Mathilde havde lige sat sig ved siden af ham i de nye havemøbler. Der, hvor de næsten lige havde fortalt hans familie, at de skulle være forældre. Der blev leget og snakket i haven, da Jeppe pludselig vendte det hvide ud af øjnene.
Det hvide forsvandt ikke.
Jeppe havde fået hjertestop.
I dag vurderer hun, at der gik omkring syv til otte timer fra det øjeblik, og til han blev erklæret død klokken 20:37 – hjernedød og knapt holdt i live af en maskine, uden advarsel efter otte år sammen, og uden at man fandt en årsag. Men det føltes som flere dage.
»Til sidste måtte vi slukke, og når vi slukkede, var det slut. Det er ikke, som man ser i nogle film, hvor der lige er en sidste vejrtrækning eller gisp. Det var bare slut,« siger hun.
Tre blev til to, og ikke omvendt.
Ikke mere pynte op til jul sammen, ikke mere købe ind og lave aftensmad. Aldrig mere sove ved siden af hinanden. Aldrig mere have de åndssvage diskussioner, som alle par har.
Hun skulle møde deres datter alene.
De følelser, længslen, ensomheden og savnet mærker Mathilde især i julen.
Julen er hjerternes fest, siger man, men for nogle er det også en højtid, hvor de svære følelser bliver sværere. Hvor det kan føles, som om alle andre har det, man så inderligt ville ønske, man stadig havde. Blandt hjerterne er også de, der er blevet knust, og som bærer på hjemløs kærlighed.
»Det bliver tydeligt, hvor ensom man er i julen,« siger hun.
»Det bliver pludselig tydeligt, hvor mange ting man egentlig gør sammen, når man er et par. Det gør alle par måske ikke, men det gjorde Jeppe og jeg. Vi gjorde alt sammen. Så der kan jeg godt mærke, at jeg er rigtig meget alene. Så kan man have ih og åh så mange gode veninder og familie. Men det vejer det ikke op.«
For hvem er man, når man ikke længere er en andens, og skal man så bare være alene? Det er tanker, der har ramt Mathilde mange gange, siden Jeppe døde i august 2020, men hun er også fyldt med kærlighed og håb.
Og så lever hun sit liv mere modigt.
»Hans skyld, jeg står her«
Hjemmet nord for Haderslev emmer ikke af jul, selvom datoen har passeret 1. december.
Julepynten står stadig pakket ned i kasser på loftet af det lille træhus.
»Vi elskede julen, og jeg elsker stadig julen. Men jeg har ikke samme gejst. Det er skræmmende, at det bare kan forsvinde, for vi var glade for julen. Jeg var glad for julen,« siger hun.
Hun gider ikke tage julepynten ned fra loftet.
Den første jul uden Jeppe holdt hun sidste år sammen med sin mor og med Alma i maven. Hun mindes ikke, at de sang. De gik i hvert fald ikke rundt om juletræet.
»Men vi tændte et lys for Jeppe og for at være kommet igennem julen … den skulle bare overstås.«
Det var umuligt at forene sine egne behov med dem, resten af familien havde, fortæller hun. Ikke fordi hun ikke er tæt med sine søskende, som næsten alle bor lige rundt om hjørnet.
Men fordi sorgen ganske enkel er svær for alle. Døden er nådesløs, og man forstår det først rigtig, når man selv står i det.
Generelt har folk været gode til at tale med hende om det, og der er blevet talt om det, selv når det var svært at tale om.
Men Mathilde beskriver også den første tid af sorgen som en, hvor hendes egen mor fik et barn igen, bare et 31-årigt et. Hun havde brug for støtte, omsorg, at familien var der – og det var de også i høj grad. Men hun blev også »egoistisk« i sorgen.
»Jeg synes selv, jeg havde det værst. Og det har jeg også. Det gør det svært at se andres behov, og at de synes, det er svært. Det er sgu da mit liv, der er gået i stykker. Gu' fanden er det hårdt,« siger hun.
Hun blev også ramt af en vrede. Hun havde aldrig rigtig skænket det en tanke, at han ville dø før tid. Så skulle det være en trafikulykke, fordi han elskede biler, tænker hun nu.
»Hvordan fanden kunne du forlade mig? Helt ærligt. Vi talte jo om at blive gamle sammen. Hvad fanden bildte du dig ind og sige de ting til mig, når du skrider på halvvejen? Hvordan kan du efterlade mig med det her«, siger hun til Jeppe, og peger rundt i huset og på maven.
»Det er hans skyld, jeg står her … det ved jeg godt, det ikke er. Men jeg har heller ikke selv valgt det. Hun har ikke valgt det,« siger hun og peger på Alma, der leger med sin moster, Emilie.
Samtidig vidste Mathilde godt, at hun blev nødt til at få styr på det. Også selvom man ikke bare lige sådan får styr på sorgen. Jeppes ting skulle sorteres, og hun skulle lære at leve med sorgen uden at give den videre til Alma, der kom til i april.
»Jeg falder stadig af og til ned i et sort hul, hvor jeg bare synes, at alting er mega uretfærdigt. Og det er det også. Men jeg er blevet bekræftet i gennem min sorggruppe og gennem terapi, at det er okay,« siger hun.
Lyspunktet Alma
Alma står selvsagt for en stor del af det håb og den kærlighed, som sorgen også har bragt med sig. For at livet nok skal blive godt igen, at julen formentlig bliver god igen.
