Mads Christensen: »Hvor skulle det mirakel pludselig komme fra, når ingen i praksis vil ofre noget som helst?«

Vi taler frejdigt om massive CO2-reduktioner inden 2050 ... som om vi troede på det. Er jeg den eneste, der efterhånden har mistet troen på, at den moralske forbruger pludselig rejser sig og ordner det hele? spørger Mads Christensen i ugens klumme.

Vi almindelige mennesker rejser os ikke pludselig op i denne sag, så havde vi gjort det, mener Mads Christensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Christensen

Forleden afleverede 50.000 grønne ildsjæle deres kollektive opråb til den politiske elite om en mere effektiv og målrettet klimaplan. Herligt! NU sker der sgu noget! NU kører vi! Meeeeeen er jeg den eneste, der synes, vi har hørt den sang et par gange før?

Selv husker jeg tydeligt Kyoto-aftalen (1997). NU skulle det være, alverdens ledere fløj til Japan i store tomme privatfly og blev enige om, at NU skulle der ske noget. 12 år efter var det COP15 i København. Kastrup Lufthavn var proppet til bristepunktet med private jets, og de mange talere proklamerede med stor patos, at NU var det NU! NU skulle vi radikalt ændre livsførelse, NU skulle vi reducere den globale CO2-udledning. Vi havde stadig Al Gores film,»Den ubekvemme Sandhed«, i erindring, også den sagde, at det var NU! Vi kunne for nylig fejre nytår med en dejlig fornemmelse i maven fra COP24 velvidende, at NU var der enighed. NU skulle vi i gang. NU!

Forleden var der stormøde i Davos. 1.500 private jetfly landede i ugens løb i skisportsmekkaet, og endnu engang blev verdens klogeste hoveder enige om, at NU ….! Jeg elsker historien om den moralske forbruger. Jeg ser den som en moderne og ægte fortælling om kollektivismen legemliggjort i det enkelte individ. Som en moderne superhelt vil den moralske forbruger med sine valg og fravalg i detailhandelen påvirke verdens kurs og sætte morgendagens dagsorden. Vi mennesker kan som en hel masse små individuelle fingre i fællesskab forme en gigantisk knytnæve, der kan slå sin vilje igennem og levere varen. Hvis vi alle vælger overflod fra og reducerer, så …. NU ….!

2018 var et stort kødår

Sagen er desværre bare den, at det helt åbenlyst ikke sker. 2018 var året, hvor vi talte om flexitarisme, kødløse dage og militante veganere. Her var virkelig en god historie, og den blev fortalt igen og igen: »Hvis vi alle tager en dag med salat.«»Jeg er også gået over til salat.«»Vi snupper også en kødfri dag.« Og dog. Ved årsskiftet viste al fødevarestatistik, at 2018 var det store kødår. Aldrig før har vi spist så store røde bøffer! SAS leverede et rekordregnskab for 2018. Aldrig før havde så mange danskere bevæget sig gennem Kastrup Lufthavn på vej ud på en eksotisk flyrejse. Danmarks samlede CO2 udledning steg markant i 2018, ikke faldt … ikke reduceret.

Mads Christensen

»Der er næppe en verdensleder, som ikke ville give en nyre (måske endda sin egen) for blot en global CO2-stagnation, og alligevel taler vi frejdigt videre om massive reduktioner inden 2050 … som om vi troede på det? «


De globale tal er af samme skuffe. Den globale CO2-udledning steg i 2018, ret voldsomt endda, væksttal op mod tre procent er på tale, og med de nye økonomier fra BRIKS-landene imødeser vi 1,5 milliarder NYE forbrugere, som om føje tid vil melde sig som friske kunder på verdens konsummarkeder med nye penge på lommen. Fladskærme, aircondition, biler, iPhones, kildevand på flaske … Ja, mon ikke? Der er næppe en verdensleder, som ikke ville give en nyre (måske endda sin egen) for blot en global CO2-stagnation, og alligevel taler vi frejdigt videre om massive reduktioner inden 2050 … som om vi troede på det? Hvor skulle det mirakel pludselig komme fra, når ingen i praksis vil ofre noget som helst?

Ikke i min baghave

I verden har vi anslået 950.000 biler lige nu, man forventer en rund milliard i 2020 og to milliarder i 2050. Lugter det af reduktion? Ikke i min næse. Alle, der har været ude at rejse eller blot holdt en globus i hænderne, vil forstå, at om jeg vasker mine sokker ved 40 grader i stedet for 60, om jeg hopper en bøf over, om jeg køber en ny lille ynkelig plastic elbil ... det gør ingen forskel. Om så hele Danmark blev lagt sort, alle landbrugsdyr slået ned, alle kontakter slukket, ja, om så vi alle 5,7 millioner begik kollektivt selvmord på det grønne alter … vores bidrag til verdens CO2-reduktion ville knapt kunne aflæses på det store globale manometer. Selv dette ultimative grønne offer vil fremstå, som når et spædbarn tisser på en højhusbrand – skønne spildte kræfter.

Vindmøllerne elsker vi, når bare ikke de skal stå lige der, hvor vi bor, og i disse dage møder det nye skønne og grønne biogasanlæg ved Holbæk massiv modstand – det lugter grimt, siger naboerne. Jovist, vi er alle sammen klar til at bringe ofre på den grønne omstillings alter, men bare ikke lige nu, ikke lige her ... Ikke lige os …

Er jeg den eneste, der efterhånden har mistet troen på at den moralske forbruger pludselig rejser sig og ordner det hele? Og politikerne? Hvilken folkevalgt politiker vil gå til valg på massive reduktioner i almindelige menneskers livskvalitet og komfort? Hvordan gik det, da Frankrigs Emmanuel Macron lagde grøn afgift på benzin og diesel fornyligt? Tror I, Angela Merkel, Sebastian Kurz og Giuseppe Conti fulgte den sag med nysgerrighed …trygt fra sidelinien?

Summa-summarum. Vi almindelige mennesker rejser os ikke pludselig op i denne sag, så havde vi gjort det. Vi har haft chancen i 24 år. Den moralske supermand kommer ikke, så var han kommet.
Politikerne … held og lykke med det, selv ultragrønne Uffe Elbæk flyver mere rundt i verden end James Bond. Hvis vi vil den grønne omstilling for real, er det første og det vigtigste skridt en ærlig og smertelig selverkendelse og et totalt stop for billigt blændværk, bullsh*t og tomme løfter om … mañana ... mañana.