af krisen, den er ikke slut endnu, men jeg vil sige, at vores fornemmelse bagefter var, at vi kollektivt havde leveret så godt, som vi kunne.«
