Analyse: Paven taler for første gang om »homoseksuelle familier« – er han sprunget ud som regnbuefarvet aktivist?

Pave Frans' udtalelser i en dokumentarfilm kan tolkes som en blåstempling af homoseksuelles ret til at få børn og til at adoptere. Om det skal forstås sådan, er tvivlsomt. Men hvis paven mener, hvad han tilsyneladende siger, vil det skabe en formidabel konflikt internt i kirken.

Allerede før han blev pave, havde pave Frans mindre restriktive holdninger til homoseksuelle og homoseksualitet end andre i den katolske kirke. Alberto Pizzoli/AFP/Ritzau Scanpix

Lad det være sagt med det samme. Vi får næppe Paven at se i spidsen for en gay pride-parade foreløbig. Der er heller ingen tegn på ændringer i den katolske kirkes officielle holdning. Nemlig at homoseksuelle har krav på respekt, men ikke accept af deres seksuelle adfærd eller ret til at gifte sig.

Pave Frans' udtalelser i en dokumentarfilm om ham, der blev præsenteret onsdag, udgør imidlertid et langt skridt i retning af større åbenhed over for andre familieformer end den traditionelle. Et skridt, der vil være revolutionerende, hvis han rent faktisk mener, hvad han siger.