Nye tal fra Danmarks Statistik puster ild i debatten om Blackstone-indgrebets effekt på andelsboligpriserne. Ifølge det såkaldte »eksperimentelle prisindeks« er andelsboligerne faldet cirka én procent i pris siden 2015. Alene fra fjerde kvartal 2018 til fjerde kvartal 2019 faldt de syv procent.
Boligøkonom Mikkel Høegh fra Jyske Bank hæfter sig ved, at det netop var i den periode, at hele debatten om Blackstone-indgrebet rasede. Og han tilføjer, at »det i hvert fald ikke gjorde noget godt for andelsboligmarkedet«.