Danskerne til briterne: Opgiv Brexit. Bliv hos os i EU!

Briterne står over for den endelige afgørelse om Brexit. Stod det til danskerne, skulle de opgive det hele og vende tilbage til EU. Også selv om det ville kræve en ny britisk EU-folkeafstemning, viser en Kantar Gallup-meningsmåling lavet for Berlingske.

Kan briterne bare opgive hele den rodede proces? Bør de britiske politikere efter mere end to års kaotiske debatter indse, at Brexit var en hovedløs beslutning med uanede konsekvenser? Kalder den politiske forvirring på at lade vælgerne afgøre det en gang til? Gid de ville, lyder svaret i en Kantar Gallup-meningsmåling med danske vælgere lavet for Berlingske.

Om få dage vil premierminister Theresa May i et sidste fortvivlet forsøg sætte den Brexit-aftale, som hun har forhandlet sig frem til med EU, til afstemning i Underhuset. Mange forventer, at både partifæller og modstandere i stort tal vil forkaste forslaget. Derefter ved ingen, hvad der skal ske. Men hvis briterne i sidste øjeblik beslutter at blive i EU, kan de regne med, at både danske politikere og vælgere er parate til at slå en streg over det hele og tage imod briterne med åbne arme.