Klokken var 5.30, og Sophie arbejdede stadig på en tekst, som hendes chef, et højreorienteret medlem af det franske overhus Senatet, havde forlangt klar til næste dag.
Hun var vant til raserianfald og ydmygelser, efter at hun ikke havde reageret på hans tilnærmelser et par år forinden. Så der var ikke andet for end at klø på.
»Men pludselig kunne jeg ikke mere. Det sagde knæk. Og det værste var, at han slet ikke brugte min tekst,« siger Sophie til Libération.
Den erfarne parlamentsassistent, hvis navn er ændret af avisen for at beskytte hende, havde arbejdet 26 år i det franske senat, indtil hun i marts blev fyret.
Så det var ikke, fordi hun ikke kunne tåle mosten på en arbejdsplads, hvor der i sagens natur bliver stillet høje krav. Men hendes seneste og – efter alt at dømme – sidste chef var fuldstændig urimelig.
»Jeg har aldrig før nu haft problemer med stress og burnout. Jeg anede simpelthen aldrig, hvad han kunne finde på,« siger Sophie.
Et forpestet palæ omgivet af idyl
Hysteriske politikere, der skaber et giftigt arbejdsmiljø og terroriserer deres assistenter, er langt fra kun et fransk fænomen.
Eksempelvis beskylder tidligere ansatte det radikale medlem af Europa-Parlamentet, Karen Melchior, for at være »ubehagelig og kolerisk« og opføre sig »perfidt«, som Ekstra Bladet for nylig kunne fortælle.
Men at dømme efter den lange række af sager, som franske medier gennem de seneste uger har bragt frem, er stemningen forpestet i Palais de Luxembourg, hvor det »syder og bobler« bag den nydelige barokfacade.
Det franske overhus, der ligger smukt og fredfyldt midt i en af Paris' smukkeste parker, får ganske enkelt det værste frem i de folkevalgte – og uanset politisk kulør, ideologi og grad af wokeness.
Et af de mest himmelråbende eksempler er givetvis Esther Benbassa, der er valgt for det grønne parti Europe Écologie les Verts.
Benbassa tog meget aktivt del i udskamningen af sin partikammerat, Denis Baupin, der i 2016 af en række kvindelige kolleger blev beskyldt for systematisk sexchikane.
Det var især takket være den fremtrædende grønne senator, at overhuset kort efter oprettede en intern kontrolinstans, som ofre for chikane kan klage til.
Pensionsreform vigtigere end operation
For nylig kunne webmediet Mediapart imidlertid bringe anklager mod Benbassa fra otte af de ikke færre end 18 ansatte, som hun gennem de seneste år har slidt op.
De beskylder senatoren for med »ydmygelser, trusler og chikane« at opretholde et »terrorregime« i forhold til sine assistenter.
Eksempelvis beordrede hun en af dem til at udsætte et vigtigt kirurgisk indgreb med den begrundelse, at Senatets behandling af en pensionsreform var vigtigere end vedkommendes helbred.
En anden fortæller, hvordan Benbassa gav ordre om at møde op i Senatet, selvom det var i strid med reglerne for nedlukning under en af pandemiens smittebølger.
Den grønne politiker har reageret på beskyldningerne med samme mangel på konsekvens, som ifølge de tidligere ansatte gør hende til en umulig chef.
På den ene side har hun taget orlov og undskyldt sin opførsel, hvis nogen »har følt sig såret«. På den anden fremhæver hun stolt, at »tidligere ansatte stadig sender mig blomster på min fødselsdag«.
Senatorerne er som en kaste
Også politikere fra det konservative Les Républicains og det socialdemokratiske Parti socialiste er blevet beskyldt for chikane, og en enkelt ovenikøbet dømt til at betale erstatning til en forurettet assistent.
Men ifølge såvel de ansatte som repræsentanter for deres fagforeninger handler det ikke om problematiske enkeltpersoner. Senatet lider simpelthen under en giftig arbejdskultur.
Sophie, assistenten for den højreorienterede senator, valgte at gå til Overhusets antichikaneenhed med sine klager. Men det resulterede blot i, at hun blev fyret.
»Jeg stolede på systemet. Det skulle jeg ikke have gjort,« siger hun til Libération.
Eric – en anden tidligere ansat i det franske senat, hvis navn ligeledes er ændret – er endnu hårdere i sin dom over de franske folkevalgte.
»Senatorerne er som en kaste. De beskytter hinanden mod anklagerne i stedet for at lytte til dem,« siger han og tilføjer bittert:
»Det kan godt være, at de laver lovene, men de overholder dem ikke selv.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
