Hvilken oplevelse har formet dig mest som menneske?
»Det har medmenneskes generøsitet. De gange, hvor man har mødt noget, der var en smule mere rummeligt og en smule mere tolerant, end man havde fortjent og forventet.«
»Det er nogle fikspunkter i min tilværelse, hvor bestemte personer dybest set har haft valget om at lade mig smutte ud mellem fingrene på mig selv eller at løfte mig. Det, når du har et menneske tæt på dig, som har overskud til at læse dig i situationen.«
»For eksempel da min kone var gravid i syvende måned, og jeg fortalte hende, at jeg ville skride. Hun gav mig en knytnæve lige i bægeret. Hun viste mig den generøsitet at give mig én på skallen i stedet for at ville forklare og diskutere. Og sjovt nok – i samme splitsekund – ville jeg ikke forlade hende og synes pludselig ikke, at jeg skulle ud og have sportsvogn og charmeklud, som jeg havde gået drømt om.«
»Eller da en russisklærer fortalte mig, at mine faglige kundskaber var til et rent 0, men at min evne til at fake mig igennem det var til et rent 12-tal. Derfor fik jeg et 6-tal, så jeg kunne bestå. Der, hvor vi ikke mødes af standardbehandlingen, standardsvaret, standardhåndteringen. Det er der, hvor jeg synes, det løfter mig.«
Hvad er dit livs største fortrydelse?
»Jeg nægter at ville tæske mig selv med brændenælder. Jeg ser det i øjnene, men jeg kan ikke bruge selvbebrejdelsen til noget. Jeg kan bruge refleksionen. Men for helvede, jeg har gjort det så godt, så dumt, eller så dårligt, som situationen bød sig. Det eneste, jeg kan gøre, er at tænke over, hvordan det kan forme mig for fremtiden. Men selvfølgelig har der været situationer, jeg gerne ville have været foruden – som med mine børn og min elskede. Ellers ville man jo være et urmenneske.«
»Men jeg siger aldrig undskyld. Aldrig. Jeg synes, det er et usselt ord, »undskyld«. Det er mandens redningsbælte til enhver konflikt med kvinden. For så ved man, at man kan klare det på tre minutter.«
Men det gælder vel også den anden vej?
»That will be the day, oh, that will be the day, at jeg skulle høre det udtale fra en kvinde. Det er det skønne ved jer, at I altid har ret. I gør jo, hvad der er rigtigt, både over for Gud og øvrigheden. Og det er det, vi elsker jer for. Det er også derfor, at jeg har frabedt al kvindelig pres til min bebrejdelse – jeg vil have en mand, der forstår syndens og elendighedens væsen.«
Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?
»Det er anstændighed. Det er så uendelig kedeligt. Jeg nyder tøjlesløsheden. Hvis jeg skal kigge på de momenter, hvor jeg har mærket livet vibrere helt ud til det sorte i neglene, så var det, når vi lå på knæ foran uanstændighedens alter.«
Men kan alle bare være på den måde?
»For min skyld gerne. Jo mere, jo bedre. Jo mere, det også kan provokere mig, jo bedre. Det er da en fantastisk ting at blive ophidset over et eller andet.«
Hvad må man ikke udsætte dig for?
»Hykleri. Der, hvor jeg sidder tilbage og bliver træt, er, hvis jeg læser Skinhellige Tidende. Mit abonnement er heldigvis udløbet, så det skal jeg ikke pine mig mere med. Men denne der standard københavnske selvgodhed bliver jeg uendelig træt af. Fri mig for hykleriet.«
Hvordan håndterer du bedst skuffelse?
»Jeg kan ikke huske, at jeg har været det. Hvis jeg møder det, der normalt trigger en skuffelse, er den person væk i min bevidsthed. Og så er jeg jo ikke skuffet, for det er bare at vende snotten den anden vej og weitergehen. Er det en flugt? Det er det muligvis, men jeg synes ikke, der er nogen grund til at bruge krudt på det.«
Hvad misforstår folk oftest ved dig?
»Der ligger en eller anden trang til at ville korrekse mig. Jeg tror, at det er aftagende for spidsborgerskabet i København, for de har nok afskrevet mig fuldstændig nu som rablende tosset. Igennem mine 30 års ageren i den danske medieverden har der været en lyst til at ville korrekse mig. Jeg tænker bare, altså … Køb en hund, hvis du vil opdrage nogen.«
»De mener nok ikke, at de kan det, men det er sådan en selvretfærdiggørelse at skulle korrekse andre. At sige og gøre og mene noget andet. Det er nok der, der er mindst rummelighed. Jeg kender folk, der tilhører den klasse, der påstår, at de er sindssygt rummelige, men ikke vil give Pia Kjærsgaard hånden – hvad jeg synes er en dødssynd.«
Hvad er den største løgn, vi fortæller hinanden om kærlighed?
»Jeg synes, jeg kan se en trang til at ville indgå i et ægteskab eller i en alliance med et andet menneske med ønsket om at lave vedkommende om. Det er sindssygt selvmodsigende, at man slår sig sammen med et menneske, som man gerne vil have skal være et andet menneske end det, man slår sig sammen med.«
»Med 41 års parforhold på bagen vil jeg sige, at det er det eneste, der er fuldstændig synkronisme om her i hjemmet: Ingen korrekser. Og min kone tåler det mindre, end jeg gør, så det er ikke kun mig, der er en mimose.«
Hvad var dit livs vigtigste telefonsamtale?
»Jeg havde et telefonopkald, som skiftede kurs for mig. Jeg var om muligt endnu mere ulidelig som ung, og om muligt endnu mere ambitiøs og en stræberrøv. Og jeg kom hjem efter at have færdiggjort en film, så jeg havde ikke sovet i 40 timer. Jeg havde drukket et par flasker vin for at fejre, at en langt arbejde var slut. Jeg kommer lykkelig hjem i en taxa til Herfølge, da jeg får opkaldet om, at min mormor er død. Hende, som jeg i al mit stræberhelvede og selvoptagethed ikke havde orket at besøge i årevis på plejehjemmet.«
»Det ramte mig som en hammer. Jeg røg ind i taxaen, der endnu ikke var kørt retur, og kørte ud på plejehjemmet midt om natten, skide fuld og på rulleskøjter, og ville se min mormor. Jeg blev lukket ind i kælderen, i en køleboks med iskold, blåt lys, hvor min mormor lå død på båren. Det lyder som en filmkliché, men jeg gav hende et kys, og der kom en tåre af blod ud fra hendes øje. Det var sikkert en banal, fysiologisk reaktion, hvad ved jeg. Men det gav mig troen på Gud tilbage, for her mødte jeg noget i en forkvaklet sindstilstand – der var et tegn, en form for løftet pegefinger over for mine prioriteringer.«
Er du troende?
»Ja, jeg er troende og beder aftenbøn, men aldrig nogensinde for tilgivelse for min egne synder. Man kan jo ikke både være et svin hele dagen og så bare få den klaret om aftenen med de foldede hænder. Og så beder jeg aldrig nogensinde for mig selv, selvom jeg har været død to gange.«
Hvem beder du så for?
»Menneskeheden, mine nærmeste, dem, der er syge i min omgangskreds. Men aldrig for mig selv. Jeg har haft cancer, fået firedobbelt bypass, haft blodprop og hele lortet, men jeg har aldrig bedt for mig selv. For jeg synes, at jeg har fået i hoved og røv. Jeg har fået så meget, at det ville være urimeligt at bede om mere. Jeg er født i Danmark, jeg har lavet 200 film over de sidste 35-40 år. Jeg har det godt på alle måder, så der er ingen grund til at klynke, også selvom der står en med en vinkelsliber, parat til at skære ens brystkasse op. Det er ikke nogen sorg, hvis jeg smutter i eftermiddag.«
