»Jeg blev 50 år i 2020, og siden jeg var barn har det været et mytisk årstal. I slutningen af mine folkeskoleår fik jeg en Mayland-kalender med spiralryg, og hvis man bladrede hen på dens sidste sider, kunne man finde sin fødselsdag frem i tiden, og det var sådan noget, jeg indimellem sad og dvælede ved. Alene årstallet 2020 var nærmest som at læse en science fiction-roman, og her ville jeg fylde 50, kan jeg huske, at jeg tænkte, hvilket virkede som en helt vanvittig alder dengang. Jeg mindes, at jeg spekulerede en del i, hvem jeg mon ville være til den tid, så da året og alderen rent faktisk oprandt, og jeg var et sted i livet, hvor det på mange måder føltes rigtig fint, var der ingen grund til en klassisk 50-års-krise. Jeg har fået to børn, som endda er voksne drenge nu, og jeg er glad for mit arbejde, min familie og min kæreste. Så jeg kunne sætte flueben ved det, jeg som ung pige havde bekymret mig om og – nærmest lettet – konkludere, at det da egentlig er gået meget godt.«
»50 er virkelig en fødselsdag, som får ekstremt meget opmærksomhed. Langt mere end de 40, synes jeg. Der er et eller andet ved lige præcis 50 – som om man peaker i livet – mens man som 40-årig stadig er på vej. 50 år blev modtaget, som var det en bedrift, og jeg har aldrig tidligere fået så mange lykønskninger, kort, flasker og blomster. For mig personligt var det den første runde fødselsdag, hvor jeg oplevede at kunne stå stille og spejde lidt ud over situationen. Lægge mit liv ud som et fint tæppe og bare betragte det.«
