Teresa Ribera er normalt tør som en sydeuropæisk pinjeskov sidst i juli, men åbenbart også lige så let antændelig, når fanden tager ved den spanske minister for grøn omstilling.

»Modsat andre har spanierne ikke levet energimæssigt over evne,« lød det spydigt, da ministeren forleden afviste en nødplan for, hvad EU stiller op, hvis Rusland lukker for gassen.

Et »tak for sidst« med adresse til den tysk dikterede sparepolitik under finanskrisen. Men den begrænsede solidaritet med Putin-afhængige nordeuropæere handler ikke kun om gammelt nag.

Der er også aktuelle og – om man vil – saglige grunde til et standpunkt, som Spanien langt fra står alene med.

Kommissionen og det tjekkiske formandskab er da også i fuld gang med at file på det udspil, der bragte Teresa Ribera on fire, op til tirsdagens vigtige energiministermøde.

Teresa Ribera er kendt som en saglig og lidt nørdet politiker. Men da den spanske minister for grøn omstilling forleden skulle gøre rede for landets nej til en gasspareplan, kunne hun ikke nære sig for at minde tyskerne og andre »nøjsomheds-nordeuropæere« om, at det denne gang er dem, som har levet over evne.
Teresa Ribera er kendt som en saglig og lidt nørdet politiker. Men da den spanske minister for grøn omstilling forleden skulle gøre rede for landets nej til en gasspareplan, kunne hun ikke nære sig for at minde tyskerne og andre »nøjsomheds-nordeuropæere« om, at det denne gang er dem, som har levet over evne. Alberto Ortega/AP/Ritzau Scanpix

Den oprindelige plan gjorde det muligt, om nødvendigt, at tvinge EU-landene til at skære 15 procent af deres gasforbrug, hvorefter eventuelle overskud skulle fordeles blandt værdigt trængende.

Et nyt udspil, som mediet Politico har set, arbejder med en række ændringer.

Blandt andet skal fem lande – mod først tre – være enige, før mekanismen kan udløses. Og man kan undslå sig med henvisning til blandt andet »særlig beliggenhed« – en indrømmelse til Spanien og Portugal.

Det kan formentlig føre til en kompromisløsning her og nu, men det grundlæggende problem består.

Skal rettidig omhu straffes?

Mens den Iberiske Halvø i geografisk forstand er netop det – en halvø – minder den energimæssigt mere om en ø, der kun via en smal tange er forbundet med resten af Europa.

Spanierne og portugiserne har gennem årtier, og uden større held, krævet at blive koblet ordentligt på det europæiske gas- og elnet.

Men så sent som i 2019 blev en ny gasledning, der skulle føres hen over den østlige del af Pyrenæerne, endnu en gang droppet, fordi man hverken i Bruxelles eller Paris så den som en prioritet.

Mens blandt andre tyskerne i årevis kunne dope deres økonomi og konkurrenceevne med billig russisk gas, har Spanien og Portugal har måttet finde alternative leverandører i Nordafrika.

Det samme gælder i nogen grad Grækenland, der har skaffet sig adgang til forsyninger fra Aserbajdsjan, og som også nægter at deltage i en tvungen sparemekanisme.

For hvorfor skal vi nu straffes for, at vi – modsat andre – i tide har fundet alternativer til afhængigheden af den russiske gas, spørger man i de sydeuropæiske hovedstæder.

Andre former for solidaritet

Men ikke nok med det. Spanien og Portugal har tilsammen otte regasificeringsanlæg, hvilket svarer til godt 30 procent af den samlede europæiske kapacitet.

Det betyder, at Spanien ikke behøver at gå i panik over sit for tiden elendige forhold til Algeriet. De nødvendige leverancer kan i vid udstrækning erstattes med flydende, amerikansk produceret gas.

I forbindelse med anlæggene råder de to lande desuden over mere lagerplads, end de selv har brug.

Europas største regasificeringsanlæg med tilhørende lagerkapacitet ligger i Barcelona.
Europas største regasificeringsanlæg med tilhørende lagerkapacitet ligger i Barcelona. Emilio Morenatti/AP/Ritzau Scanpix

En infrastruktur der i sagens natur ikke har været gratis at opføre, og som kan stilles til rådighed for resten af EU i solidaritetens navn, hvilket allerede nu sker i vist omfang.

Det giver mere mening end at påføre virksomheder og husholdninger, der i forvejen ikke hører til blandt kontinentets mest robuste, rationering og andre sparetiltag, påpegede energiminister Teresa Ribera forleden.

Men først efter, at hun havde hånet Tyskland godt og grundigt for mangel på rettidig omhu.

Og spørgsmålet er, om det – selvom den lå lige til højrebenet – nu også var en god idé.

Atomkraft som tysk betaling

Dels bringer tyskerne selv ofre. Eksempelvis signalerede Berlin i søndags, at man er klar til at forlænge levetiden for landets sidste tre atomkraftværker som »betaling« for nødplanen.

Dels er der ingen statsgaranti for, at sydeuropæerne – hvis krigen og krisen fortsætter – kan blive ved med at ligge lunt i svinget.

»Spanien gør ret i at protestere, men er det særlig smart samtidig at rive tyskerne fortidens fejltagelser i næsen,« spørger avisen La Vanguardias geopolitiske ekspert, Enric Juliana, i en videokommentar og tilføjer:

»Især når vi også i fremtiden vil være tvunget til at arbejde tæt sammen med dem på en række områder.«

Under gældskrisen i begyndelsen af 2010erne blev en række især sydeuropæiske lande – kendt under det ydmygende tilnavn PIIGS – sat under administration og på især tysk foranledning påtvunget voldsomme nedskæringer af en såkaldt trojka.
Under gældskrisen i begyndelsen af 2010erne blev en række især sydeuropæiske lande – kendt under det ydmygende tilnavn PIIGS – sat under administration og på især tysk foranledning påtvunget voldsomme nedskæringer af en såkaldt trojka. Quique Garcia/EPA/Ritzau Scanpix

Samtidig er spørgsmålet, om der blot røg en finke af panden for den på ingen måde populistiske minister og lidt nørdede tidligere klimaforhandler.

Eller om hendes udtalelser er det første tegn på, at et gammelt og livsfarligt sår i EU-samarbejdet igen er brudt op: Det ofte fordomsfulde modsætningsforhold mellem Europas rige nord og mindre velbeslåede syd.

De kommende måneder vil vise det.

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa