Han er kandidat til Den Gyldne Bold og til fem år i fængsel: »Hvis han ikke betaler, vil piratfiskene æde ham råt«

Karim Benzema risikerer fem års fængsel for at have viderebragt trusler om at afsløre pikante sexvideoer af en landsholdkammerat. Hvorfor i alverden deltog den franske Real Madrid-stjerne tilsyneladende i det bøvede afpresningsforsøg?

Deltog Karim Benzema i forsøget på at presse penge af landsholdskammeraten Matthieu Valbuena, eller er det hele, som han selv hævder, en stor »maskerade«? Gabriel Bouys/AFP/Ritzau Scanpix

En barndomsven er og bliver en barndomsven. Også selvom han siden har skaffet sig en alenlang straffeattest på halsen. Ikke mindst når man som Karim Benzema er vokset op i en barsk forstadskommune til Lyon.

Og er det tankeløs loyalitet, der har bragt stjerneangriberen i den absurde situation, at han nu på én gang er kandidat til Den Gyldne Bold og til fem år bag tremmer?

Eller er det hele én stor misforståelse og »maskerade«, som den franske Real Madrid-spiller hævder på Instagram?

En kendsgerning er det under alle omstændigheder, at Benzema stod tiltalt for meddelagtighed, da sagen om et forsøg på at presse penge ud af landsholdskammeraten Mathieu Valbuena onsdag gik i gang.

Hvis retten i Paris-forstaden Versailles kender ham skyldig, risikerer han op til fem års fængsel og en bøde på 75.000 euro. Men den moralske dom kan blive endnu hårdere.

For vil magasinet France Football, der står bag uddelingen af Den Gyldne Bold, i givet fald kunne forsvare at give sin prestigefyldte pris til en dømt forbryder?

Og bliver landstræner Didier Deschamps nødt igen at droppe Benzema, fordi Les Bleus ikke kan have en pengeafpresser som centerforward – uanset, hvor mange smukke og afgørende mål han scorer?

Gik til politiet efter afpresningsforsøg

Den rodede historie om afpresningsforsøget begynder i sommeren 2014.

Mathieu Valbuena skal have overført sine data til en ny mobiltelefon. Han beder Axel Angot – en tekniker, der i fodboldmiljøet er kendt for effektivt og diskret at udføre den type ofte følsomme opgaver – om at gøre det.

Under arbejdet støder Argot på videooptagelser, der viser Valbuena i heftig lagengymnastik med sin kone, og da han befinder sig i en økonomisk knibe, beslutter han at udnytte situationen.

Mathieu Valbuena og Karim Benzema i kammeratlig samtale under en landsholdssamling i 2014. Førstnævnte hævder, at Real Madrid-stjernen deltog i forsøget på at afpresse ham med trusler om at offentliggøre en sexvideo. Franck Fife/Ritzau Scanpix

I ledtog med et par medsammensvorne tager han nogle måneder senere kontakt til den daværende franske landsholdsspiller i forsøg på at presse 25.000 euro ud af ham.

Valbuena lader sig ikke intimidere, men melder i stedet sagen. Og det er, da en betjent kontakter afpresserne under foregivende af at fungere som mellemmand, at politiet kommer under vejr med Benzemas indblanding.

Argot og hans kumpaner har i frustration over de manglende resultater taget fat i Real Madrid-spillerens barndomsven, Karim Zenati.

Han indvilger i at rekruttere Benzema til at overbevise landsholdskammeraten om, at det er alvor, og at han risikerer at blive ufrivillig pornostjerne, hvis han ikke spytter i kassen.

»De vil spise ham råt«

Ifølge Valbuena påtager Benzama sig opgaven.

Under en landsholdssamling mødes de på tomandshånd, og angriberen advarer ham om, at det er nogle »farlige forbrydere«, der har fået fingre i videoen, men at han kan »ordne« sagen.

Karim Benzema forlader retsbygningen i Versailles efter at have tilbragt en nat bag tremmer, tilbageholdt i forbindelse med afhøringer i sagen. Matthieu Alexandre/AFP/Ritzau Scanpix

»Det virkede, som om han (Benzema) kunne løse mit problem, men det stod også klart, at det ikke var gratis,« har Valbuena forklaret.

Senere lytter politiet med på en samtale mellem Benzema og Zenati, hvor de bliver enige om, at forsøget på at lægge pres på Valbuena har virket efter hensigten.

»Og hvis ikke, vil de der piratfisk (afpresserne, red.) pisse på ham. De vil æde ham råt, min bror,« vurderer Real Madrid-stjernen.

Og hvis aflytningerne står til troende, er det unægteligt svært at acceptere Benzemas forklaring om, at han blot på venskabelig vis forsøgte at give Valbuena et par gode råd.

Forrygende comeback – men med bagslag?

Da Benzema sidst i 2015 blev tilbageholdt af politiet i forbindelse med affæren, førte det til, at han blev ekskluderet fra det franske landshold.

Et skridt, der blev taget efter hårdt politisk pres, som daværende præsident François Hollande siden har undskyldt.

Centerforwarden gjorde det imidlertid ikke lettere for sig selv, da han i et interview med den spanske sportsavis Marca hævdede, at bortvisningen havde rod i racisme.

Real Madrid, Karim Benzemas klub gennem de seneste 12 år, har uden vaklen bakket op om sin franske stjernespiller gennem hele forløbet. Vil det fortsætte, hvis han bliver kendt skyldig i pengeafpresning? Alberto Estevez/EPA/Ritzau Scanpix

Lige siden har Benzama, der i forvejen var »under mistanke« for sin tavshed under afsyngning af nationalsangen »La Marseillaise« forud for landskampene, været et hadeobjekt på den franske højrefløj.

Forud fra dette års EM-turnering besluttede landstræner Didier Deschamps imidlertid, at der var løbet tilstrækkelig meget vand i åen og udtog Benzema til truppen. Under tordnende succes.

En sportslig brillant og menneskelig mere moden udgave af angriberen har brilleret i landsholdstrøjen.

Senest med en forrygende scoring, der for nylig var stærkt medvirkende til at sikre Frankrig sejren i turneringen Nations League.

Lige indtil fortidens synder nu, måske, indhenter ham. Domsforhandlingerne ventes afsluttet fredag, hvorefter der falder dom.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.