Det kan ske, uden vi opdager det. En dag er dømmekraften forsvundet. Den, som gør os i stand til at navigere i livet, og som samtidig kan beskytte mod grænseoverskridende adfærd fra andre.
Man er blevet invaderet. Man har fået nedbrudt sin selvtillid og sit selvværd. Man er blevet et offer.
2021 blev året, hvor forfattere, fagpersoner og nogle af de, der selv har oplevet det, udgav bøger om psykisk vold. Med guides og vejledninger, som vil give læseren indsigt i, hvordan man genkender psykisk vold og manipulationer i et forhold.
For nylig var det forfatteren Anne Zenon, der udkom med digtromanen »Der er nogen der siger«. Om det farlige spil, der kan udvikle sig mellem et offer og en krænker.
Hvordan kan nogle mennesker overhovedet komme derhen, hvor de frivilligt har afgivet så meget magt til et andet menneske, at de mister oplevelsen af virkeligheden? En oplevelse af, hvad der er rigtigt og forkert i en relation? Dette forsøger Anne Zenon at give svar på.
Griber ind i barndomsår og mønstre
Bogen bygger på samtaler med ofre og socialrådgivere. Forfatteren har på egen krop oplevet, hvordan det føles at blive udsat for psykisk vold i et parforhold. Hun er selv vokset op i et dysfunktionelt hjem og mener, at den psykiske vold griber ind i barndomssår og mønstre, som kan gøre os blinde.
»I min egen opvækst har jeg lært, at det var vigtigere, hvordan andre havde det, end hvordan jeg selv havde det, og det gjorde mig til det perfekte offer for krænkende adfærd,« forklarer Anne Zenon.
Psykoterapeut Christina Copty begiver sig ind i den grænseoverskridende adfærd i bogen:»Partner, løgner, elsker, krænker – om psykisk vold i parforholdet.« Hun henviser til, at flere end 100.000 danskere mellem 16 og 74 år hvert år udsættes for psykisk partnervold, og i bogen beskriver hun, hvordan en krænker tænker, føler og agerer.
Undervejs guider hun læseren igennem en labyrint af nogle af de kontrollerende og manipulerende voldsmetoder, som krænkeren benytter sig af, og forklarer, hvorfor den psykiske vold er så traumatiserende, at den kan efterlade sig spor mange år efter.
I bogen, der udkommer til februar, giver Christina Copty sine svar på, hvorfor så mange ofre ikke magter at bryde ud af et destruktivt forhold.
I »Sjælens lænker«, der udkom i begyndelsen af året, er der forslag til, hvad man selv kan gøre for at beskytte sig bedst muligt, hvis man er havnet i et psykisk voldeligt forhold, der kan være vanskeligt at komme ud af.
For hovedpersonen Lotte i Anne Zenons digtroman er det en langvarig og opslidende skilsmissekamp, der skildres. En kamp, som skal give læseren et indblik i, hvordan den psykiske vold gradvist og næsten usynligt får plads i takt med, at et menneskes personlighed og almindelige dømmekraft udraderes.
Forfatteren har selv mærket, at skaderne ved ikke at reagere over for psykisk vold kan være langt værre, end hun havde forestillet sig. Og som helt ung i et forhold, der udviklede sig i en meget usund retning, tænkte Anne Zenon, at hun kunne klare det.
»Jeg var helt sikker på, at jeg nok skulle klare et menneske, som behandlede mig dårligt. Hvis jeg bare gjorde mig mere rummelig, skulle det nok gå. Senere har jeg opdaget, hvordan den manglende grænsesætning kan få følger, jeg ikke havde forestillet mig – man mister gradvist sig selv.«
Kunne ikke gennemskue dynamikker
I begyndelsen havde hun troet, at hans grænseoverskridende adfærd var noget forbigående, men overvejede alligevel: Hov, hvad sker der lige her?
»Fra min opvækst var jeg vant til at klare et ret voldsomt pres. En evne, som jeg tog med mig videre ind i et par usunde og helt skæve relationer,« forklarer hun.
»Jeg kunne slet ikke gennemskue, hvad det var for dynamikker, der var på spil, for jeg havde ikke et kompas at styre efter.«
Ifølge Anne Zenon kan barndommen og en opvækst med svigt og usunde relationer i den nærmeste familie have en afgørende betydning for, om man senere som voksen er i farezonen for at havne i en usund relation.
»Så ved man ikke, hvordan kærlighed i et parforhold skal føles,« siger hun.
Og det er netop, hvad der har været vilkårene for Anne Zenons hovedperson, skolelæreren Lotte.
»Det, som Lotte føler, er ikke relevant – det har ikke nogen vægt og har aldrig haft det. Derfor er hun et nemt offer. Hun bliver manipuleret, og der vendes rundt på hendes virkelighed. Lotte har måske nogle intuitioner og fornemmelser, men hun reagerer ikke på dem, og netop det er altafgørende. Hendes egen virkelighed tæller ikke længere særlig tungt, og det er her, det bliver rigtig farligt.«
Som helt ung accepterede Anne Zenon at være i et forhold med en person, der fortalte hende, at hun var forkert, at hun var doven, og at hun skulle passe på ikke at gå til grunde, fordi det lå til hende.
»Noget, jeg endte med at tro på. Gradvist mistede jeg min virkelighedsfornemmelse, og det er nok det mest ubehagelige, man kan opleve. Du begynder at tvivle på, hvad du må, hvad der er rigtigt, og hvad der er blevet sagt. Jeg var et let offer, fordi jeg i min egen barndom har oplevet store svigt. Hvis jeg skulle klare mig igennem tilværelsen, måtte jeg bide nogle svære ting i mig i mit barndomshjem ved at etablere en overdreven forståelse for noget af det, der skete,« siger hun.
»Det var en opvækst med fortielser og usynlige krav om at dække over ting, der ikke måtte ske i en familie, og som jeg måtte bortforklare for mig selv ved at beslutte, at der ikke var noget galt. Bortforklaringer, som gentog sig senere i et forhold.«
Af hensyn til nogle af sine nærmeste har Anne Zenon ikke lyst til at komme ind på, hvilke svære ting i opvæksten det drejer sig om.
»Min pointe er, at hvis vi ville finde ud af, hvem der er i en særlig risiko for at blive ofre for en krænker eller den svage part i en usundt parforhold, så kommer man ikke uden om at søge tilbage til sin barndom og til de mønstre, der har været.«
Det har taget tid, siger hun, at lære at opbygge de grænser, som er nødvendige i relationer med andre mennesker.
»Jeg har skullet lære at sætte grænser for mig selv. I begyndelsen var det nok ret klodset, fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle gøre. Det kræver noget øvelse – flere års øvelse, for at ramme en form for balance, og det er sket, at jeg har fået sagt for voldsomt fra. Men hvis man i mange år ikke har lært at sætte grænser for sig selv, kræver det tålmodighed.«
Ifølge Anne Zenon er det nødvendigt at tale mere om psykisk vold, og også blive bedre til at sætte ord på den.
»Psykisk vold er blevet ulovligt, men jeg tror, at vi mangler at forstå den psykiske vold. Ofte er der tale om karaktermord, hvor ofret – herunder børnene – ikke selv forstår, hvad der er sket, fordi volden ødelægger det indre kompas. Det kan tage mange år at stå stærkt på benene.«
