I mange år har Jarl Friis-Mikkelsen brugt det til at bygge på noget vigtigt: »I dag er det måske den eneste redning, som verden ser ud i dag«

Jarl Friis-Mikkelsen kan ikke beskrives med en enkelt titel. I flere årtier har han været et af de største navne i den danske underholdningsbranche som tv-vært, instruktør, underholdningschef, skuespiller.

Han har levet af at være på; som interviewer i den varme talkshowstol, som chef, som vært på »aHA!«, som dommer i »Danmark har talent«, som Carlo i »Carlo og Walter« og som Jarlen i »Klovn«.

I dag er Jarl Friis-Mikkelsen 70 år. Han er kunstmaler. Og med et liv bag sig, som kun få lever, giver han sine bedste livsråd.

​De tre ord

»Je​g kan huske, at jeg lavede en regel for mig sel​v, ​dengang​ jeg begyndte at lave talkshows. Jeg skulle have noget frem i folk, og det krævede noget af mig selv. Så h​vad er det for nogle ord, der betyder noget for ens livsklogskab​, tænkte jeg. ​Det brød jeg ned til tre enkelte ord, jeg kunne forholde mig til.«

»Et ord, der betød enormt meget, var empati. Man skal udvise det, og så bruger man det også til at mærke andre mennesker med. Det er vigtigt, fordi det sikrer mod at blive egocentrisk, fordi du hele tiden er lydhør og på vagt.«

»Og så skal ens integritet være i orden. Det er meget, meget vigtigt, at folk kan stole på dig. Og omvendt er det vigtigt, at du lytter til andre mennesker for at forstå deres integritet, og hvor deres grænser går til – og at du respekterer de grænser.«

»Og så skal man fordre originalitet. Man bliver nødt til at have en original vinkel på andre mennesker. Man kender det selv fra middagsselskaber, når man sidder ved siden af en, man først tænker, man slet ikke har noget til fælles med. Det kan blive fantastisk hyggeligt, men kræver, at man er nysgerrig på andre mennesker.«

Fornemmelse kan ikke lyve – hvis du bygger den op

»Hvis jeg skal give et råd til unge mennesker i dag, er det at bygge din egen fornemmelse op. Fornemmelsen er den, der er vigtigst at stole på, for hjernen kan blive narret. Og dit hjerte kan blive decideret idiot. Men fornemmelsen kan ikke lyve, hvis den er bygget rigtig op.«

»Det lyder måske banalt. Men man bliver nødt til at have lagret en masse viden, før du kan stole på din fornemmelse. Den skal vokse op ad noget.«

»Jeg var lang tid om at lære at stole på min egen fornemmelse. Jeg læste i mange år enormt mange bøger for at blive klog på mig selv. I dag er det måske den eneste redning, som verden ser ud i dag – at man har en kultur og steder, hvor man kan gå hen og finde sig selv. Vores verdensbillede er blevet shaket så meget, at man bliver nødt til at gå ind i dét, hvor man kan være og få ro. Det gør jeg i dag ved at male.«

»Og så kræver det, at man prøver ting af og accepterer, at man ændrer synspunkt og standpunkt gennem livet. Jeg tror, det var Jens Otto Krag (tidligere socialdemokratisk statsminister, red.), der sagde: »Man behøver ikke slå lejr på toppen af sit standpunkt«. Som politiker var det smart, fordi han så kunne skifte mening senere – men det er også en meget god regel for os andre, at man ikke er færdigbagt som kage. Måske man skal have 15 minutter mere i ovnen.«

Men det er jo tit i de yngre år, at man skal tage store valg, der, som du siger, kræver fornemmelsen – og den har man ikke i samme grad, når man skal tage de valg?

»Det har man ikke, nej. Men der må man tage chancen nogle gange. Man må tage et spring ind imellem og tro på, at man har vinger på ryggen, der folder sig ud. Man bliver heldigvis mere flyvefærdig med tiden, men kun hvis man prøver. Man skal være meget verdensåben og turde prøve.«

Overvej, hvor robust du er, inden du får børn

Du er blevet far en gang i 1980erne, en gang i 00erne og en gang i 10erne. Hvad kan du give videre af erfaringer?

