De ankom i samlet flok, alle iført nypressede jakke- og spadseresæt samt – for mændenes vedkommende – sirligt bundne slips.
Det var Marine Le Pen, der havde givet medlemmerne af sit højrenationale parti ordre om den demonstrativt stramme dresscode, da Frankrigs nye nationalforsamling tidligere på sommeren trådte sammen.
Og »slipsestrategien«, som medierne døbte den opsigtsvækkende entré, er lykkedes over al forventning.
I hvert fald har franskmændene lige siden diskuteret slipset med en passion, der ikke lader debatten om andre kontroversielle beklædningsgenstande som det islamiske slør og pandemiens mundbind meget efter.
En strid, der ikke blot handler om takt og tone, men også om national identitet og klimapolitisk korrekthed, og som de seneste uger desuden har bredt sig til nabolandet Spanien.
Det sidste vender vi tilbage til. Men lad os først tage et kig indenfor i kulturkrigens arnested, Palais Bourbon – Nationalforsamlingens sæde på Seinens venstre bred i det centrale Paris.
Stuerene slipsedyr
Franskmændene sammensatte ved valget i juni det mest brogede parlament i nyere tid.
Præsident Emmanuel Macron mistede ikke blot sit hidtil komfortable flertal, men yderfløjene fik også et historisk godt resultat.
Marine Le Pens Rassemblement National gik fra otte til 89 mandater, mens en venstrealliance anført af partiet la France insoumise opnåede ikke færre end 151.
Og selvom det til alles overraskelse er lykkedes at indgå en række forlig, er den voldsomme polarisering i det franske samfund samtidig flyttet indenfor i den traditionelt lidt søvnige parlamentsbygning.
Det er på den baggrund, Le Pens »slipsestrategi« skal ses. Den skal sende et signal om, at Frankrigs yderste højrefløj er blevet stueren og klar til at udøve magt.
I modsætning, vel at mærke, til den talstærke gruppe fra den anden ende af det politiske spektrum, hvis tøjstil i mange tilfælde kan minde om den, Venstresocialisterne i 1970erne bragte ind i Folketinget.
»Vi er ikke la France insoumise. Vi møder ikke op i klipklapperne og blomstrede skjorter,« har Le Pen slået fast for det tilfældes skyld, at nogen ikke havde fattet hendes pointe.
Lederen af venstrepartiet, Jean-Luc Mélenchon, bærer ganske vist som regel et løst bundet og endog meget rødt slips, men mange af hans medlemmer sætter en ære i at være »sans-cravates« (slipseløse).
En reference til den franske revolutions folkelige frontløbere »les sans-culottes«, der blev kaldt sådan, fordi de modsat adel og borgerskab ikke bar ridebukser og lange strømper.
»Et udtryk for vores civilisation«
Det var kroatiske lejesoldater, som under 1600-tallets 30-års krig tog deres tradition for at binde en klud om halsen med sig på job i Frankrig.
Her blev Ludvig 14. betaget af forløberen til slipset, og fra solkongens hof bredte moden bredte sig hurtigt til resten af Vesteuropa.
Franskmændene spillede også en hovedrolle i de følgende århundreders udvikling af det oprindelige cravate frem mod vore dages design, der opstod i 1920erne.
Og selvom slipset ikke længere er en obligatorisk del af arbejdstøjet for mænd i en lang række erhverv, er det fortsat en umistelig del af fransk og europæisk kulturarv, mener forfatteren David Brunat.
»Det er udtryk for en idé om vores civilisation, for den gode smag og for et samfundsmæssigt tilhørsforhold,« skriver Brunat i avisen Le Figaro.
Gode, borgerlige værdier, med andre ord.
Ledende konservative politikere så da også hurtigt faren i Le Pens dresscode og har siden kæmpet for at hindre Rassemblement National i at tage monopol på slipset og dets stærke symbolværdi.
Les Républicains utrættelige værdikriger Éric Ciotti har stillet forslag om, at det igen skal være obligatorisk at bære slips i Nationalforsamlingen – et påbud, som blev afskaffet i 2017.
