Britisk politi: Kør mindst muligt, gå en lang tur, sæt dig kun i kort tid – og mal ikke køkkenet

I Storbritannien har der været stor forvirring over upræcise karantæneregler. Nu er det slået fast, at politiet skal tillade køb af alkohol og snacks, men man må ikke arbejde fra en bænk i parken. De strikse forbud mod at gå ud vil vare mindst tre uger endnu, men det bliver ikke ved med at gå, for briterne bryder sig ikke om, at andre bestemmer over dem, siger den danske indehaver af ScandiKitchen i London.

På cyklen, på vej ind til sin købmandsbutik med skandinaviske madvarer og sin nu lukkede café i det centrale London, kan Brontë Aurell godt drømme sig hen til familiesommerhuset i Vestsjælland. Meget ville være lettere og mere behageligt i Danmark end at få dagligdagen til at hænge sammen i en millionby i karantæne.

Den danske indehaver af ScandiKitchen cykler på arbejde, fordi hun ligesom de fleste andre ikke længere tør tage bus eller tog i London. Til gengæld er den normalt heftige trafik nu til at overse, og målinger viser, at der ikke har været så lidt luftforurening siden 1950erne. London og resten af landet er lukket helt ned. Det har vi da også været i Danmark, kunne man sige. Men i København har vi dog haft lov til at tage ud og og købe maling for at live lidt op i køkkenet.

Det vil britisk politi ikke tillade. Til gengæld må man godt tage ud og købe ind til at reparere det ødelagte hegn efter et uvejr.

Den britiske karantæne er netop blevet forlænget i yderligere tre uger, og en præcisering af de stramme karantæneregler gør det klart, at bare det at sætte sig på en bænk i længere tid eller gå i parken for at arbejde med sin computer er et brud på reglerne.

Efter et skænderi hjemme må man godt flytte hen til en ven for at »køle lidt af« et stykke tid, men kun hvis »det er en ægte flytning« regnet »i dage og ikke timer«, står det i retningslinjerne fra den overordnede politimyndighed National Police Chiefs' Council, NPCC.

Ordlyden har ikke tidligere været offentliggjort, fordi britisk politi har lagt op til, at det bør være en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om folk har »en gyldig grund« til at bevæge sig uden for deres hjem. Det har ført til forvirring og vrede over betjentenes forskellige fortolkninger af reglerne. Og upræcise offentlige erklæringer om et næsten ubrydeligt udgangsforbud har heller ikke hjulpet, indrømmer politiledelsen med klar adresse til den britiske regering.

Man må faktisk godt gå ud for at løbe eller gå en tur eller for at købe ind – dog så få gange som muligt, også selv om man samtidig lægger godt med alkohol, snacks og lækkerier ned i indkøbsposen, står der direkte i de nye regler.

Mindst tre uger endnu vil den britiske befolkning blive fastholdt i en stram karantæne.

Sikrer rugbrød i karantænen

En del personer har som »fronlinjearbejdere« i kampen mod coronavirus ligesom Brontë Aurell fortsat lov til at tage på arbejde. Salget af fødevarer fra hendes og hendes mands ScandiKitchen er defineret som en »nøgleopgave«:

»Vi er kun en lille fisk i en stor sø, men den britiske fødevareindustri er ikke gearet til det her og har brug for al den hjælp, der er mulig. Vi tager ansvaret alvorligt med visheden om, at en kunde hos os ikke behøver at stå i en kø ved en anden butik.«

Det betyder også, at Brontë Aurell indtil videre har undgået fyringer i sit personale:

»Der er nok arbejde til alle vores ansatte med at sikre, at alle de mennesker fra Norden, der nu sidder fast her, kan få fat i remoulade og rugbrød.«

Storbritannien og London er hårdt ramt af virusudbruddet. Det normale mylder i den britiske hovedstad er afløst af næsten øde gader. Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

Den 44-årige kvinde med en svensk mand og to døtre fortæller, at familien godt kan få hverdagen til at hænge sammen trods de stramme regler. Pigerne på ti og 12 år har ikke været i skole i næsten fem uger, men de nyder at have kontakt med vennerne over nettet, og nogle gange går de »forbi vennernes huse og vinker ind til dem«.

»Min dag har ikke ændret sig så meget. Jeg står op og tager ind på arbejde. Jeg arbejder i forreste række i en butik, så vi må være forsigtige. Mine hænder tørrer ud af at blive renset, og mine kinder har mærker fra brug af maske. Men jeg er bare så taknemmelig over at have et arbejde, og at jeg har lov til at forlade mit hus.«

Den skotske selvstyreleder har forbeholdt sig retten til at ændre på karantænereglerne, hvis det tjener skotske interesser.

Tålmodigheden er tyndslidt

Mange andre er langtfra så heldige. De skal nu være lukket inde i deres bolig i mindst tre uger endnu og må kun bevæge sig ud inden for det stramme regelsæt og under skærpet overvågning fra politiet.

Med sit kendskab til den britiske folkesjæl efter at have tilbragt det meste af sit voksenliv i Storbritannien, mener Brontë Aurell, at briternes tålmodighed er ved at være tyndslidt.

»Jeg kan føle, at folk allerede er begyndt at slække på reglerne. Briter bryder sig ikke om, at andre bestemmer, hvad de skal gøre. Det ligger i deres DNA at sætte sig op mod det. Jeg talte med en gadebetjent ved butikken for et par dage siden, og han var bekymret over, at folk begynder at sætte sig imod reglerne. Det er denne oprørske, stærke side ved briterne, som jeg plejer at holde så meget af. Men lige nu kan det skade dem selv.«

Britiske læger, sygeplejersker og sundhedsarbejdere bliver hyldet af befolkningen med klappeseancer. Men mange andre i fødevarebutikker, i busser og i rengøringsbranchen er også med til at holde samfundet i gang under vanskelige vilkår, siger den danske indehaver af ScandiKitchen, Brontë Aurell. Henry Nicholls/Reuters/Scanpix/Ritzau

I hvert fald kan oprørske briter få problemer med politiet, og nu har alle fået en rettesnor med eksempler på, hvad de må, og især hvor lidt de egentlig må gøre. Køre ud i naturen for at bryde ensformigheden? Tjah. Britisk politi tillader, at man kører en kort tur for til et godt sted at gå en lang tur. Men en kort gåtur er ikke en undskyldning for en lang køretur.

Og når karantænen endelig bliver ophævet? London-erhvervsmanden Frank Khalid har et bud på, hvordan han vil se på det.