Det er ikke hver dag, man spørger folk, om de har overvejet at opgive deres graviditet. Men blev vreden, sorgen, og frustrationen nogle gange så stor, at hun overvejede det?
»Det er egentlig meget sjovt, men jeg har aldrig skænket det en tanke, at jeg ikke skulle have hende. Det har altid været en drøm for mig at være far, mor og børn, og så tror jeg, at det var en trøst, at selvom han ikke var her længere, så fik jeg hans barn,« siger hun.
»Der er heller ingen tvivl om, at det reddede mit liv. Måske kan jeg ikke huske, at jeg har tænkt det. Men jeg mindes det ikke, for også til scanninger var det helt euforisk hver gang. Det var et meget klart lyspunkt i det store mørke, mit liv pludselig blev.«
Der er en vej ud af det mørke, ved Mathilde nu, og ikke kun på grund af Alma. Hun har ikke mistet håbet for, at hun nok skal finde en ny, og at hun ikke dør alene. At hun får tosomheden, måske flere børn, flere hverdage med en anden.
»Jeg kan godt mærke … at jeg vil gerne videre. Jeg vil jo gerne finde en ny. Jeg vil også gerne give Alma søskende.«
Ramt af en kliché
Når hun siger, at hun lever livet mere end før, er det ikke, fordi han holdt hende tilbage. Tværtimod.
»Jeppe var den spontane, og du var den rationelle. Han var den sjove, du var den kedelige,« siger Emilie og kigger på Mathilde.
»Jeppe kunne godt få dig til at gøre tingene, men du er blevet meget mere tilbøjelig til at sige ja. Eller selv komme på banen med ting. Du lever dit liv mere, end du gjorde før.«
»Ja, det gør jeg. Der er ikke ligeså mange kasser, der er ikke ligeså meget struktur. Jeg har altid været meget forsigtig, og det er jeg ikke længere,« svarer Mathilde.
»Jeg ved godt, det lyder som en kliché, men man bliver ramt af, at man skal leve sit liv for andre. Jeg skylder ham at leve mit liv endnu mere nu. Når nu jeg absolut skulle miste ham, skal jeg leve livet for ham og for vores datter.«
Hvis det ikke gør dig glad, så lad være, er nu et råd, hun ofte giver videre, når hun hører på den type af brok eller problemer, som alle mennesker indimellem gør sig skyldige i.
Der er også de følelser, julen kan bringe med sig, som de kan alle andre dage. Man sidder og kigger på alle andre, der har det, som man, målt op mod sorg, vist kan kategorisere som mindre problemer.
»Hvis nogen har et problem, kan jeg godt tage mig selv i at tænke ‘Hold kæft, mand. Hvis mit liv bare var så nemt.’ Specielt når det kommer til kærester, mænd, koner, kan jeg godt tænke ‘Nu stopper du’.«
»Jeg er blevet meget ligefrem og siger til folk, hvis jeg synes, de spilder deres tid. Jeg sagde til et vennepar, at de skulle stoppe med at tage hinanden for givet. Helt ærligt, stop det. Det er ikke en selvfølge, at I har hinanden. Det sidder fast i mig. Rigtig mange tror, at det bare er givet, at ens kæreste er der hver dag. Men det er det ikke,« siger hun.
»Det blev de også meget berørte over.«
Kommer du til at huske det, når du en dag finder en anden? Varer det ved, eller kommer man igen til at tage det for givet?
»Måske kommer jeg til at glemme det indimellem. Det er jeg også lidt bange for. For jeg føler, at jeg skylder Jeppe at leve mit liv lidt mere. Men lige nu er det selvfølgelig meget nemt at gøre det ekstra. Der er masser af muligheder, men det kan godt være, det bliver svært, når der kommer en ny ind, for husker man så lige de der små ting?«
Næste år
Håbet er, at det vil vare ved. At hun vil huske det. At selvom hun ville bytte hver en læring, hun har gjort sig, for at få Jeppe igen, så har den ubarmhjertige læring ikke været forgæves.
Hun er begyndt at kunne være noget for andre igen, at rumme folk bedre. Det var hun egentlig allerede en måned efter, at Jeppe døde, hvor hun genoptog sit virke som socialrådgiver, men hun er også nået dertil, hvor hun kan være det derhjemme.
Hun begynder med at holde jul med sin nærmeste familie i år, og ikke kun med sin mor. Tilbage til en traditionel juleaften, hvor der danses om træet, og hvor hendes mor ikke har købt et utal gaver til hendes datter for at fylde ud under juletræet.
Julen skal stadig bare overstås. Julegaveindpakningen, som Jeppe og katten Bølle stod for, skal bare overstås. Men julen får et forsøg. Den er lidt bedre end sidste år, for siden sidste år er Alma kommet til.
»Jeg var sikker på, at denne her jul ville været meget bedre, men det er den ikke. Det er kun lidt. Og jeg synes virkelig, det er irriterende, for jeg synes, det er hyggeligt at holde jul, at tage til Flensborg og kigge på boder. Men jeg har slet, slet ikke den julegejst, jeg havde før. Det er skræmmende, at det bare kan forsvinde. Jeg håber, det kommer næste år, når hun er blevet ældre og kan nyde det, og hvor …«
»Hvor jeg håber, at jeg har en at dele det med.«
Hvor hun håber, at to måske igen er blevet til tre.
