Hun hev op i blusen under en koncert, og så var fanden løs: »Hvorfor skal vi nu se på bryster igen?«

Sangerinden Rigoberta Bandini er havnet i en feministisk borgerkrig om kvindelige attributter og retten til at vise dem. Også Instagram har blandet sig i sagen, og nu er der for alvor varmet op til årets spanske melodigrandprix.

Det vækker forargelse, at Rigoberta Bandini tror, hun kan vække forargelse ved at vise bryster på scenen. Den 31-årige sangerindes feministiske hymne, »Ay Mamá«, er blandt favoritterne til at repræsentere Spanien ved årets europæiske melodigrandprix. Atilano Garcia/SOPA/Ritzau Scanpix

Rigoberta Bandini var i fuld gang med livefremførelsen af sit seneste hit, »Ay Mamá«, under en koncert i den nordspanske by Logroño.

Sangen, der deltager i næste weekends spanske melodigrandprix, er en hyldest til kvindekroppen – herunder, ikke mindst, dens livgivende attributter.

Det var for at understrege denne pointe, at sangerinden under omkvædet hev op i blusen, så man kunne se hendes egne hoppe lystigt rundt i en bh. Og hvad så, kunne man spørge?

Det er ikke ligefrem første gang, at der bliver vist bryster frem på en scene.

Da Justin Timberlake blottede Janet Jacksons ene under en Superbowl-optræden i 2004, kunne det endnu forårsage en vis forargelse – i hvert fald i USA.

Men når den svenske sangerinde Tove Lo rutinemæssigt viser frem under sine koncerter, løfter de færreste efterhånden så meget som et øjenbryn – for blot nævne et enkelt eksempel.

Heller ikke i det engang så katolske Spanien er topløshed længere usædvanlig.

Så meget desto mere kan det undre, at Rigoberta Bandinis stunt har fremprovokeret en hidsig og bizar debat.

Revolutionære bryster

Den 31-årige catalanske sangerinde er et vaskeægte pandemifænomen. Paula Ribó, som er hendes rigtige navn, har ganske vist været travlt optaget af musik og teater i årevis.

Men det var, da vi allesammen blev lukket inde, at hun begyndte at sprøjte hits ud i en ubestemmelig popgenre – godt hjulpet på vej af på en gang grovkornede, finurlige og ofte feministiske tekster.

Eugène Delacroix' berømte maleri Liberté guidant le peuple, hvor »Friheden« personificeret som en topløs kvinde fører an under den franske revolution, er blandt inspirationskilderne til Rigoberta Bandinis sang. Thomas Samson/AFP/Ritzau Scanpix

»Ay Mamá« opfordrer, med henvisning til et berømt maleri, der hylder den franske revolution, kvinder til »at indtage byen med blottede bryster i bedste Delacroix-stil«.

Og en anden af sangens strofer – »Jeg ved ikke, hvorfor de er så bange for vores patter« – har, siden sangen udkom i december, nærmest udviklet sig til et nyfeministisk kampråb.

Især efter, at Instagram besluttede at tage affære.

Når Rigoberta Bandinis fans citerede strofen i deres opslag, rettede det sociale netværk den spanske glose »tetas« – der vanskeligt kan oversættes som andet end »patter« – til »t****«.

En usædvanlig tekstcensur, der blot har givet sangerinden yderligere vind i sejlene, og som angivelig også inspirerede hende til brystfremvisningen i Logroño.

Hvorefter debatten for alvor gik amok.

»I dag får unge det hele serveret«

Hvis Roberta Bandini havde forventet enig søstersolidaritet med sin kamp for at sætte kvindekroppen fri, tog hun gruelig fejl.

En række kvindelige, ofte lidt ældre aktivister og meningsdannere har de seneste dage tordnet mod, hvad de ser som kommerciel kalkule og – især – historieløshed.

»En polemik som denne virker barnlig og gammeldags. Det er set mange gange før. Ingen bliver længere forarget og kritiserer, at man viser et bryst, tværtimod,« siger Susana Estrada til avisen La Razón.

Susana Estrada viser bryst under en prisoverrækkelse i 1978, mens Madrids daværende borgmester ser måbende til.

Den i dag 72-årige artist var kendt for at smide tøjet når og hvor som helst i den intense periode sidst i 1970erne, da Spanien skiftede diktatur ud med demokrati.

»Dengang var det revolutionært, vildt provokerende og nødvendigt. Vi kom fra et diktatur og en mørk periode, hvor kvinder ikke havde nogen rettigheder. I dag får unge det hele serveret,« fnyser Estrada.

Hun minder om, at Rigoberta Bandini endnu ikke var født, da Franco-regimets lov om »offentlig skandale« i 1988 blev afskaffet.

Fiktive modstandere og virkelig kritik

Også kolumnisten Rebeca Argudo er forarget over den unge sangerindes – ifølge hende – malplacerede og mislykkede forsøg på at forarge.

»Det er ikke grænseoverskridende at vise et bryst, hverken i Logroño eller noget andet sted. Der er bryster over alt. I reklamerne, på museerne, i film,« skriver Argudo i webmagasinet The Objective og tilføjer:

»De (Rigoberta Bandini og hendes fans. red.) har fabrikeret en verden med problemer og reaktioner, der kun eksisterer i deres hoveder, og hvor de kæmper mod fiktive modstandere.«

Muligvis – omend kritikken fra Argudo med flere er både virkelig og håndfast.

Det vil dog næppe stoppe et fænomen, som også resten af Europa kan få »glæde« af, såfremt »Ay Mamá« bliver Spaniens MGP-bidrag.

»Man må vist ikke vise bryster ved det europæiske melodigrandprix, hvilket viser, at min sang er helt aktuel. Men måske gør jeg det alligevel,« siger Rigoberta Bandini til webmediet El Español.

I første omgang forbereder hun en scenografi med et par kæmpebryster til sin optræden ved den spanske konkurrence, der afvikles fra torsdag til lørdag i badebyen Benidorm.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa