Det er en tragedie hver gang. Ikke desto mindre var det ekstra sørgeligt, da en 28-årig kvinde i Paris for et par uger siden blev fundet død – efter alt at dømme kvalt ihjel af sin partner.
For den formodede drabsmand er politibetjent og dermed repræsentant for den statsmagt, præsident Emmanuel Macron for fire år siden lovede at totalmobilisere i sin krig mod kvindevold.
»Selvom vi har gjort enormt meget, viser disse forbrydelser, at vi desværre endnu ikke har gjort nok,« konstaterede justitsminister Eric Dupond-Moretti forleden.
Det uhyggelige mord på 22-årige Mia Skadhauge Stevn har fået mange danskere til at efterlyse handling og mere politisk fokus på kvindedrab.
»36 procent af alle drab herhjemme er mænd, der dræber kvinder,« som Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard forleden mindede om i kommentar.
Alligevel har eksempelvis bandekriminalitet hidtil fyldt langt mere både i politikernes bevidsthed og den offentlige debat.
Men hvad sker der, når man sætter kampen mod kvindedrab og kønsbetinget vold øverst på den politiske dagsorden?
Frankrigs erfaringer gennem de seneste fire år viser, at, jo, det hjælper faktisk noget at lovgive og i det hele taget behandle kvindevold som et samfundsproblem.
Men også, at det er et langt sejt træk. Især, desværre, når det handler om at forhindre netop drab.
»En veritabel kulturkamp«
Der blev ikke sparet på de store ord, da Frankrigs dengang nye præsident, Emmanuel Macron, i november 2017 erklærede krig mod kvindevold og gjorde kampen til sin embedsperiodes førsteprioritet.
»Vores mål er totalt at eliminere vold mod kvinder,« proklamerede Macron i en tale og tilføjede:
»Hele samfundet må deltage i denne veritable kulturkamp, men det er staten, som har kapaciteten til at gøre op med fænomenet.«
Siden har hans regering præsenteret og fået vedtaget fire store lovpakker med en lang række tiltag:
Mulighed for at straffe kønsbetinget chikane og forhånelse i det offentlig rum.
Udvidelse af mulighederne for elektronisk overvågning samt bortvisning af voldsmænd fra hjemmet.
Behandlingsfrist på maksimalt seks dage for ansøgninger om tilhold fra voldsramte kvinder.
Flere ressourcer til politibeskyttelse af voldsramte kvinder, herunder godt 30 procent flere pladser på krisecentre.
Automatisk ophævelse af forældremyndighed for mænd, som har dræbt deres børns mor.
Undervisning i at agere i forhold til kønsbetinget vold for politifolk, anklagere og dommere.
Samtidig voksede budgettet til kampen mod kvindevold fra 22,3 til 41,5 millioner euro fra 2017 til 2021, og på finansloven for 2022 er der afsat 50,6 millioner euro.
Vigtig mentalitetsændring
Avisen Le Monde bad på fireårsdagen for Macrons »krigserklæring« en række aktivister evaluere resultaterne.
Især den hurtige sagsbehandling i forbindelse med tilhold og bedre muligheder for at politibeskytte voldsramte har været nyttige, lyder vurderingen fra den erfarne aktivist Ernestine Ronai.
Omend beredskabet – 3.300 franske kvinder fik i 2020 beskyttelse – efter hendes mening burde være »ti gange større«.
Samtidig, og ikke mindst, har den politiske fokus haft en vigtig pædagogisk effekt, mener Céline Piqués fra organisationen »Osez le feminisme«.
»I forhold til kulturkampen om, hvordan vi opfatter volden (mod kvinder), er vi nået langt,« siger hun.
En mentalitetsændring, som også – langsomt – vinder frem hos ordensmagten.
Eksempelvis følte »kun« 66 procent – ifølge en interviewundersøgelse – sig i 2021 dårligt behandlet, når de anmeldte kønsbetinget vold til politiet, mod hele 91 procent tre år forinden.
Hvilket animerer flere til at søge hjælp, inden det er for sent.
Spaniens opmuntrende eksempel
Men, altså, åbenbart ikke nok. For krigen mod den kønsbetingede vold afspejler sig ikke i drabsstatikken. I hvert fald ikke endnu.
Antallet af kvindemord i Frankrig veksler fra år til år men har længe ligget fast på den forkerte side af 100.
I 2019 blev 146 kvinder således dræbt, hvilket var det højeste antal i de seneste 15 år.
Men måske, forhåbentlig, er det et spørgsmål om tid.
Som Berlingske tidligere har fortalt, tog Spanien allerede i begyndelsen af 2000erne fat på at stramme sin lovgivning og styrke beredskabet til beskyttelse af kvinder.
I 2003, året før vedtagelsen af en historisk lovpakke, blev 71 spanske kvinder dræbt af mænd. I 2021 var antallet gradvist faldet til 44.
Det er stadig langt fra Macrons »totale eliminering af vold mod kvinder« men et langt skridt i den rigtige retning, trods alt.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
