Er Italiens førende virolog en sølvpapirshat? »Nej tak til vaccine, hvis vi ikke får mere viden«

Andrea Crisanti røg ud i en videnskabelig shitstorm, da han krævede mere viden for at lade sig vaccinere mod covid-19. Men dæmonisering af berettiget kritik giver kun »anti-vaxxere« mere vind i sejlene, advarer den italienske virolog. I forvejen er modstanden voksende, viser spansk undersøgelse.

Italieneren Andrea Crisanti er en af de tunge drenge i det »starsystem« af eksperter, som er opstået under pandemien. Virologen står bag Veneto-regionens aggressive og – i hvert fald i en italiensk kontekst – succesfulde teststrategi, og hans ord vejer tungt i debatten.

Derfor faldt udtalelsen også som en atombombe, da han forleden blev bedt om at vurdere de nye vacciner mod SARS-CoV-19, der formentligt er klar til at blive sprøjtet ind i millioner af mennesker verden over fra begyndelsen af det nye år.