Det bliver ikke skulder ved skulder, når prins William og prins Harry lørdag deltager ved deres farfar, prins Philips, begravelse.
I det otte minutter lange begravelsesoptog, hvor flere kongelige medlemmer af familien skal gå bag kisten det sidste stykke vej til kirke, skal de to prinser ikke følges ad. De vil være adskilt af deres fætter Peter Philips, der vil gå mellem de to prinser, oplyser det britiske hof ifølge The Guardian.
Beslutningen, der siges at være truffet af dronningen, dæmper næppe spekulationerne om en splid mellem brødrene eller rejser håb om en forsoning, som flere britiske medier skriver.
En splid, der meget muligt kan være opstået, da prins Harry og hans kone, Meghan, i marts gav et opsigtsvækkende interview. Udover at kritisere kongehuset for racisme, kommenterede Meghan på historier om prins Williams kone, Catherine, og hvordan hun skulle have fået Meghan til at græde kort inden sit bryllup. Historier der bestemt ikke satte den kommende dronning i et godt lys.
Derfor ses beslutningen om at »adskille« de to brødre i begravelsesoptoget, som en bekræftelse af en konflikt mellem brødrene, skriver blandt andet The Daily Mail.
Dronningen deltager ikke selv i optoget, men vil vente på kistens ankomst ved kirken sammen med flere kvindelige medlemmer af kongefamilien. Blandt andet Catherine og Camilla, der er gift med prins Charles.
Prins Charles og prinsesse Anne vil være i spidsen for begravelsesoptoget efterfulgt af deres brødre, prins Andrew og prins Edward. Dernæst kommer prins William, Peter Philips og prins Harry.
Meghan deltager ikke i begravelsen, da hun er gravid med parrets andet barn.
Ingen militæruniformer
Adskillelsen af brødrene er ikke den eneste opsigtsvækkende beslutning foretaget af dronningen i forbindelse med begravelsen af hendes mand. Dronningen har også bestemt, at ingen familiemedlemmer må bære militæruniformer, hvilket ellers ofte er traditionen ved sådan begivenheder i Storbritannien. Beslutningen skyldes tilsyneladende problemer med to medlemmer af den royale familie.
Prins Andrew, der er anklaget for at have dyrket sex med mindreårige, skulle have udtrykt ønske om at bære en admiralsuniform, selvom prinsen kun er viceadmiral.
Samtidig kan prins Harry ikke længere bære sine uniformer, da han ikke længere er et officielt medlem af kongehuset. Prinsen ville derfor være nødsaget, som en af de eneste medlemmer af familien, til at deltage i begravelsen iført jakkesæt. Det til trods for at prinsen har været en del af militæret i mere end 10 år.



