»Jeg synes, at det er grimt, rigtig, rigtig grimt med Brexit«

Ivana Friis Wilson flyttede fra Danmark til Storbritannien for 10 år siden med sin engelske mand og deres to børn. Nu er hun frustreret og dybt skuffet over sit nye hjemland. Det gælder lige så meget følelsen af at være blevet vraget som uvisheden om, hvad der nu skal ske.

somerset
Ivana Friis Wilson flyttede for 10 år siden til Storbritannien med sin engelske mand og sine to børn, men efter Brexit føler hun sig ikke mere så velkommen som før. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Ivana Friis Wilson skulle se Brexit-folkeafstemningen med sin moster. Hun havde købt en flaske champagne, som de ville drikke uanset resultatet. Men i dag kan hun tydeligt huske fornemmelsen af at »få tæppet revet væk« under sin dansk-britiske familie. Pludselig betød det noget helt andet at være en dansk kvinde i Storbritannien med en engelsk mand og dansk-britiske børn.

»Det var godt nok tungt at vågne op til Brexit. Jeg kan jo ikke stemme, og det havde ikke rigtigt noget med mig at gøre. Men det viste sig så, at det var en helt anden følelse, da jeg vågnede om morgenen, hold da op. Champagnen blev aldrig drukket. Det kunne jeg alligevel ikke.«

Mange dansk-briter og andre EU-borgere med bopæl i UK er frustrerede over, at de er blevet kastet ud i uvisheden med en Brexit-afstemning, hvor de ikke selv kunne stemme.  Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Ivana Friis Wilson siger, at hun er fornærmet over, at briterne valgte Brexit. Men det er egentlig for mildt et udtryk for at dække over hendes følelser over for det land, der skuffede hende så dybt, da briterne stemte for at forlade EU. For hun synes, at de valgte hende fra. Den 45-årige kvinde føler sig ikke mere velkommen i det land, som hun rejste til fra Danmark, og hvor hun har tilbragt de seneste ti år af sit liv. Hvor hun arbejder, og hvor hun lever med sin datter Robyn på 13 år og sønnen Daniel på 11 år.

»Jeg synes, at det er grimt, rigtig, rigtig grimt med Brexit. Jeg kender jo nogen, der stemte for »leave«. De siger så, at det handler jo ikke om dig. Hvem er det så? Jeg er jo dansk statsborger. Jeg er lige så meget immigrant som de andre.«

Brexit er kommet på tværs i hendes tilværelse. Børnene har dansk pas. De ser tit deres danske familie, og de har en meget stærk tilknytning til Danmark, fortæller Ivana Friis Wilson, men »de vil sandsynligvis altid sige, at de er engelske, for det er jo her, de går i skole og har boet det meste af deres liv«. Hun er selv dansker med en opvækst i København og Nordsjælland, og eksmanden Nick, som hun blev separeret fra for ni måneder siden, er englænder og brite. Det har aldrig været noget problem, for de er »jo alle europæere«, siger hun. Lige indtil den morgen.

»Hopper jeg foran i køen?«

Briternes valg af Brexit-beslutning ved afstemningen for mere end to år siden har indtil nu ikke ændret noget afgørende i Ivana Friis Wilsons tilværelse. Den britiske premierminister, Theresa May, har de seneste dage flere gange understreget, at hun »vil beskytte rettighederne for EU-borgere, der lever i Storbritannien og britiske borgere, der lever i EU, så de kan fortsætte med at leve som hidtil«. Men ingen af den britiske regerings løfter er endnu nedfældet i lovgivningen.

Hvis briterne forlader EU uden en aftale, er alt igen helt åben for de flere end tre millioner EU-borgere i Storbritannien. Og trods Theresa Mays løfter følte Ivana Friis Wilson ligesom andre EU-borgere sig i særlig grad stødt, da premierministeren i en tale til ledende britiske erhvervsfolk for nogle dage siden sagde, at EU-borgere ikke længere vil »kunne hoppe foran i køen« frem for »ingeniører fra Sydney og sofware-udviklere fra Delhi«.

»Det var virkeligt strengt. Jeg troede først, at hun var fejlciteret. Hopper jeg foran i køen? Det er ikke det England, som jeg troede, at det var, hvor andre mennesker altid er velkomne,« siger Ivana Friis Wilson indigneret.

Premierminister Theresa Mays tale om et nyt britisk immigrationssystem kan man se her:

Hun er langtfra alene med sin frustration. På sociale medier kan man finde en glødende debat, hvor dansk-briter og andre EU-borgere lufter deres bekymringer og skuffelse over det britiske samfund, som de havde anset sig selv for at være en naturlig del af.

Brexit fylder meget. Ivana Friis Wilson har efterhånden droppet at følge med i de mange modstridende oplysninger om Brexit, men når hun mødes med andre danskere i UK, lader de frustrationerne få frit løb. Når hun er sammen med lokale briter, undgår hun derimod at tale for meget om det:

»Det er bare svært, ikke? Det er jo folks private sag, hvad de stemte. Man vil helst ikke brokke sig for meget. Jeg er gæst her, og det er fint. Men jeg bidrager også til landet. Jeg tjener mine egne penge og tager del i lokalsamfundet. Og når jeg mødes med mit danske netværk her, bliver der godt nok brokket. Det gør det.«

Ivana Friis Wilson regner med at bo i Somerset i mange år endnu af hensyn til sine børn. Hun er separeret for nyligt og siger, at hendes eksmand driller hende med, at hun jo i hvert fald ikke kan blive skilt, før de ved, hvad det betyder i forhold til Brexit: »Men jeg siger til ham, at jeg ikke er afhængig af ham. Jeg skal nok klare mig.«   Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Uvisheden har slidt

Følelsen af at blive ringeagtet nager ofte lige så meget som bekymringen over, hvad der rent konkret kan ske med deres status, når Brexit er en realitet. Men uvisheden har også slidt. Fornemmelsen er, at EU-borgernes status har været brugt som »noget man kan handle med« i briternes udmeldelsesforhandlinger med EU.

