Nye badesteder åbnet i havnen: »Københavnere med hang til kolde dyp kan tage dem i brug allerede nu«

København har fået endnu en dyppezone, som kan benyttes alle årets måneder. Den kan rykkes rundt i havnen, men ligger indtil videre ved Kalvebod Brygge. Det er den anden af sin slags.

Nogle foretrækker at nyde solnedgangen i december godt klædt på, men for de friske er der nu også mulighed for at dyppe sig her ved Kalvebod Bølge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Københavns Kommune

Der er lange ventelister til flere af Københavns vinterbadeklubber. Men kan du undvære en tur i sauna efter det kolde gys, er der godt nyt.

I fredags åbnede endnu en mobil badezone, eller såkaldt dyppezone, som kan transporteres rundt i havnen, og som lige nu ligger ved Kalvebod Brygge.

Planen er, at dyppezonen på denne årstid kan bruges til vinterbadning, mens den om sommeren kan forvandles til en badeø eller til midlertidige badezoner, når der er events i og ved havnen.

Den nye dyppezone måler otte gange ti meter. Selve bassinet er på seks gange fire meter, mens den justerbare bund kan indstilles til en dybde på mellem 60 og 120 centimeter.

Franciska Rosenkilde, kultur- og fritidsborgmester (Alt)

»Flere badesteder betyder flere muligheder for sikker badning i havnen, og derfor er det skønt, hver gang vi kan indvie et nyt badested. «


Dyppezonen er den anden af sin slags. I oktober åbnede en mindre zone ved Kalvebod Brygge. Forleden blev denne dog sejlet til badezonen ved Sandkaj.

Den første dyppezone er lidt mindre end den, der netop er åbnet. Den måler seks gange seks meter med bassinåbning i midten og en landgangsbro på den ene af siderne. Til gengæld kan dybden justeres fra 60 til 140 centimeter.

Bassinet tegnet af tegnestuen Fokstrot er seks gange seks meter og med en bund, der kan justeres i dybden til mellem 60 og 140 centimeter.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Københavns Kommune/Fokstrot.

Den første dyppezone er tegnet af de unge arkitekter i Fokstrot i samarbejde med Københavns Kommune.

»Vi ønsker at afprøve og inspirere til nye måder at bruge vores fantastiske havn,« udtalte Fokstrot tidligere på efteråret. Arkitekterne i Fokstrot er desuden ved at videreudvikle projektet, så man på et tidspunkt også kan få varmen i et saunamodul, der skal kobles på badezonen.

Samme tegnestue står bag Copenhagen Islands – en række flydende øer, som til næste sommer bliver en integreret del af Københavns Havn.

Sikker badning

I modsætning til Københavns vinterbadeklubber skal man ikke være medlem eller betale for at dyppe sig i de nye zoner.

»Flere badesteder betyder flere muligheder for sikker badning i havnen, og derfor er det skønt, hver gang vi kan indvie et nyt badested,« siger Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde (Alt), i en pressemeddelelse.

Sikkerhed i havnen har været et af de store emner i 2020, efter at trafikken over en årrække er steget markant med alt fra havnebusser til kajakker og badende, der risikerer at kollidere. I højsæsonen sejler såkaldte havneværter rundt i havnen og guider brugerne af havnen. Derudover er politikerne klar til endnu flere tiltag.

Dyppezonen er en ud af to i Københavns Havn. Bassinet måler seks gange otte meter. Fordi det har en justerbar bund, er det særligt egnet til vinterbadning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Københavns Kommune.

Det er især en udfordring i sommerhalvåret, hvor flere føler trang til en dukkert, men ikke desto mindre er der nu endnu en mulighed for at bade sikkert om vinteren, hvis man tilhører den friske del af københavnerne.

»Dyppezonerne er vores nyeste type badefacilitet, og det særlige ved dem er, at de dels er mobile badezoner, og at de er udstyret med justerbar bund. Bunden gør dem særligt velegnede til vinterbadning, så københavnere med hang til kolde dyp kan tage dem i brug allerede nu,« tilføjer Franciska Rosenkilde.

Skulle du være en af dem, der er fristet til at få gang i blodomløbet med et koldt gys, skal du ikke glemme at holde afstand, understreger kommunen, som henstiller til, at alle brugere af faciliteterne overholder gældende retningslinjer for at forhindre spredning af coronasmitte.