Og Réne Musilier, præsident i regionen Provence-Alpes-Côte d'Azur, gav den gas, da han i et tv-interview betegnede Frankrigs yderste venstrefløj som en flok »beskidte og usoignerede råbehoveder«.
Storkapitalens »uberiserede« dresscode
Når analytikere betegner Marine Le Pens »slipsestrategi« som en symbolpolitisk genistreg, handler det imidlertid ikke kun om højre mod venstre og borgerdyr versus flipperrøve.
En anden og mere subtil front i værdikrigen er mindst lige så vigtig for et højrenationalt parti som Rassemblement National.
En analyse foretaget af forskningsenheden Segalen et Associés viser, at kun halvdelen af toplederne i Frankrigs vigtigste virksomheder i dag bærer slips på deres officielle portrætter.
Slipseløshed er – i hvert fald i visse sammenhænge – blevet symbol på, at man er nået til tops og befinder sig hinsides godt og ondt, påpeger kommunikationseksperten Anthony Gibert.
»Det er samtidig et forsøg på at efterligne lederne af de store, globale techvirksomheder, der var de første til at droppe slipset,« skriver han i Le Monde.
Amazon-bossen Jeff Bezos, eksempelvis, og Facebooks Mark Zuckerberg. Også præsident Macron, der ellers er glad for slips, er kendt for at knappe skjorten op, når han gerne vil fremstå startupagtig.
Når Le Pen indfører slipsepligt, er det også en gestus i forhold til »uberiseringen« af den traditionelle dresscode, som Gibert med henvisning til den kontroversielle transportvirksomhed kalder det.
Det udgør på én gang en protest mod den globaliserede storkapital og en sympatiaktion med de – mere ydmyge og lokalt forankrede – dele af samfundslivet, hvor slipset fortsat er comme il faut.
Smid slipset for fædrelandet
Også syd for Pyrenæerne, i Spanien, raser slipsekrigen i disse uger.
Men her er det den socialistiske premierminister, Pedro Sánchez, der har sat den i gang med afsæt i en langt konkret, men mindst lige så sprængfarlig debat.
Da Sánchez forleden præsenterede en energispareplan som led i EUs fælles forholdsregler mod en vinter uden russisk gas, havde han smidt slipset. Og det var alt andet end tilfældigt.
»Jeg vil opfordre alle i den offentlige og private sektor til at gøre det samme. På den måde kan vi alle bidrage til at opnå en vigtig energibesparelse for vores land,« sagde premierministeren på et pressemøde.
Baggrunden for Sánchez' tilsyneladende lidt pjattede forslag er alvorlig nok.
Spanierne bruger midt under den hedeste sommer i mands minde enorme mængder energi på at køle kontorer og andre arbejdspladser ned.
Regeringens plan dikterer, at temperaturen som hovedregel maksimalt må sænkes til 27 grader.
Og det vil være lettere at udholde, hvis man smider ikke blot slipset, men måske oven i købet også habitjakken.
Frihedssymbol mod spareplan
Man kan mene, at Sánchez midt i en gravalvorlig situation med fordel kunne have fokuseret på mindre kulørte sider af sin spareplan.
Men slipsestrategien er i sin spanske version formentlig lige så bevidst som i den franske.
Spanien er blandt de europæiske lande, som vil blive mindst berørt, hvis Rusland stopper gasleverancerne helt til vinter.
Og en række konservative politikere og meningsdannere har kritiseret spareplanen som et unødvendigt og diktatorisk indgreb i såvel det regionale selvstyre som den personlige frihed.
De sammenligner restriktionerne med maskepåbud og andre kontroversielle forholdsregler under pandemien, og har med kyshånd taget slipset til sig som symbol på deres »frihedskamp«.
Hvilket gør det lettere for venstrefløjen at skamme ikke blot dem, men hele oppositionen ud som uansvarlige negationister, der går Putins ærinde og svigter det europæiske sammenhold.
Når 1600-tallets kroatiske lejesoldater bar deres farverige halsklude, var det ikke kun af æstetiske hensyn. Det handlede angivelig også om at kunne se forskel på soldaterne midt i kampens hede.
Er slipset på vej til igen at blive et livsvigtigt kendetegn på 21. århundredes ideologiske slagmark?
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
