Bjarne Reuter: »Med loven i den ene hånd og en kanyle i den anden har regeringen skabt et formynderi med statsministeren som coronaens ukronede dronning

»I coronamørket har vi alle en paneldør, man kan gå ud af og møde livet i en ny form. Det er muligt, man skal bruge lidt tid på at finde håndtaget, men døren er værd at lede efter, for livet er som bekendt større end pandemien.«

Man kan dog indimellem miste troen, mener forfatteren Bjarne Reuter.

»Når de elektroniske medier i en blanding af dovenskab og fantasiløshed har beriget os med en lind strøm af ligegyldige pressemøder, afløst af virologer og professorer linet op på byens gadehjørner, hvor de fortæller os alt det, vi har hørt til hudløshed, og som har til formål at gøre os nemmere at kontrollere, kan jeg godt miste troen.«

Bjarne Reuter indskyder, at han mærker en stigende åndenød.

»Nu, hvor vi så småt kan se et lille lys i mørket, tænker jeg mere og mere på Mette Frederiksens og Socialdemokratiets omklamrende, men stemmemæssigt lukrative favntag. Med loven i den ene hånd og en kanyle i den anden har regeringen skabt et formynderi med statsministeren som coronaens ukronede dronning, der i mine ører krydsede Rubicon (en reference til, da Julius Cæsar i 49 f.Kr. mod loven krydsede floden Rubicon med sin hær og drog ind i Rom, hvilket resulterede i en borgerkrig, der endte med, at Cæsar blev enehersker, red.), da hun sluttede sin tale i Folketinget ved at sige »Af hjertet tak« for, at vi i fællesskab havde rettet ind og mørkelagt nationen. Vi manglede bare: »Gud bevare Danmark«, men den skal nok komme; har man først krydset klicheernes Rubicon, er alting muligt. Jeg er nødt til at sige, at jeg ikke kan tåle så meget stat på én gang, og at jeg næppe holdt det ud, hvis det ikke var for paneldøren.«

Bjarne Reuter ved, at han arbejdsmæssigt er et privilegeret menneske med tanke på de små og store næringsdrivende i de liberale erhverv, kunstnerne, skuespillerne og flere med dem, som har måttet dreje nøglen om det seneste år.

»Det er immervæk dem, vi andre lever af.«

Men forfatteren har fået, hvad han beskriver som en statslig overdosis – et tunnelsyn, som skræmmer ham.

»Vi er blevet voldsomt mørkerædde, og der er alt for mange, som er blevet mere syge af kuren end af sygdommen. I et land som Danmark, hvor vi ikke har jordskælv, tsunamier eller andre naturkatastrofer, end når Isefjord stiger fem centimeter, bragte coronaen os ud af kontrol, og vi så ingen anden mulighed end at lade sundhedsmyndighederne tage kontrol over vores liv.«

Det er ikke, fordi han synes, regeringen har gjort det dårligt under den første nedlukning.

»Men midt i processen gik det i selvsving. Der er andre ting, vi kunne tale om, gøre og igangsætte i stedet for at lægge os under dynen og vente på det første stik.«

En kattelem

Bjarne Reuter har lukket døren op til sit hjem i Kgs. Lyngby. Anledningen er hans seneste børnebog, »Historien om Englebassen«, der udkom 1. april, og som er forfatterens kommentar til coronakrisen. Han begyndte at skrive under nedlukningen af Danmark i april sidste år, og bogen brugte han som en kattelem, klar over, at han måtte ud af det stramme greb, han var blevet sat i af myndigheder og politikere.

Han mærkede et behov for at dokumentere, »at der stadig var et liv derude«, som han siger. Og i de følgende måneder skrev han en fortælling om to børn, der tager på udflugt sammen med deres farfar, som har påstået, at en engel er forsvundet i skoven.

»Karl, Vida og deres farfar finder paneldøren og går livet i møde, nysgerrige efter, hvad det har at tilbyde. Kan man nu tro på dén med englen? Kan man fæstne lid til en sådan dimension? Selvfølgelig kan man det, og pludselig bliver livet større i stedet for mindre, pludselig ser man muligheder i stedet for begrænsninger.«

Bjarne Reuter beskriver sig selv som en artig borger, der har brugt mundbind, sprittet af og holdt afstand.

