En ny dronning af det højrenationale Europa? »Jeg er Giorgia, jeg er kvinde, jeg er mor, jeg er kristen!«

Videoen var egentlig ment som en parodi. Drevet frem af et tungt beat og skamklippet på billede og lyd skulle den udstille Giorgia Melonis hidsige kropssprog.

Samt, ikke mindst, gøre grin med hendes talestrøm, der ifølge en fransk avis »er som en maskingeværsalve«, både hvad angår tempo og indhold. Men, som det ofte går i en social medievirkelighed, fik »remixet« den præcis modsatte effekt.

Et par uger efter, at et par venstresnoede DJs havde uploadet smædevideoen, var den blevet set over fire millioner gange. Og omkvædet Jeg er Giorgia/jeg er kvinde/jeg er mor/jeg er kristen havde forvandlet sig til en effektiv parole for lederen af det højrenationale parti Fratelli d'Italia og hendes stadig flere tilhængere.

»Da videoparodien af Giorgia Melonis tale i november gik viralt, var en stjerne født,« skrev The Times først på året, efter at den britiske avis havde udnævnt hende til »rising star« og en blandt 20 internationale personligheder, der vil rykke verden i 2020.

Når interessen i stigende grad samler sig om den speedsnakkende 42-årige romer som en magtfaktor i såvel italiensk som europæisk politik, handler det imidlertid ikke kun om flygtig SoMe-succes.

Mere populær end Salvini

Først på ugen mødtes en række af Europas førende højrenationale politikere til den anden National Conservatism Conference i Rom.

Tilstede var blandt andre den ungarske premierminister, Viktor Orbán, den spanske Vox-leder, Santiago Abascal, Ryszard Legutko fra det polske regeringsparti PiS og franske Marion Maréchal.

Sidstnævntes moster, Rassamblement National-lederen Marine Le Pen, glimrende derimod ved sit fravær. Men endnu mere opsigtsvækkende var det, at også Il Capitano alias Matteo Salvini havde meldt afbud på hjemmebane.

Den tidligere indenrigsminister og Lega-boss er, efter sin fiasko ved regionalvalget i Emilia-Romagna for et par uger siden, slået ind på en mere midtersøgende kurs, lyder forklaringen fra nogle iagttagere.

Men andre peger på en anden og vigtigere årsag til, at han blev væk fra konferencen arrangeret af den stokkonservative Edmund Burke-fond. Salvini ville ikke risikere, som det er sket flere gange på det seneste, igen at komme til at stå i skyggen af en kvinde, en mor og en kristen ved navn Giorgia Meloni.

Lega fører ganske vist stadig stort i meningsmålingerne, hvor partiet står til godt 30 pct. af stemmerne. Men Fratelli d'Italia har i løbet af kort tid tredoblet sin opbakning og er gået fra fire til 11-12 pct.

Samtidig slår Meloni klart Salvini, hvad angår personlig popularitet. Og fornemmelsen af, at hun i virkeligheden er et bedre bud på en leder af Italiens (og Europas) nationale højrefløj, breder sig både i og udenfor landet.

Den ægte vare

Giorgia Meloni er født og opvokset i Roms folkelige Garbatella-kvarter. Faren forlod familien, da hun var 12 år gammel, og den i dag 43-årige politiker har intet fået foræret, mens hun målrettet arbejdede sig op gennem systemet, først som bartender på diskotek og senere som journalist.

Allerede som 15-årig meldte hun sig ind i ungdomsafdelingen af Movimento Sociale Nazionale, arvtager til Benito Mussolinis fascistparti og forgænger til vore dages Fratelli d'Italia. Trods sin relativt unge alder har hun 14 års erfaring som parlamentsmedlem og har også nået at være ungdomsminister i Silvio Berlusconis regering fra 2008 til 2011.

Meloni er således en dreven og driftsikker politiker, der ideologisk garanterer lige så meget smæk for skillingen som hos Salvini, hvis ikke lidt mere. Eksempelvis har hun argumenteret for, at NGO-redningsskibe ikke blot skulle nægtes adgang til italienske havne, men sænkes af flåden.

Samtidig virker hendes ultrakatolske ståsted i værdipolitikken mere naturligt, og hun behøver ikke – som Salvini – at svinge demonstrativt med bedekranse, når hun står på talerstolen.

Meloni repræsenterer med andre ord i langt højere grad den ægte, højrenationale vare end Lega-lederen, der som ung flirtede med kommunistiske ideer, og som tøver med at tage parti i værdikampen om alternative familieformer.

Uden russiske svinkeærinder

Den vigtigste årsag til, at Meloni i løbet af de senest måneder er blevet »opdaget« uden for Italiens grænser handler imidlertid om international politik, mener Steven Forti, der er historiker med speciale i den nye nationale højrefløj.

»Vigtige kræfter i USA, heriblandt Trump-administrationen, støtter Meloni, fordi hun repræsenterer en klart proamerikansk højrefløj i et af Europas vigtigste lande. Modsat Salvini (og Le Pen. red.), der med sine russiske kontakter har vist sig at være upålidelig,« siger Forti til Berlingske med henvisning til mistankerne om, at Putin-styret ulovligt har finansieret Lega.

Også i EU-sammenhæng kommer det Meloni til gode, at hun ikke har kastet sig i armene på russerne. Fratelli d'Italia tilhører i Europa-Parlamentet gruppen af Europæiske Konservative og Reformister og har dermed gode forbindelser til det magtfulde polske regeringsparti PiS og andre højrenationale fjender af Moskva.

Samtidig ser Meloni ingen grund til at trække nye grænser på Europa-kortet og har ikke, som Salvini, flirtet med separatisme hverken i eller udenfor Italien. Lega-lederens lejlighedsvise støtte til Cataloniens løsrivelsesprojekt gør således forholdet til det spanske søsterparti Vox særdeles anstrengt.

Alle veje fører til Rom

Steven Forti vil se en samlet europæisk front på den nationale højrefløj, før han tror det. Men skulle partierne overvinde deres mange ideologiske uenigheder og geopolitiske modsætninger, ville Meloni være et godt bud på en samlende figur.

»Hun har massiv amerikansk støtte, hun har ikke fucket op som Salvini, og så er hun kvinde,« påpeger den italienske historiker og tilføjer:

»Men Salvini overgiver ikke frivilligt sin lederposition, og derfor bliver forårets regionalvalg i blandt andet Toscana og Campania (Napoli-området, red.) ekstremt spændende at følge. Samtidig er der kommunalvalg i Rom til næste år. Hvis Meloni, som meget tyder på, stiller op og vinder, vil hun have en formidabel platform at stå på.«

Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa