Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?
»Det gik op for mig, da jeg kom på TV 2 som 26-årig i 1988, hvor jeg i virkeligheden var meget ung. Det kan godt være, jeg var lidt overvurderende fra starten. Men jeg var ung journalist, og jeg kunne se, at jeg var god til at skære historier skarpt til – til at vinkle. Og det var noget af det, der var allermest vigtigt, når man skulle lave tv. At man var i stand til at vinkle og lave én vinkel på én historie.«
»Det videreudviklede jeg, da jeg blev »stor chef« på Ekstra Bladet. Jeg fandt hurtigt ud af, at man bruger mange af de samme mekanismer, når man er journalist, og når man er chef – at være i stand til at prioritere ting. For man kan hverken nå det hele som chef eller som journalist.«
Hvilken oplevelse har formet dig mest som menneske?
»Jeg tror, at det, der har formet mig mest som menneske, i virkeligheden er den oplevelse, jeg havde med hjemmefra. Hjemme ved køkkenbordet blev der altid diskuteret og talt enormt meget om det, der foregik i samfundet – og det skete med hjertet på rette sted. Jeg er opdraget med, at det er vigtigt at tage stilling. Mine forældre var ikke af mange bestemte holdninger, men vi skulle tage stilling – også som børn. Så det lærte jeg meget tidligt. Og jeg lærte, at jeg skulle hjælpe folk, der havde det mindre godt end mig, der var meget privilegeret.«
»Det har formet mig til at blive det, jeg plejer at definere mig selv som: En »no bullshit«-type, der siger, hvad jeg mener. Også når det er ubehageligt for andre at høre, hvad jeg mener. Men jeg siger det ikke for egen vindings skyld – jeg siger det, fordi jeg synes, at det er vigtigt at sige det.«
Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?
»Lidt længere frem i tiden har jeg lært, at det er vigtigt at være til stede der, hvor man er. At lade være med hele tiden at have sine tanker og sit blik et andet sted end sammen med de mennesker, man er sammen med. Det gælder både, når man er på arbejde, og når man har fri. Det har jeg arbejdet meget med, for når du har et meget hårdt arbejde, der fylder meget – som da jeg var chefredaktør på Ekstra Bladet – så har man jo også en tendens til at tage det med hjem. Der er det vigtigt, at man fokuserer på at få hjernen koblet ned, så man kan fokusere på at være til stede derhjemme. Det er noget, jeg stadig arbejder med.«
Hvad er den største tilgivelse, du har fået?
»Det er fra de kvinder, jeg har været gift med. De har tilgivet mig, når jeg har været mærkelig og åndssvag, og når jeg netop ikke har været i stand til at lægge mit arbejde fra mig, når jeg kom hjem.«
Er der nogle, du har lyst til at sige undskyld til? Og hvorfor?
»Jeg håber, jeg har fået sagt undskyld til dem, jeg skulle sige undskyld til undervejs i min karriere. Der har jo været mange ting – også i mit job på Ekstra Bladet – hvor der har været grund til at sige undskyld, og det har jeg da benyttet mig af at gøre. Der er sikkert mange, der vil føle, at jeg burde sige undskyld til dem, men når de ikke har fået en undskyldning, så er det, fordi de ikke har fortjent én. Så jeg synes, jeg har fået sagt undskyld til dem, jeg skulle. Og i modsætning til, hvad folk måske tror om mig, så er jeg faktisk i stand til at sige undskyld.«
Hvad misforstår folk oftest ved dig?
»Jamen, folk misforstår oftest, at jeg lige præcis er sådan en type, der aldrig vil sige undskyld. Det har jeg nogle gange moret mig over i Presselogen (debatprogram på TV 2, red.). Jeg havde for nylig Line Ernlund (tidligere vært på Presselogen, red.) som gæst i min podcast, og der spurgte jeg hende, hvor mange gange hun mente, jeg havde sagt undskyld i programmet. Hun mente, det var én gang – men jeg har altså gjort det flere gange.«
»Jeg tror, folk misforstår det, fordi folk ofte har oplevet mig forsvare så mange sager – også »lortesager« – og derfor har de en oplevelse af, at jeg vil forsvare hvad som helst. Men det har primært handlet om, at jeg har stillet mig foran medarbejdere for at forsvare dem. De gange, jeg har sagt undskyld, har det været, fordi det har været så graverende og alvorligt. Men jeg mener, jeg har sagt undskyld for de ting, der var nødvendige. I Presselogen er det sket en håndfuld gange på 14 år. Så omkring fem.«
Hvad var dit livs vigtigste telefonsamtale?
»Min gode veninde Karen Thisted, som jo desværre er gået bort, var én, jeg talte med, hvis det var noget, der var rigtig svært. Da jeg blev skilt fra mine store børns mor, var det hende, der i en samtale fik mig til at indse, hvad jeg skulle gøre. Det var en totalt skelsættende samtale, som gjorde, at jeg den dag i dag har et fremragende forhold til mine store børns mor. Selvom det er 25 år siden, er det en samtale, jeg stadig husker. Og jeg er Karen evigt taknemmelig for at give mig det råd, der ændrede hele situationen fra en slem skilsmisse til en, der faktisk blev rigtig fin.«
Hvad er dit livs største fortrydelse?
»At jeg ikke fik nogle flere børn tidligere. Nu har jeg prøvet at komme efter det i en lidt højere alder, og det er også rigtig sjovt og fedt. Men jeg ville gerne have haft nogle flere.«
Hvis du kunne skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå i den?
»Jeg tror, jeg ville skrive »Han debatterede til det sidste«. Og jeg tror, man ville skrive om mig, at jeg var sådan én, der altid stod i orkanens øje, og som faktisk godt kunne lide det. Jeg kan stadig godt lide det. Da jeg blev far tidligere på året, var det meget sigende, da sundhedsplejersken fik af vide, hvem faren var. Hun sagde: »Det er ham, der altid er i vælten.« Og det tror jeg også er det, der kommer til at stå i min nekrolog.«
Hvilken dyd er efter din mening den mest overvurderede?
»Den mest overvurderede dyd … Det er, at man altid skal være venner. Man skal altid være enige med dem, man taler med. Det synes jeg ikke, man behøver. Jeg synes, man skal sige, hvad man mener i stedet for. Ellers synes jeg ikke, man er ærlig.«
Hvad må man ikke udsætte dig for?
»Man må ikke lyve over for mig. Det må man simpelthen ikke. Det kan jeg blive virkelig vred over. Det en af de gamle dyder, jeg har stor respekt for.«
»Man må gerne lave fejl – det kan alle gøre. Men man må ikke lyve, når man laver dem. Jeg har kun oplevet det få gange, og jeg kan heldigvis komme hurtigt over mange ting – selv store ting. Men hvis folk decideret har løjet, det kan jeg simpelthen ikke. De gange, det er sket, har konsekvensen været, at jeg ikke gider tale med dem. Hvis jeg ikke kan stole på, at man fortæller mig det rigtige, gider jeg ikke have noget med dem at gøre. Der er jeg meget konsekvent.«
