Jack Sion havde altid været glad for kvinder, men alderen trykkede. Han var ikke længere attraktiv. Så var det, at han fandt på sit ganske succesrige scoretrick.
Og, ja, han snød sig til sex, indrømmer den i dag 74-årige mand, men det var alt sammen led i en uskyldig og frivillig leg.
Det ville være synd at sige, at retten i Montpellier er enig. Fredag kendte dommerne i den sydfranske by Jack Sion skyldig i voldtægt.
Det kan godt være, at kvinderne af egen fri vilje mødte op til hyrdetimerne og fulgte reglerne i hans leg inspireret af den erotiske roman »Fifty Shades of Grey«.
Men undervejs gjorde han brug af et magtmiddel, der ifølge den franske voldtægtsparagraf er lige så ulovligt som vold og trusler for at opnå sex – nemlig »overraskelse«.
En forbrydelse, som dommerne i Montpellier takserede til otte år bag tremmer.
Sidste punktum er dog næppe sat i den kontroversielle sag, der på pikant vis illustrerer en giftig debat:
Hvor stopper det aktive samtykke, og hvornår begynder ufrivilligheden, når det handler om sex?
I kontakt med 342 kvinder
Jack Sions scorestrategi var for så vidt ikke videre sofistikeret. Han skød med spredehagl – men med den fordel, at det meste af processen foregik digitalt.
Franskmanden, der i »gerningsperioden« var midt i 60erne, oprettede profiler på en række datingnetværk.
I stedet for sit eget rynkede ansigt indsatte han et portræt af en flot mand, klippet fra et katalog for tøjmærket Marlboro.
Han løj sig desuden godt 20 år yngre, tog navneforandring til Anthony Laroche og opfandt diverse sportslige hobbies.
Den eneste nogenlunde sandfærdige oplysning var erhvervet som indretningsarkitekt i Nice-området. En beskæftigelse, som »Anthony Laroche« dog udøvede med noget større succes end virkelighedens Jack Sion.

Og så var det ellers bare med at komme i gang. Ifølge efterforskningen var Jack Sion over et par år i kontakt med ikke færre end 342 kvinder i alderen 19-50 år.
Det foregik via diverse digitale platforme og nogle gange også telefonisk. Der blev sendt billeder af kønsorganer, onani-videoer og planlagt frække dates.
Men når »Anthony Laroche« afviste at mødes på et offentligt sted eller blot at tænde for sit webcam, fik langt de fleste af kvinderne mistanke og afbrød kontakten.
Ubehagelig forvandling
Mindst 24 fortsatte imidlertid spillet. Smigret over, at denne tilsyneladende perfekte mand havde lagt mærke til dem. Uvillige til at slå drømmen om et hedt kærlighedseventyr ihjel.
I stedet valgte de at møde op hjemme hos Jack Sion på Promenade des Anglais i Nice. Flere vendte dog om, så snart de trådte ind i lejligheden.

»Det stank af cigaretter og indelukkethed,« har en af kvinderne forklaret.
Men andre gik hele vejen og fulgte ordrerne, som en mandsstemme gav dem fra et af lejlighedens værelser.
De drak først et glas vin, klædte sig så nøgne og iførte sig en sovemaske af den slags, man bruger under lange flyvninger, inden de gik ind og lagde sig i Jack Sions seng.
Herefter havde de sex, og det var først, da kvinderne fjernede masken, at deres unge prins forvandlede sig til, hvad en af kvinderne beskriver som en »gammel mand med rynket hud og en lasket vom«.
En tilstand af underkastelse
Ris til egen røv, når man opfører sig uforsigtigt og ikke tænker sig om, vil nogle mene.
Eksempelvis Jack Sions forsvarer, mens han under retssagen krydsforhørte Marie-Hélène – den ene af de to kvinder, der valgte ikke at krybe i et musehul men i stedet meldte den falske Anthony Laroche til politiet.
»Har De nogensinde givet koden til deres kreditkort til en ukendt person på nettet?«
»Nej«
»Hvorfor giver De så fri adgang til Deres krop?«
»Det var spændingen, følelserne. Jeg ønskede, at denne smukke historie skulle være virkelighed,« svarede Marie-Hélène og tilføjede som svar på, hvorfor hun fulgte Jack Sions iscenesættelse til den bitre ende:
»Jeg var i en tilstand af underkastelse. Det var først bagefter, at væmmelsen og tvivlen meldte sig.«
For Jack Sion var der tale om erotiske og nænsomme rendezvous, der »adskillige gange gik rigtigt godt« og til begge parters nydelse.
»Det, som jeg gjorde, er måske ikke særlig moralsk, men er det noget, som bør bekæmpes,« spurgte den 74-årige mand i retten og fortsatte:
»Kvinderne blev skuffede, men hvis jeg havde været lidt smukkere, ville alt det her ikke være sket.«
Jack Sion ankede dommen. Men efter, at den franske kassationsdomstol irettesatte en anden retsinstans for at henlægge sagen, skal han næppe regne med en mildere straf.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa