Hun voksede op i en mormonfamilie på Amager: Jeg har lært, at mænd skal opfattes som simple rovdyr

Hendes kraftige, tækkelige nederdel må ikke sidde for stramt over numsen, når hun cykler rundt i byen. Og det forventes, at hun lystrer sin far og andre autoriteter fra kirken, når de befaler noget.

Har hun lyttet til satan, været syndefuld, gjort noget i strid med kirkens kyskhedslov eller omgået en af kirkens utallige regler, falder straffen prompte fra faren: Stuearrest i dagevis i rækkehuset på Amager og dermed udgangsforbud – farens vigtigste sanktion. Med til straffen hører, at døren tages af hængslerne ind til hendes værelse under arresten, så hun er afskåret enhver form for privatliv, indtil straffen er udstået.

»Det var helt normalt, at jeg blev straffet med stuearrest; det var det eneste værktøj, min far havde i sin pædagogiske værktøjskasse, og derfor den måde, han mødte mig på, hvis jeg udviste antydningen af oprør. Når for meget af min personlighed stak frem, måtte den nedbrydes,« husker Rachel Röst.

Social kontrol

Pigen i den roman, som Rachel Röst udkommer med på fredag, er i store træk hendes egen fortælling om at vokse op med social kontrol, religiøs fanatisme og omsorgssvigt i Urbanplanen på Amager. I en familie, hvor forældrene har viet hele deres liv – inklusive deres tre børns – til mormonkirken og den lokale menighed på Kretavej. Eller til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som er det navn, kirken selv anvender.

»Grundvold« er titlen på romanen, hvor Rachel Röst giver læserne et indblik i en verden, som kun de færreste danskere kender. En skjult verden, som ifølge forfatteren ikke kun handler om en kristen tro, »men om en religion med sin egen overbygning«.

»Det er en måde at leve på, som styrer mennesker og gennemtrænger alt med en tydelig opdeling af os og dem – mormoner og ikkemormoner. Med utrolig mange regler og ting, man ikke må. Du må ikke have sex før ægteskabet, du må ikke gå i tøj, der opfattes som udfordrende, og kvinder må ikke give mænd dårlige tanker. Der er den meget stramme kyskhedslov. Der er templer med alle mulige hemmelige ritualer og særligt magisk tøj, og der er synder og undladelsessynder, som indgår i en naturlig del af en hverdag,« forklarer Rachel Röst

Gang på gang oplevede hun sin personlighed og privatsfære blive intimideret.

»Det er måske en lille ting, men når min far råbte inde fra den anden side af væggen til vores toilet, at jeg kun måtte bruge to stykker toiletpapir, havde jeg det, som om mit sidste private rum blev inddraget. Ikke engang her kunne jeg være mig selv. Det føltes intimiderende og angstprovokerende, at han også rakte ud efter min krop,« siger Rachel Röst, der ikke har været en del af mormonkirken eller mormonmiljøet, siden hun gradvist trak sig ud, og som 23-årig forlod kirken permanent.

Biblioteket blev en redning

Rachel Röst har inviteret  indenfor i sin lejlighed på Østerbro. I dag er hun en moden kvinde på 44, cand.mag. i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet og stifter af nonprofitorganisationen »Læs for Livet«, som i dag har fem ansatte foruden hende selv som formand. En organisation, hvor der indsamles bøger og doneres biblioteker til institutioner for udsatte børn og unge, blandt andet børnehjem, ungdomspensioner, krisecentre og opholdssteder.

I sin egen barndom søgte Rachel Röst tilflugt på biblioteket. Bøgerne blev en måde at overleve på.

»Biblioteket lå i samme bygning som min skole, og når jeg ikke kunne tage hjem i det klaustrofobiske miljø, tog jeg på biblioteket. Jeg var lidt bange for bibliotekarerne, fordi jeg projicerede, at de også var autoritetsfigurer.«

På biblioteket fordybede hun sig i tegneserier, hestebøger og detektivromaner.

»Men jeg læste også gysere, de var forbudt derhjemme. Man kunne risikere at tilkalde onde ånder, så det var en overskridelse for mig at læse gysere af skræk for at påkalde satan.«

Det var også her på biblioteket, at Rachel Röst, i takt med at hun blev lidt ældre, begyndte at forstå, at mennesker kan leve på mange forskellige måder. At livet har mange facetter og mange vinkler.

»I mit hjem og i mormonkirken oplevede jeg en ensretning. Alt var sort eller hvidt. Her var ikke var mulighed for forskellige perspektiver eller fortolkninger, hverken af tekster, af verden eller af menneskers liv.«

Som 16-årig flyttede Rachel Röst på ungdomspension i Hellerup. Hun var ved at gå i opløsning. Var depressiv og kunne ikke følge med i gymnasiet.

»Jeg var ikke længere i stand til at tage viden ind, og havde ingen energi eller lyst til noget,« husker hun.

Til sidst kontaktede hun en socialrådgiver fra kommunen, som sørgede for et værelse på ungdomspensionen. En flytning meget imod forældrenes vilje og med de sociale myndigheders involvering.

»Som 16-årig gik det op for mig, at jeg havde taget så mange kampe med min far og indtil da troet, jeg kunne forhandle med ham. Men jeg fandt ud af, at jeg var ved at slå mig selv til blods, og at jeg aldrig ville komme til at forhandle med ham. På det tidspunkt blev jeg frataget det sidste håb om at kunne indgå i det hjem, derfor blev jeg nødt til at finde en bagdør og komme væk. Det gjorde jeg med inspiration fra en veninde, som havde været anbragt på ungdomspensionen og i en erkendelse af, at jeg i første omgang måtte fjerne mig fra min far,« forklarer Rachel Röst.

»Min fars ord var altid: ‘Så længe du bor under mit tag, er det mig, der bestemmer’. Hvis jeg flyttede, ville jeg kunne fratage ham den magt, han havde over mig.«

Klar til dommedag

I romanen skriver hun: »Jeg ville ikke kunne komme igennem de år uskadt. Sindssygen rørte på sig. Jeg kunne mærke den i flere og flere dage. Følelsen af uvirkelighed. Hvordan jeg måtte skyde mig ud af kroppen.«

Ifølge Rachel Röst normaliserer man som barn livet som mormon fuldstændig.

»Men på afstand og mange år efter er det gået op for mig, hvad det var, der skete. Hvad det hele var for noget. Havde vi virkelig et forråd for at være klar til dommedag, hvis Jorden pludselig skulle gå under? Og blev jeg virkelig skilt ad fra en nær veninde alene, fordi vi ikke måtte danse tæt til en fest? Tusind ting blev hvirvlet op, da jeg for få år siden begyndte at skrive forskelligt ned, som nu har dannet et vigtigt grundlag for bogen.«

For Rachel Röst har opvæksten blandt andet betydet, at hun som teenager og op i sine 20ere ikke kunne mærke sine egne grænser.

»Jeg har skullet genfinde dem og lære at bygge dem op. Grænser, som i min opvækst er blevet overskredet så meget, at jeg har måttet lære, at det er muligt at sige nej. Da jeg flyttede hjemmefra, indledte jeg et forhold til en meget grænseoverskridende mand. Jeg har også haft nogle #metoo-oplevelser, hvor jeg ikke var i stand til at sige nej, og hvor jeg ikke kunne forsvare mig selv.

Senere har jeg fundet ud af, det skyldtes, at jeg manglede noget helt grundlæggende og vigtigt i min opdragelse: Evnen til at sætte grænser og mærke mig selv. Derfor har jeg taget skylden på mig, når andre har brudt mine grænser. Mænd for eksempel, som jeg er vokset op med, skal opfattes som simple rovdyr, i hvert fald dem uden for kirken.«

Bogen er som en fortælling, forklarer hun. En fortælling, hun nu har fået lagt ud i et objekt, som hun kalder det.

»Så behøver jeg ikke at bære rundt på det på samme måde længere, selvom jeg gennem mange år har haft skubbet det fra mig. Det føles som en befrielse. Men samtidig nervepirrende at sende det ud offentligt. Nogle fra mormonkirken vil blive provokeret af det, jeg skriver, og jeg er også spændt på, hvordan min familie reagerer.«

Den eneste fra familien, som har læst »Grundvold« forud for udgivelsen, er Rachel Rösts 24-årige søn. Han læser biokemi på Københavns Universitet og har netop søgt ind på kandidaten i neuroscience. Bogen har hun tilegnet Silas, som han hedder.

»Tidligt i min egen ungdom var jeg ude i noget rod, hvor jeg røg for meget hash, stjal med arme og ben og ikke mente, jeg fortjente et godt liv. Så blev jeg gravid som 19-årig, og alting ændrede sig,« skriver Rachel Röst i bogen.

