Når EU-Kommissionen efter planen mandag modtager Italiens plan for de kommende års offentlige budgetter, går nervekrigen mellem Rom og Bruxelles ind i en afgørende fase.
Advarsler og ukvemsord er allerede gennem et par uger føget frem og tilbage over Alperne, efter at partierne bag den nye italienske protestregering blev enige om at øge budgetunderskuddet for at få råd til mere velfærd og skattelettelser.
Samtidig har nervøse investorer på de internationale finansmarkeder presset den italienske obligationsrente op i nærheden af smertegrænsen for det dybt forgældede sydeuropæiske land.
Er frygten for en ny eurokrise og – i værste fald – et italiensk farvel til den fælles mønt berettiget? Her er et bud på, hvad der er op og ned i konflikten om den italienske regerings såkaldte »folkets finanslov«.
Planerne om budgetunderskud på mellem 2,4 og 1,8 pct. i de kommende tre år overholder EUs krav om maksimalt tre pct., som eksempelvis Spanien endnu ikke opfylder. Hvorfor så al den ballade?
Mens den tidligere socialistiske regering havde lovet Bruxelles et underskud på 0,8 pct. i 2019, sender den nye et klart signal om, at nedbringelsen af Italiens enorme statsgæld på cirka 130 pct. af BNP kommer i anden række.
Dette kan skabe problemer, hvis de økonomiske konjunkturer – som meget tyder på – vender. Men konflikten handler i lige så høj grad om politik.
»Regeringen bruger advarslerne fra EU som propaganda og til at vise sine vælgere, hvordan den tør stille krav og tale Bruxelles midt imod,« siger Giovanni Orsina, der er politolog og tilknyttet LUISS-universitetet i Rom, til Berlingske og tilføjer:
»Samtidig har regeringens mange modstandere både i og uden for Italien en interesse i at puste sagen op i håb om, at presset fra især finansmarkederne vil bringe den til fald.«
Koalitionspartierne bag regeringen ser vidt forskelligt på den økonomiske politik. Er det ikke kun et spørgsmål om tid, før den bryder sammen?
Mens Femstjernebevægelsen har borgerløn som sin mærkesag, er Lega primus motor i planerne om flad skat og lavere pensionsalder.
Finanslovens mange milliarder til overførselsindkomster er da heller ikke populær i det højrenationale parti, men foreløbigt tyder intet på, at Matteo Salvini har planer om at afbryde samarbejdet med sin vicepremierminister-kollega, Luigi Di Maio.
Selv om meningsmålingerne spår Lega-lederen massiv fremgang, har han en interesse i at holde gryden i kog frem til næste forårs valg til Europa-Parlamentet, hvor de højrenationale partier kommer til at spille en hovedrolle.
For Di Maio er det altafgørende, at regeringsdeltagelsen udmønter sig i konkrete resultater.
Er protestregeringen parat til at fortsætte nervekrigen med EU og finansmarkederne til den bitre ende, eller forsøger den blot at forhandle sig til så stort økonomisk råderum som muligt?
Den oprindelige budgetplan arbejdede med underskud på 2,4 pct. i hele den treårige periode. Det blev nedjusteret efter negative reaktioner fra EU samt, især, den første runde af pres på obligationsrenten.
Og selv om regeringen kategorisk afviser yderligere indrømmelser, har Salvini samtidig indirekte ladet forstå, at hans smertegrænse går ved et »spread« på 400 procentpoint i forholdet mellem den tyske og den italienske rente.
»De forsøger at opnå det højest mulige budgetunderskud ved at lade konflikten køre så langt, som det kan lade sig gøre. Hvis det hele risikerer at bryde sammen, tror jeg, at de vil file på tallene og gå på kompromis,« vurderer Giovanni Orsina.
Ifølge erhvervsavisen Il Sole 24 Ore skyldes markedernes pres ikke så meget bekymring for den økonomiske stabilitet som frygt for, at finansloven udgør et første skridt på vej mod Italexit. Er det realistisk?
Både Femstjernebevægelsen og Lega er principielt tilhængere af at tage en folkeafstemning om spørgsmålet.
Og europaminister Paolo Savona, der blev vraget til den vigtige post som finansminister efter et veto fra præsident Sergio Mattarella, har gjort sig udførlige tanker om, hvordan et italiensk farvel til euroen kunne føres ud i livet.
Giovanni Orsina tør ikke udelukke, at Italexit eksisterer som en plan B for regeringen. Men i første omgang er målet et andet, tror han:
»De går efter, sammen med meningsfæller i andre lande, at få øget indflydelse i EU og ad den vej ændre reglerne for eurosamarbejdet,« siger politologen og tilføjer:
»Men det er min personlige vurdering. Forleden spiste jeg middag med et selskab af Italiens førende politiske iagttagere, og meningerne rundt om bordet var vidt forskellige. Mange er overbeviste om, at regeringen er parat til at gå hele vejen.«
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
