Mads Christensen: Sådan redder vi kloden!

Alle, der har haft biologi i skolen, vil kunne huske Guds store mirakel. Det skal redde os ud af klimakrisen, mener Mads Christensen.

MadsChristensen
»Mange har skoset mig for ikke at være løsningsorienteret og bare være endnu en stemme i det katastrofiske hylekor. Jeg lytter og har således nu den store fornøjelse at præsentere min plan for fremtidens frelse, håndgribelig grøn omstilling i en global skala. En smuk løsning baseret på mulig vækst i stedet for åbenlyst umulig reduktion,« skriver forfatteren Mads Christensen i sin klumme. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

I min sidste klumme på denne side forklarede jeg, meget pædagogisk og forfriskende i en stadigt mere naiv grøn omstillings-debat, at vores små lokale danske valg i forhold til agurker, kød-frie bøffer, el-biler eller tøjvask ved 40 grader i stedet for 60, ingen indflydelse har på verdens tilstand og klodens Co2-udledning – INGEN! Dertil er vi alt for små og alt for få.

Den betragtning har ført til, at mange har skoset mig for ikke at være løsningsorienteret og bare være endnu en stemme i det katastrofiske hylekor.

Jeg lytter og har således nu den store fornøjelse at præsentere min plan for fremtidens frelse, håndgribelig grøn omstilling i en global skala. En smuk løsning baseret på mulig vækst i stedet for åbenlyst umulig reduktion. Og således, mine damer og herrer, her kommer den: Save the planet:

Hvis vi antager, at menneskehedens øgede Co2-udledning i atmosfæren er kimen til alt ondt i vores tid, kan det vel ikke undre, at vi alle tænker: »Så må vi reducere Co2-udledningen«.

Men hvorfor ikke kigge lidt på alternativet?

Alle, der har haft biologi i skolen, vil kunne huske Guds store mirakel, samspillet mellem flora og fauna.

Husker du eksperimentet? Vi placerede en mus i en osteklokke, ugen efter var den død, kvalt i sin egen dårlige luft. Vi puttede en basilikum-busk i en osteklokke, ugen efter var den også død, også den kværket i sin egen udledning. Men musen OG busken i samme osteklokke levede! Musen indånder Ilt og udånder Co2. Planten optager Co2 og udleder ilt. Miraklet er helt banalt og hedder fotosyntese. Det sker lige nu, i din have, i din skov, i din altankasse – Voila!

BMINTERN - Mads Christensen klummeskribent Fold sammen
Læs mere

Her er min løsning:

Havvand er der masser af, nogle vil sågar mene, der er for meget. Vi opsætter gigantiske afsaltningsanlæg langs alle ækvatoriale ørkennære-kyster, disse drives selvfølgelig af solpaneler (mangler du positive tanker så læs om Swansons lov, en illustration af den hastigt dalende dollarpris på en solar udvundet kilowatt-time – DET er munter læsning!). I en systematisk stor-industriel irrigation, vander vi de gigantiske ufrugtbare, og følgelig landbrugsteknisk og geopolitisk værdiløse landområder, Gobi-ørkenen, Atacama-ørkenen, Great Arizona Plains, Kalahari, Sahara og så videre, ørkener har vi, som saltvand, næsten uendelige mængder af …. Gratis!

Vi planter bambus, som er hurtigt voksende, delvist selvplantende, som danner et solidt erosionsdæmpende rodnet, som kan anvendes i tekstilproduktion og som alternativ til glasfiber, ja …. for min skyld kan vi også plante eukalyptus, æbler, pærer og kirsebær og andre gode grønne sager. Over relativt kort tid kan store golde områder omdannes til grønne, frugtbare og selvfølgelig Co2-optagende og bindende arealer. Ved en dramatisk forøgelse af jordens fotosyntetiske kapabilitet kan vi ændre atmosfærens sammensætning i praktisk og formålstjenelig retning uden at skulle reducere eller begrænse nogen eller noget. Genialt!

»Vi kan således slå to fluer med ét smæk …., hvis I vil tillade mig sådan en lille morsomhed på insekternes vegne …. og redde både bierne og planeten«


Umuligt vi du måske tænke? Næppe.

Afsaltning er en simpel proces, en stor del at vandhane-vandet i den arabiske verden stammer allerede i dag fra mekanisk de-salination.

I Kina, i Indien og i Israel er man allerede langt med udviklingen af såkaldte pasta, som tilfører ørkensand de fornødne næringsstoffer som sammen med rigeligt ferskvand danner grobund for vegetation. (Læs gerne om Negev-ørkenens mirakel og Yatir-skoven.)

Det kan gøres!

Det gøres allerede på forsøgsbasis flere steder, processen kaldes Desert-greening. Ideen kan udrulles i global skala og være måleligt i fuldt flor inden Paris-aftalens luftige målsætninger i 2050. Det kan gøres uden de store problemer, og som en gratis bivirkning vil mit grønne projekt samtidigt løse et andet globalt problem, som har fyldt meget i denne uges aviser, nemlig de hastig svindende insektbestande, som mangler grønne uspolerede pesticidfri arealer at bo i.

Vi kan således slå to fluer med ét smæk …., hvis I vil tillade mig sådan en lille morsomhed på insekternes vegne …. og redde både bierne og planeten, Ikke ved urealistisk og politisk åbenlyst ugennemførlige reduktioner, begrænsninger og besparelser, men ved det, som vi mennesker gør allerbedst … VÆKST!

Tænk gerne på mig, næste gang Nobelprisen skal uddeles, den vil pynte på mit CV.