Flere har dyppet kroppen i efterårsferien uden ligefrem at betragte sig selv som vinterbadere. Ikke desto mindre er sæsonen nu skudt i gang i de mange klubber for folk med hang til kolde bade. Det gælder også i København, som i år har tilføjet et nyt sted at nedsænke legemet, når termometeret nærmer sig frysepunktet.
Ikke alt bliver, som det plejer. Coronaepidemien sætter også her sine begrænsninger med færre pladser i saunaerne, ligesom man kan kigge langt efter aktiviteter som saunagus med viftende håndklæder og tunge vejrtrækninger.
Men fortvivl ikke. Der er stadig rig mulighed for at blive en del af den kultur, der er eksploderet de seneste år, med lange ventelister i flere foreninger. Men der findes stadig steder, hvor du kan få det kolde gys allerede i år.
Nyt dyp ved Kalvebod Bølge
Årets nyhed er udtænkt af de unge arkitekter Fokstrot, der også står bag de flydende øer Copenhagen Islands, som til næste sommer bliver en integreret del af Københavns Havn. De har desuden – i samarbejde med Københavns Kommune – udtænkt en såkaldt »dyppezone«, der netop er åbnet. Lige nu ligger den flydende, snedkererede badezone ved Kalvebod Bølge, men på længere sigt kommer den til at ligge forskellige steder i havnen, oftest ved de eksisterende badezoner.
I modsætning til byens vinterbadeklubber kan den frit (og gratis) benyttes af alle – uden medlemskab. »Vi ønsker at afprøve og inspirere til nye måder at bruge vores fantastiske havn,« udtaler Fokstrot, som er ved at videreudvikle projektet, så man på et tidspunkt også kan få varmen i et saunamodul, der skal kobles på badezonen. I løbet af efteråret vil endnu en dyppezone dukke op i havnen.
Klassiker på Bryggen
BIGs havnebad fra 2002 blev nærmest synonymt med udviklingen af Københavns Havn, der gik fra at være beskidt og kedelig til at tilbyde strandstemning og bademuligheder midt i byen. I oktober 2011 tog en beboer på Islands Brygge initiativ til at udvide badesæsonen, og i 2012 gav Københavns Kommune vinterbadere adgang til Havnebadets faciliteter. Året efter blev to mobile saunaer tilknyttet, og siden 2017 har der været en skurvogn til omklædning. Foreningen arbejder på at få etableret permanente faciliteter i forlængelse af Havnebadet.
Foreningen Vinterbad Bryggen har omkring 3.200 medlemmer og er blandt andet kendt for at invitere til »nytårshop« 31. december, hvor der bliver taget afsked med endnu et år. Om det kommer til at ske i år, må tiden vise. I givet fald bliver det nok med lidt mere afstand. På grund af covid-19 er der også kun fem siddepladser ad gangen pr. sauna og plads til højst to personer ad gangen i hvert omklædningsrum.
Pris:
Indmeldelsesgebyr: 625 kroner.
Kontingent: 600 kroner årligt.
Læs mere på vinterbadbryggen.com
Det Kolde Gys ved Helgoland
Siden 1929 er friske københavnere sprunget i Øresund med andre medlemmer af klubben Det Kolde Gys. Siden 2008 har den holdt til på Helgoland Søbadeanstalt ved Amager Strandpark. Dengang var der »kun« 700 medlemmer, men siden er vinterbadning og badeanstalten, som huser fem saunaer, fire omklædningsrum og et fælleshus, blevet så populære størrelser, at vinterbadere fra hele Storkøbenhavn har meldt sig ind. Med sine over 5.500 medlemmer er den Københavns største vinterbaderklub med en gennemsnitsalder på 46 år, skriver foreningen på sin hjemmeside.
Hvis man vil være medlem, skal man igennem et introduktionsforløb. På grund af covid-19 har klubben dog udskudt at optage nye medlemmer, bortset fra at klubben optager et begrænset antal medlemmer på over 70 år. Til januar bliver situationen genovervejet, for klubben vil gerne have flere medlemmer og har – i modsætning til mange andre – ingen venteliste.
Sted: Amager Strandvej
Pris:
Indmeldelsesgebyr: 1.000 kroner.
Årligt kontingent: 600 kroner.
Hop i Nordhavn
Det ville være en skam ikke at udnytte beliggenheden i Københavns nye bydel, så Nordhavn har naturligvis også oprettet sin egen vinterbaderklub, Nordhavn Vinterbaderklub – eller NorVin, som den også kaldes. Foreningen er stiftet af beboere i Århusgadekvarteret og holder til i Det Flydende Aktivitetshus, som åbnede i 2019 ved Sandkaj. Det rummer foreningslokale, toilet- og badefaciliteter, sauna og omklædningsrum. Læg hertil udsigten til de to gamle cementsiloer og den løbende udvikling af kvarteret.
Der er p.t. venteliste til et saunamedlemskab, men alle kan indtil videre blive medlemmer uden saunaadgang. Sidstnævnte medlemskab giver adgang til fællesrum, toilet, omklædning og benyttelse af den sikre nedgang til vandet. NorVin arrangerer i år en række saunatelt-events med begrænset adgang på Göteborg Plads, hvor tre store telte er opstillet og klar til at tage imod gæster.
Sted: Sandkaj 30, Nordhavn
Pris:
Opskrivning på venteliste: 200 kr
Indmeldelsesgebyr: 300 kr.
Medlemskab: 400 kroner, inklusive sauna (venteliste) og 175 kroner uden.