Vladimir Putin har – med et godt, spansk udtryk – et solidt greb om Europas ædlere dele via sin kontrol med store dele af vores energiforsyning.
Især tyskerne får svært ved at holde hjulene i gang – samt at holde varmen – hvis Ruslands præsident for alvor skruer ned for gasleverancerne. Og risikoen for, at dette sker i forbindelse med konflikten om Ukraine, er overhængende.
Der findes dog en oplagt vej ud af den farlige afhængighed, og den går via et helt andet hjørne af kontinentet. Det er sådan set bare med at komme i gang.
På den korte bane har EU de seneste uger arbejdet på højtryk for at sikre alternativer til den russiske gas, der udgør omkring 40 procent af medlemslandenes forbrug.
Mere sparsomme russiske leverancer gennem de seneste måneder presser allerede Europas reserver, mens priserne er tilsvarende tårnhøje.
For at råde bod på dette, forsøger man at skrue op for forsyningerne af amerikansk produceret flydende naturgas, der sejles over Atlanten i enorme tankskibe.
Samtidig forhandles der med andre storeksportører som Norge og Qatar, men på mellemlangt sigt samler stadig større opmærksomhed sig om et ofte overset hjørne af Europa og et projekt, der gennem årtier er blevet ignoreret.
Fra Sahara til Berlin
»Hidtil er det blevet set som et projekt, der kun var vigtigt for os,« forklarede Spaniens udenrigsminister, José Manuel Albares, mandag på et møde med Berlingske og andre internationale medier og tilføjede:
»Nu er det gået op for mange, at det ikke blot er en nyttig løsning også for andre lande, men at det er selve løsningen.«
Mid-Cat-ledningen, som projektet hedder, skal forbinde gasnettet i Catalonien med det sydfranske Midi-område.
Det lyder muligvis fjernt og perifert, men kan få vidtrækkende konsekvenser – også for nordeuropæerne.
En ledning henover Pyrenæerne med tilstrækkelig kapacitet vil gøre det muligt at transportere naturgas fra de enorme forekomster i den algeriske ørken direkte til en kold kælderlejlighed i Berlin.
Og man kan kun – som den spanske udenrigsminister – undre sig over, at andre europæiske beslutningstagere først er blevet opmærksom på den oplagte løsning nu, hvor de har kniven på struben.
For det ville være synd at sige, at ideen er ny. Og den er paradoksalt nok ikke engang spansk, men fransk.
Drømmen om at forbinde Algeriets gasfelter med det centrale Europas industrielle hjerte omkring Rhinen opstod i slutningen af 1950erne under Frankrigs daværende præsident, Charles de Gaulle.
For den legendariske general handlede det ikke blot om forsyningssikkerhed. Han så også ledningen som en mulighed for at knytte den daværende franske koloni tættere til Europa.
Det mislykkedes som bekendt. I stedet løsrev det nordafrikanske land sig i 1962 efter en traumatisk krig, hvorefter Paris mistede interessen.
Droppet i 2019
Lige siden har Spanien – og Portugal – råbt i en mental ørken om vigtigheden af at forbinde den Iberiske Halvø med resten af Europa, også når det handler om energiforsyning.
Der findes ganske vist to ledninger i den baskiske ende af Pyrenæerne, men de kan kun transportere sølle 13 procent af den gas, der strømmer alene gennem Nord Stream-1 mellem Rusland og Tyskland.
MidCat-ledningen ville, som hidtil projekteret, fordoble kapaciteten. Og selv om det som bekendt er svært at spå om fremtiden, kan det undre, at projektet – endnu en gang – blev skrinlagt for blot tre år siden.
Den grønne omstilling ville hurtigt overflødiggøre ledningen, lød det i begrundelsen. Kun en pludselig prisstigning kunne gøre den rentabel, hed det videre. Hvilket præcis er, hvad der er sket.
Den geopolitiske betydning var næppe heller umulig at forudse i 2019, men på det tidspunkt var det kun Algeriets pålidelighed som leverandør, der bekymrede beslutningstagerne.
Med nogen ret. Som Berlingske tidligere har fortalt, lukkede regeringen i Algier i november for gassen i den ene af to ledninger til Spanien.
Det skete for at straffe naboen Marokko, som er transitland for ledningen, men går naturligvis også ud over spanierne og portugiserne.
30 procent af EUs kapacitet
Ifølge den spanske udenrigsminister har algerierne imidlertid foreløbig levet op til løfterne om at opretholde forsyningsniveauet.
Dels via en anden ledning, der løber direkte over Middelhavet. Dels via skibsleverancer af flydende gas.
Netop udsigten til øget brug af den såkaldte LNG-gas er endnu en god grund til at få bygget MidCat-ledningen i en fart.
Før gassen kan sendes ud i nettet, skal den omdannes fra flydende tilstand til sin oprindelige form.
Og ikke færre end otte af EUs såkaldte regasificeringsanlæg ligger på den Iberiske Halvø – Tyskland har ikke et eneste – hvilket svarer til 30 procent af den samlede kapacitet.
De 440 millioner euro, som det i første omgang ville koste at bygge MidCat-ledningen, ligner er røverkøb af større forsyningssikkerhed i et Europa, der næppe bliver helt det samme igen, uanset hvordan Ukraine-krisen ender.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa.
