Ana Orantes var forud for sin tid, da hun i 1997 stod frem på tv og fortalte om 40 års mishandling og ydmygelser i et skrækægteskab. Livsfarligt langt forud.
Et par dage senere tog eksmanden hævn. Den sydspanske kvinde blev slæbt ud af det hus, som en absurd skilsmissedom tvang dem til at dele, og overhældte hende med benzin, hvorefter han satte en tændstik til.
Et »hustrudrab« så bestialsk at det kom til at markere et »før« og »efter« i Spanien. Ligesom mordet på Sarah Everard ligner et vendepunkt i debatten om britiske kvinders sikkerhed eller mangel på samme.
Vreden over den unge engelske marketingschefs skæbne og – mere generelt – en utryghed, som de fleste kvinder kender, har bredt sig ud langt over Storbritanniens grænser.
Men hvad sker der, når problemerne, sådan som kvinder over alt i den vestlige verden nu kræver, bliver sat øverst på den politiske dagsorden?
Erfaringerne fra Spanien, hvor Ana Orantes' »martyrium« satte gang i værdipolitisk tidehverv, er i bedste fald blandede.
For samtidig med, at lovgivning og massiv medieopmærksomhed har rustet spanierne bedre til at tage kampen op mod volden, er der blevet fyret op under en giftig konflikt.
Banebrydende lov
Det var medierne, der førte an, da de fra slutningen af 1990erne begyndte at tælle ofrene for det, nogen betegnede som »kønsterrorisme«. Samt at dække mord og overfald på kvinder som et samfundsproblem i stedet for de hidtidige spredte rapporter om »husspektakler« og »jalousidrab« i forbindelse med kriminalstoffet.
Fra 2003 fik drab på kvinder begået af mænd deres egen kolonne i de officielle kriminalitetsstatistikker. Og året efter vedtog det spanske parlament en lovpakke om kønsbetinget vold, der var blandt de første af sin slags på verdensplan.
Loven styrkede ikke blot politiets overvågning og hjælpeorganisationernes arbejde. Også domstole specialiseret i kønsbetinget vold blev oprettet. Men det vigtigste og mest polemiske skridt var en ændring af straffeloven.
Det blev gjort til en skærpende omstændighed, når en voldshandling udføres af den »stærke« mod den »svage« part i et forhold. Med andre ord: Mænds vold mod kvinder straffes som hovedregel hårdere, end hvis det omvendte er tilfældet.
Færre dræbte, flere anmeldelser
Selvom loven blev vedtaget enstemmigt, skete det under konservativ protest mod denne »positive diskrimination«. En modstand, som især de seneste år har vokset sig stærk, hvilket vi vender tilbage til om lidt.
For et spørgsmål trænger sig på: Har loven 17 år efter sin vedtagelse virket og reduceret volden mod kvinder? Svaret både ja og nej.
Ser man på antallet af kvindedrab, er det faldet markant. Mens 71 spanske kvinder mistede livet pga. kønsbetinget vold i 2003, blev »kun« 45 dræbt i 2020.
Men målt på andre parametre er situationen den samme eller ovenikøbet lidt værre.
Antallet af opkald til politiets nødtelefon er uændret højt, og anmeldelserne mod voldelige mænd har – hvis man ser bort fra pandemieffekten i 2020 – været svagt stigende.
Skrøbelig mentalitetsændring
At volden fortsætter, kan Rosa Garriga skrive under på.
Den erfarne sociolog leder Fundació AGI – en organisation der siden 1990erne har ydet bistand til voldsramte kvinder samt organiseret terapiforløb for voldelige mænd.
»Vi hjælper stadig flere kvinder, og i 2020 har 500 mænd alene her i Barcelona deltaget i vores terapiforløb i forbindelse med en voldsdom,« siger Rosa Garriga til Berlingske.
Alligevel ser hun loven fra 2004 som en milepæl i kampen mod kønsbetinget vold:
»Den har været med til at gøre et privat problem – for familien og for kvinden selv – til et offentligt problem. Og når vores antal af brugere er vokset, handler det også om, at kvinderne ikke længere er så bange for at anmelde volden.«
Det er den ene side af sagen. Også hos den anden, hos mændene, ser Rosa Garriga forandringer.
»Mange vælger frivilligt at fortsætte terapien, når den tvungne del er slut. Måske af frygt for at miste retten til at se deres børn og andre sanktioner,« siger sociologen og tilføjer bittert:
»Men det er en mentalitetsændring, som højrefløjspartierne anført af Vox desværre er i gang med at ødelægge.«
»Feminazisme« og »kønsjihadister«
Da det højrenationale parti Vox for et par år siden stormede ind i spansk politik, var det ikke kun i kraft af forventelige mærkesager som kampen mod catalansk løsrivelse og muslimske indvandrere.
Ti procent af vælgerne stemte, ifølge meningsmålinger, på Vox i sympati med modstanden mod »feminazisme« og »kønsjihadister«, som det hedder i partiets retorik.
I bestræbelserne på at beskytte kvinderne har Spanien udviklet sig til et feministisk regime, mener partiet, der vil fjerne offentlige tilskud til hjælpeorganisationer.
Vox har også foreslået at gøre fuldskab til en formildende omstændighed ved vold mod kvinder.
Men det er især 2004-lovens forskelsbehandling af mænd og kvinder, som Vox har sat sig for at bekæmpe, og her står partiet langt fra alene.
Socialisten Alfonso Guerra, der var vicepremierminister i 1980erne, hævdede for nylig i et interview, at forfatningsdomstolen var udsat for hårdt politisk pres, da den i sin tid godkendte loven.
Efter hans vurdering – der dog på ingen måde deles af partikammeraten, premierminister Pedro Sánchez – er diskriminationen mellem kønnene åbenlyst grundlovsstridig.
»Anmelder for at få forældreret«
Madrid-regionens konservative præsident, Isabel Díaz Ayuso, påpegede forleden, at mænd også er ofre for kønsbetinget vold og »måske oven i købet udsat for flere overfald end vi kvinder«.
Og selvom Juan Carlos López Medina, der leder Asociación de Padre de Familia Separados – en forening af fraskilte mænd – ikke har den store tillid til de politiske partier, glæder han sig over, at »nogen endelig forsvarer vores sag«:
»Loven fra 2004 er diskriminerende. Vi skal selvfølgelig bekæmpe vold mod kvinder, men hvorfor ikke give andre medlemmer af en familie samme beskyttelse,« siger López Medina til Berlingske og fortsætter:
»Samtidig anmelder mange kvinder deres mænd for at få forældreretten til børnene og ofte på et falsk grundlag. Og mens deres anklager generelt får konsekvenser, bliver det sjældent taget alvorligt, når mænd går til politiet som ofre for vold.«
En situation, som den spanskbosatte svensker Gunnar Thorsén for et par år siden berettede om overfor Berlingske.
Kvinderne »fører« med 45-11
Juan Carlos López Medina og hans forening udarbejder hvert år på basis af medieomtale sin egen opgørelse over mænd, der bliver dræbt af kvinder.
I 2020 fandt man frem til otte drab og 11 drabsforsøg. Klart færre end de 45 kvindelige dødsofre samme år, men ikke desto mindre en del.
Og hvorfor ikke ændre loven, så kvinder straffes lige så hårdt som mænd, når det noget sjældnere – men ikke desto mindre af og til – er dem, der udøver vold? Også fordi en ligestilling af kønnene ville fratage Vox og andre antifeminister deres vigtigste argument i debatten om vold mod kvinder?
Rosa Garrido fra Fundació AGI vil ikke høre tale om det:
»Naturligvis er ikke alle mænd onde, og alle kvinder er gode. Men det er oplagt, at mænd som hovedregel er bedre stillet økonomisk og socialt, og at kun en promille søger om hjælp som ofre for vold,« siger Rosa Garrido.
»Kvinder har behov for særlig beskyttelse, og kun folk med en indskrænket mentalitet, der er dybt forankret i et mandsdomineret samfund, nægter at indse det,« mener sociologen.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