I lang tid efter afstemningen nægtede den britiske regering at sige noget konkret om EU-immigranternes fremtidige status. Nu er der konkrete garantier i udkastet til »skilsmisseaftalen« med EU, men der er fortsat uklare detaljer om eksempelvis pension, hvis man vælger at flytte til et EU-land. Dertil kommer usikkerheden, om aftalen overhovedet bliver til noget med den voldsomme modstand i det britiske parlament.

I begyndelsen af november opfordrede gruppen »the3million« - for EU-borgere i UK - i et åbent brev sammen med »British in Europe« til, at premierminister Theresa May garanterer borgernes rettigheder og presser EU til at gøre det samme, uanset om udmeldelsesaftalen bliver endeligt vedtaget eller ej:

En ny tone i debatten af dem og os

Britisk presse har beskrevet, hvordan en række EU-borgere er stødt ind i uventede problemer efter Brexit-afstemningen. Den tidligere borgmester i Ipswich, Inga Lockington, fik i første omgang afvist sin ansøgning om britisk statsborgerskab. Hun flyttede i 1979 fra Danmark til Storbritannien og blev britisk gift. Hun fik senere godkendt dobbelt dansk-britisk statsborgerskab, og BBC oplyste, at det skete med en undskyldning fra det britiske indenrigsministerium.

Sara Hagemann er dansk statsborger og lektor i europæisk politik ved London School of Economics. Hun vakte opsigt, da hun med et tweet fortalte, at regeringen havde meddelt hende, at den ikke længere ville tage imod hendes Brexit-rådgivning, fordi hun ikke havde britisk statsborgerskab. Nu siger Sara Hagemann til Berlingske, at »regeringen virker til at have tænkt sig om«, og at hun nu igen bliver brugt som ekspert-rådgiver:

»Men jeg oplever, at der en anden tone i EU-diskussionen. Det er tydeligere, at der er dem og os. En del af mine kolleger afholder sig fra at deltage i debatten, fordi de bliver fuldstændigt overfuset bagefter. Det sker også for britiske eksperter, og jeg tror, at der måske er et ekstra element, når man ikke er britisk, og hvor man kan få beskeden om, at så kan du bare tage hjem.«

Ivana Friis Wilson bor nær det natuskønne Quantock Hills i Somerset i det sydvestlige England. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Heldigvis har mine børn stadig EU-pas

På gåtur med hunden Molly i skoven i »Quantock Hills« i Somerset i det sydvestlige England kan 45-årige Ivana Friis Wilson fortsat glæde sig over de strålende efterårsfarver. Hun siger, at hun er stolt over sit lokalområde, der var det første i England, der fik betegnelsen: »Area of Outstanding Natural Beauty«.

I sin tid var det hende, der overtalte sin daværende mand til at forlade Danmark og tage til Storbritannien med deres to børn.

»Hvis vi skulle til England, skulle det være, inden børnene skulle i skole. Jeg havde undervist på en handelsskole på Lolland, men faldt aldrig rigtigt til og var begyndt som oversætter. Jeg syntes, at det var svært med en udenlandsk mand i Danmark, og så solgte vi huset og besluttede, at nu gør vi det.«

Med en sproglig ballast fra en uddannelse som cand.mag. i dansk og engelsk og med et arbejde som freelance-oversætter for internationale virksomheder gav flytningen ikke  problemer.

»Jeg er selvstændig, og jeg oversætter kun til mit modersmål. Så man kan ikke beskylde mig for at tage et job, som en englænder eller en ikke-EU-borger kunne have haft og hoppe foran i køen,« pointerer hun.

Siden hun kom til Storbritannien har Ivana Friis Wilson boet først i Berkshire vest for London og derefter i Somerset. Det bliver hun ved med »i hvert fald de næste 10 år«. Hun tror ikke, at den britiske regering »kunne finde på at smide hende ud«.

Men Brexit har sat svære tanker i gang, om det skal være sådan altid, når børnene er blevet store. Måske kunne hun tage tilbage til Danmark. Alternativet kunne være ikke længere kun at være tilskuer til de politiske beslutninger men selv få stemmeret.

»Jeg kunne også søge britisk statsborgerskab, og det regner jeg da med at ville få. Men det er omstændeligt, og det giver mig en følelse af, at halvdelen af min identitet skæres væk. Det ville ske af den helt forkerte grund. Nu har jeg endnu mindre lyst til at blive statsborger her. Det er nok fjollet at lade sig styre af, hvad man føler, når det gælder ens rettigheder. Men sådan er det,« siger hun.

»Heldigvis vil mine børn stadig have EU-pas, så de kan vælge at studere i EU og selv bestemme, hvor de vil bo. Jeg er rigtig glad for vores danske statsborgerskab.«