»Tutti a casa« – send dem alle sammen hjem!
Sådan lød det foretrukne slagord, da Beppe Grillo i 2009 stiftede Femstjernebevægelsen (M5S) i rasende protest mod Italiens politiske etablissement. Et forsimplet men klart budskab, der ni år senere var med til at bringe den højtråbende komikers disciple til magten i Rom.
På den baggrund skulle man tro, at italienerne med kyshånd ville gribe chancen for at fyre en tredjedel af parlamentsmedlemmerne. I stedet truer en regeringskrise med at bryde ud på det værst tænkelige tidspunkt.
Folkeafstemningen om at rundbarbere såvel deputeretkammeret som senatet, der afvikles søndag og mandag, blev skrevet ind i regeringsgrundlaget, da M5S for et år siden slog pjalterne sammen med det socialdemokratiske Partito Democratico (PD).
Ideen var at gennemføre en større forfatningsreform, der også rationaliserede opgavefordelingen mellem de to kamre og regulerede processen i forbindelse med valget til præsidentposten.
Men da det kom til stykket, kunne koalitionsparterne kun blive enige om at reducere antallet af folkevalgte, hvilket M5S ikke desto mindre sælger som en historisk triumf i kampen mod den politiske kaste.
Nej-siden vinder frem
De nyeste meningsmålinger forudsiger da også, at 71 procent vil stemme ja. Men det er markant færre end for et par måneder siden.
Meget tyder på, at nej-siden har fået yderligere vind i sejlene de seneste to uger op til folkeafstemningen, hvor det i Italien er forbudt at offentliggøre målinger. Og det kan ikke udelukkes, at en uhellig alliance af modstandere afviser reformen eller i hvert fald forhindrer det rungende ja, som M5S håber på.
Men hvorfor egentlig være imod at reducere Europas højeste antal af folkevalgte til et parlament af nogenlunde samme størrelse som i andre af kontinentets store lande – Tyskland, Storbritannien og Spanien?
For de »seriøse« nej-sigere handler det om at sige fra over for overfladisk populisme. En af de mest fremtrædende, økonomen Carlos Cottarelli, der i 2018 var i spil som en »teknokratisk« kandidat til premierministerposten, peger i La Stampa på en række gode grunde.
En populistisk kop espresso
For det første er den økonomiske gevinst yderst begrænset. De 57 millioner sparede euro er knap nok tilstrækkeligt til at invitere hver enkelt italiener på en stærk kop espresso. Eller gjort op på en anden måde: Besparelsen svarer til 0,007 procent af det italienske statsbudget.
Lidt har selvfølgelig også ret. Men når man er i gang, hvorfor så ikke også se på aflønningen af parlamentsmedlemmerne, der ud over at være mange også er blandt Europas mest velbetalte, spørger Cottarelli sarkastisk.
Det vigtigste argument for økonomen og andre fremtrædende nej-sigere – der også tæller blandt andre forfatteren Roberto Saviano og antimafia-præsten Don Luigi Ciotti – handler imidlertid om at sige fra over for populismen.
»Det er oplagt, at en reduktion af de folkevalgte foretaget på denne måde (løsrevet fra mere generelle reformer, red.) kun tjener et formål: At visse partier kan give indtryk af at ændre noget grundlæggende, når effekten i virkeligheden er begrænset og måske ligefrem skadelig,« skriver Cottarelli og tilføjer:
»Et nej ville sende et klart signal til regeringen: Slut med spil for galleriet! Vi har brug for reformer, der rent faktisk løser landets problemer.«
Taktiske nej-stemmer
Det lyder måske ikke ligefrem som en sællert uden for æggehovedernes kreds og i den brede italienske befolkning. Når det kan ende med et nej, handler det da også nok så meget om, at mange vil føle sig fristet til at stemme taktisk.
Da tidligere premierminister Matteo Renzi i 2016 tabte en folkeafstemning om sin langt mere vidtgående forfatningsreform og i forlængelse heraf også regeringsmagten, var det, fordi afstemningen blev brugt som et mistillidsvotum.
Og selv om højrefløjens ledere, herunder Lega-bossen Matteo Salvini, anbefaler et ja, vil mange vælgere givetvis benytte lejligheden til at straffe M5S og samtidig forsøge at spænde ben for koalitionsregeringen.
Et nej eller blot et snævert ja vil øge splittelsen internt i protestbevægelsen. Lider M5S’ koalitionspartner, det socialdemokratiske Partito Democratico, nederlag ved en række regionalvalg, der afvikles samtidig med folkeafstemningen, og hvor socialdemokraterne risikerer at miste magten i højborgen Toscana, kan det udløse en regeringskrise.
Sker det, vil gode råd være dyre i et Italien, hvor der mere end nogensinde er brug for politisk stabilitet og et samarbejdende folkestyre, når midlerne fra EUs hjælpefond skal udmøntes til projekter, der kan redde landet gennem coronapandemiens økonomiske katastrofe.
Martin Tønner er Berlingskes korrespondent i Sydeuropa