»Der er plusser og minusser ved begge. Når du er ældre, får du en masse forærende. Man får ikke lov til at sidde og sande til ovre i hjørnet. Du skal hele tiden være vågen, og du bliver konfronteret med ting, du ikke vidste. Jeg oplever, at jeg er blevet mere nærværende med børnene, jo ældre jeg er blevet. Man er fri for at løbe efter sin egen karriere.«

»Men jeg vil også sige, at når man ryger op i min alder, er det måske ikke så sjovt for børnene. De ved jo godt, at man er gammel, glemmer ting og støder ind i møblerne. Det kan godt føles en lille smule ydmygende at være ældre.«

»Jeg synes, man skal tænke over, hvor robust man er – hvor gearet man er til at kapere det hele på en gang. Hvis du ser statistisk på det, tror jeg ikke, at ældre forældre bliver så nemt skilt, som yngre gør. Der er mange flere kampe i den alder, fordi man har en kamp med sin karriere, med sig selv og med børnene. Det er nemmere at tabe i den.«

»Der er mange indirekte eller direkte krav til unge i dag. De skal kunne orientere sig informationsmæssigt, rumme mange ting, have meget overskud, leve op til mange idealer med hurtige og lønsomme karrierer, godt socialt netværk. Men man skal altså være rimelig langsigtet og robust som ung for også at tage hele familiedelen på det tidspunkt.«

Blev du selv ramt af de kampe, den stress?

»Ja, det tror jeg. Derfor har jeg også lært, at man må løse en ting ad gangen. Da jeg blev far, tænkte jeg, at jeg måtte parkere nogle ting. Hvis du går lige meget op i alle problemer samtidig, kan du ikke løse dem alle. Nogle problemer kan man ikke løse. Og nogle gange, når man løser en ting, løser man samtidig en anden.«

»Der må man prøve at finde tilbage til den fornemmelse, jeg talte om. Jeg prøver at få det til at lyde banalt, og det er det ikke. Men man skal prøve ikke at panikke.«

Død og tab kvalificerer dig

Man mister gennem livet. Du mistede din mor som 11-årig og din nære ven Ole Stephensen i 2018. Hvad har det lært dig?

»Det er en amputation, man får. Man kan ikke forholde sig til det. Dødsfald er med til at lamme, forvirre og forurolige. Men de døde mennesker er jo inde i en. Det skal man huske. Hvordan de kommer ud, skal man lære at forstå.«

»Man må ikke se tab, dødsfald og længsler og det, at man er blevet amputeret, som noget altoverskyggende. Man skal se det som en udfordring. Som om man bliver blind, men udvikler nogle andre fantastiske, sunde sanser.«

»Tab, svigt og dødsfald er også med til at kvalificere en som menneske. Man bliver udfordret på nogle virkelig hårde parametre, som styrker en. Man bliver klogere, mere indsigtsfuld, mere seismografisk. Det lyder hårdt, men man kunne godt ønske sig, at man kunne nå den tilstand ved at skyde genvej. Uden at nogen døde.«

»Og man kan lige så godt tale om det. Vi taler meget om det herhjemme, og jeg plejer at sige ting som »Jeg er gammel, jeg kommer til at dø før …«. På den måde kommer jeg også ind i deres erindring på den måde, at de kender til, hvad jeg går og tænker over. »Det gjorde jeg der, sådan tænkte jeg der, sådan ville jeg have gjort«. Jeg er en beslutningstager inde i dem, og det fortsætter, når jeg dør. Så kan de savne og være kede af det. Det gør ikke noget at ventilere og at være tom indeni. Nogle gange kan det faktisk være befriende.«

»Men det er også derfor, jeg startede med at sige, at det er vigtigt at følge sin fornemmelse. Fordi hjernen kan godt blive forkvaklet, og dit hjerte kan blive idiot. Fornemmelsen er det usagte – din intuition, der gør, at du tager en beslutning. I situationer, hvor man mister eller er langt ude, får du udbygget netop dét – og det gør, at du fremover kan overleve.«

Tag dig i agt for to egenskaber

»Det er vigtigt at være på vagt over for selvoptagede mennesker og for mennesker uden humor. Og at man omvendt tør give sig til de fleste mennesker uden selv at være selvoptaget eller humorforladt. Du skal give uden at regne med at få tilbage. Og så gør det ikke noget, at du kan præge relationerne med originalitet, så du ikke bliver en rutinepræget præstation.«