Niels Krause-Kjær: »Jeg havde både evne og pligt, men gjorde det ikke. Det vil jeg gerne undskylde«

Så er det sagt. Visse spørgsmål er evigt aktuelle. Hver uge stiller vi nogle af dem til en kendt dansker. I dag journalist og forfatter Niels Krause-Kjær, der mener, at jo hårdere man arbejder, jo heldigere er man. Derfor er det også de samme, der ofte er heldige.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad har formet dig som menneske?

»At være født og opvokset på landet, hvor bedriften kun kunne fungere, når alle hjalp til. Jeg var ikke overbebyrdet med pligter, men visheden om, at familiens udkomme afhang af en god høst, fornuftige mælkepriser, og at roerne blev kørt ind fra marken om efteråret, ligger dybt i mig. Sådan en protestantisk tilgang til tilværelsen, hvor man skal spise rugbrødet for at gøre sig fortjent til franskbrødsmaden.«

Niels Krause-Kjær

»Skuffelser er jeg god til enten at ignorere eller ryste af mig. Jeg er rimelig tykhudet – nogle gange også for tykhudet, vil min kone mene. Og det har hun ret i.«


Hvad er den vigtigste erfaring, du har gjort dig i livet?

»At meget i tilværelsen er et spørgsmål om tilfældigheder og held. Og især til det sidste tænker jeg ofte på et udsagn fra en tidligere professionel amerikansk golfspiller (Gary Player, red.): »Golf is a game of luck – the more I practice, the luckier I get«. Der er ikke noget, der fordrer heldet mere end konsekvent og disciplineret arbejde. Det er også derfor, at det næsten altid er de samme, der er heldige.«

Hvis du kunne gå tilbage i tiden og give dig selv et råd som teenager – hvad skulle det så være?

»At jeg skulle have kysset nogle flere piger. Jeg var ikke genert som teenager, men jeg var frygtelig bange for at få afslag, så jeg holdt mig alt for meget tilbage på det tidspunkt, hvor det modsatte køn var begyndt at blive ekstra spændende, og hormonerne buldrede rundt i kroppen. Som teenager skal man sørge for at have det dejligt, og der missede jeg nogle gode oplevelser.«

Har du et ar, der fortæller en særlig historie?

»På mit venstre knæ har jeg et rodet ar på størrelse med en gammel femkrone. Det var en lørdag aften som teenager, hvor jeg lånte Kurts tunede knallert for at køre to piger hjem på én gang. Efter 100 meter væltede vi, og Annette, som jeg var lidt lun på, fik ødelagt sine designerjeans. Mine bukser var billigere, men jeg fik et ar. Hvorfor kunne jeg ikke bare have spurgt hende, om vi skulle kysse i stedet?«

Niels Krause-Kjær

»Skuffelser er jeg god til enten at ignorere eller ryste af mig. Jeg er rimelig tykhudet – nogle gange også for tykhudet, vil min kone mene. Og det har hun ret i.«


Hvad er dit livs største fortrydelse?

»Jeg var udvekslingsstudent i et år på High School i USA som ung, og da jeg kom hjem, var mit store ønske at vende tilbage og læse på et universitet derovre i et par år. Dengang var det slet ikke så almindeligt, hverken at være udvekslingsstuderende på High School eller tage et eller flere semestre der af sin videregående uddannelse. Tiden gik, og jeg kommer ikke fra et akademisk hjem, så det blev aldrig til noget. Det fortryder jeg voldsomt, men sådan er livet nu engang.

I takt med at man bliver ældre, kan man se tilbage på sit liv og ærgre sig over, at der var nogle mål eller drømme, man ikke fik indfriet. For nogle kan det ende med, at man bliver et bittert menneske på sine ældre dage. Sådan har jeg det dog ikke, men jeg ville ønske, jeg havde taget mig sammen til at gøre det.

Ligesom det ærgrer mig, at jeg ikke har lært at spille på klaver.«

Niels Krause-Kjær er ikke bitter over, at han aldrig fik læst på universitet i USA, men han fortryder det, fordi det var noget, han inderligt gerne ville have gjort. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hvordan overvinder man bedst skuffelse?

»Ved ikke at dvæle, men fortsætte. Jeg er opvokset på landet, hvor man handlede mere, end man snakkede. Det er nogle gange ved at drive min kone til vanvid, men skuffelser er jeg god til enten at ignorere eller ryste af mig. Jeg er rimelig tykhudet – nogle gange også for tykhudet, vil min kone mene. Og det har hun ret i.

Hvilken bog bør enhver have læst?

»Henrik Pontoppidans »Lykke-Per«. Jeg kom desværre først med på vognen i forbindelse med filmatiseringen, men at læse den var som en rejse ind i menneskets sind med alle de drømme, valg og fravalg, tilværelsen bringer.«

Er der nogen, du har lyst til at sige undskyld til? Og hvorfor?

»I folkeskolen var der nogle, der blev mobbet. Jeg mindes ikke mig selv som en, der gik forrest, men jeg gik heller ikke bagerst. Bortset fra, at jeg ikke turde kysse pigerne, så havde jeg en position i skolen, hvor jeg kunne have medvirket til at stoppe mobberiet. Det gjorde jeg sjældent. Den, der har evnen, har pligten. Jeg havde både evne og pligt, men gjorde det ikke. Det vil jeg gerne undskylde.«

Hvis du kunne skrive din egen nekrolog, hvad skulle der så stå i den?

»At jeg var generøs i alle livets sammenhænge, og at jeg var ordentlig. Hvis man kan blive husket for det, er alt andet ligegyldigt. «