»Men jeg har en indre membran, som fortæller mig, at nu må det være slut. Når regeringen forlanger, at jeg viser coronapas, når jeg går til frisør, spørger jeg mig selv: Hvor stopper den slags tiltag? Kunne det være fristende at gøre dem permanente?«

Civil ulydighed

Hvert år inviterer Bjarne Reuter familie og venner til påskefrokost. Med revl og krat, som han siger, plejer de at være ti til femten mennesker.

»Men vi må stadig kun være fem indendørs, så vi skal finde ud af, hvem der må komme, og hvem der ikke må, men den udvælgelse nægter jeg at foretage, og den form for civil ulydighed må jeg leve med. Jeg sorterer ikke i børn og børnebørn, og det ender nok med, at vi indtager tarteletterne i det fri.«

Kunne Reuter selv bestemme, hvilke stemmer han gerne hørte i denne tid – også blandt dem, som ikke længere er iblandt os – ville hans valg falde på forfatteren, debattøren og kulturkritikeren Elsa Gress.

»Hvis hun sammen med den kulturminister, vi havde for mange år siden, Bodil Koch (Socialdemokratiet, red.), kunne oversætte, hvad der er sket med os, ville jeg være taknemmelig.«

Taknemmelig var han også over et nyt italiensk bekendtskab, da han som 12-årig sad oppe på loftet hjemme hos forældrene i Brønshøj. Det var heroppe, bøgerne stod, og her læste han Giovanni Boccaccios »Decameron«, skrevet i 1347 under pesten.

»Dengang var der ikke noget, der hed Pfizer og Søren Brostrøm, men hvad gjorde Boccaccio? Han skrev novellesamlingen »Decameron«, som er en vidunderlig og saftig samling historier fyldt med liv og livsappetit. I stedet for at blive fortvivlet og vende ansigtet ind mod væggen, skrev Boccaccio sine noveller i en tid, hvor folk døde som fluer, og hvor ingen kunne se en ende på elendighederne. Boccaccio gik op imod formynderiet og nægtede at lade sig male sort. Det er tankevækkende, stimulerende og appellerende.«

Med sin seneste bog om Karl og Vida og Englebassen – og uden sammenligning med Boccaccio – var der opstået et behov for at skrive ikke alene en livsbekræftende historie, men også en historie om alt det, som videnskaben og sundhedsmyndighederne ikke kan rumme.

»Alt det irrationelle, hele den myriade af liv, som omgiver os, hvis vi tør gå ud af paneldøren.«

Mens Bjarne Reuter kravlede rundt i sin historie om Englebassen under nedlukningen, blev han konfronteret med situationen af sit niårige barnebarn. Familien var taget i sommerhuset i september, og da han sammen med barnebarnet var på vej til stranden, stoppede pigen pludselig op og holdt sig for ørerne.

»Jeg spørger hende: »Hvorfor holder du dig for ørerne?« Og hun svarer: »Fordi her er så stille.« Det var tankevækkende og en lille smule intimiderende, at hun kunne blive bange for stilheden. Og når man taler om de mest sårbare mennesker, tror jeg, at børnene har været de mest udsatte det seneste år, og at det om føje år vil det være dem, som stiller os til regnskab for, hvordan vi greb tingene an.«

Vi bliver ikke de samme igen

Er det så sort det hele? Nej, selvfølgelig ikke, mener Bjarne Reuter, og står det til ham, har vi med krisen fået en chance for – ganske vist ufrivilligt – at give tilværelsen et eftersyn. Han er spændt på, siger han, hvordan verden ser ud, når vi på et tidspunkt vender tilbage til det, man kan kalde for normale tilstande.

»Men jeg tror aldrig, vi vender tilbage til det eksakte punkt, som vi forlod i foråret 2020. Jeg kan sagtens forestille mig, vi løber ind i de brølende 20ere af ren og skær eufori. Forståeligt nok trænger vi til endelig at kunne give den gas. Men jeg tror ikke, vi bliver de samme mennesker igen. Og gudskelov.

Tænk, hvis vi har flyttet os og er kommet et andet sted hen, så vi ikke behøver at holde os for ørerne, når verden bliver stille. Tænk, hvis tunnelsynet er erstattet af en vidvinkel, som gør os i stand til at opfatte nuancerne, når der bliver talt hen over hovedet på os. I den forbindelse vil jeg gerne minde om, at der stadig kommer krokusser op af jorden, og at månen immervæk skifter farve om søndagen, og at man selvfølgelig kan finde englebasser i skoven.«