»Jeg viklede mig ud af mørket og tog en uddannelse med en ny urkraft, som min søn havde vækket. Den hedder kærlighed.«

Far er døende

Det er halvanden år siden, Rachel Röst mistede sin mor. I bogen fremstår moren svag og ofte syg. Forældrenes ægteskab var patriarkalsk, det var det også i virkeligheden. Som ung tog Rachel Rösts far på mission i nogle af Londons mormonkirker og rejste efter to år tilbage til Danmark og rundt i landet for målrettet at søge efter en hustru.

»Han fandt min mor, hun var kun 17 år og var vokset op i et mormonhjem. Hun skulle udfylde rollen som hjemmegående og føde min far nogle børn. Min far bestemte stort set alt, mens kirken bestemte resten. Som ung ledte jeg efter stærke kvindelige rollemodeller, for jeg kunne ikke spejle mig i hverken min mor eller de andre hjemmegående kvinder i det miljø, vi kom i.«

Sin far har Rachel Röst ikke set siden 2007.

»Det har været nødt til at være sådan,« siger hun og forklarer, at det var væmmelse, hun følte, hvis han gav hende et kram til farvel, når hun besøgte ham og moren.

»Det var meget vanskeligt at cutte helt til min far, for jeg har elsket hans gode sider, dem havde han jo også. Men jeg blev stadig mere bevidst om, at når min far krammede mig, synes jeg, det var ubehageligt. Jeg prøvede at skyde ham væk, når jeg var i selskab med ham, for de ting, jeg var stolt af i mit eget liv, som at være blevet en selvstændig kvinde med ansvar for et barn og samtidig tage en akademisk uddannelse, var ikke noget, der gav point hos min far, tværtimod. Jeg skulle være blevet gift meget tidligt, have fået flere børn og være blevet hjemmegående. De sejre, jeg så i mig selv, var noget, han så direkte ned på,« siger hun.

Da Rachel Röst skrev sin bog – det har taget fire år og været en krævende proces med pauser indimellem, når fortiden blev hvirvlet op – var hun klar over, at hendes far var syg. Det havde han været igennem flere år.

»Min far er døende i disse dage. Kemobehandlingen er holdt op med at virke, så det kan vare dage eller få uger, før han dør. Med udgivelsen af min bog, hvor jeg fremstiller min far i et temmelig negativt lys, føles det som at sparke en, der ligger ned. Det har jeg det rigtig svært med.«

Ingen af Rachel Rösts to yngre søstre er længere tilknyttet mormonkirken; de har begge forladt den, men på forskellige tidspunkter. Bortset fra et par enkelte har hun ikke mødtes med folk fra mormonkirken på Amager i årevis.

»Det er for svært at være sammen med dem, for det er jo ikke et ligeværdigt forhold, når de sidder og tænker, at jeg ender i Helvede, og at jeg tænker, de er naive.«

Som research til sin bog har Rachel Röst været nødt til at genbesøge mormonkirken for at huske, hvordan det hele var.

»Det har ikke været muligt for mig i Danmark, for jeg vidste på forhånd, at jeg ville blive mødt af en fjendtlighed, efter at jeg tidligere har udtalt mig kritisk om kirken. Derfor rejste jeg undercover til London, hvor jeg var med til et nadvermøde og også talte med medlemmerne. Det var en meget voldsom og uventet oplevelse. Jeg kunne mærke, at jeg havde savnet det rum. Jeg blev enormt rørt over det, og det kom helt bag på mig, hvor godt jeg alligevel kunne huske hele strukturen, og at jeg var i stand til at synge med på salmerne.«

Alting styres oppefra

Kirken i London lignede også den kirke, der er på Amager, husker hun, for alting er styret oppefra. Med sig tilbage til København fik Rachel Röst masser af detaljer til sin bog, som hun i årenes løb havde glemt. Detaljer om, hvordan mormoner taler med hinanden og omgås hinanden.

»Det hele føltes meget hjemligt. Men samtidig blev jeg stærkt provokeret af alle de mænd, der sidder og præsiderer over det hele, og kvinderne, der skal gå i tækkeligt tøj. Jeg er flere gange blevet opsøgt at mormoner herhjemme, som gerne ville slæbe mig tilbage til troen, men hvor jeg har sagt: I spilder jeres tid.«