Mads Christensen: »Hvor skulle det mirakel pludselig komme fra, når ingen i praksis vil ofre noget som helst?«

Vi taler frejdigt om massive CO2-reduktioner inden 2050 ... som om vi troede på det. Er jeg den eneste, der efterhånden har mistet troen på, at den moralske forbruger pludselig rejser sig og ordner det hele? spørger Mads Christensen i ugens klumme.

Vi almindelige mennesker rejser os ikke pludselig op i denne sag, så havde vi gjort det, mener Mads Christensen. Mads Christensen

Forleden afleverede 50.000 grønne ildsjæle deres kollektive opråb til den politiske elite om en mere effektiv og målrettet klimaplan. Herligt! NU sker der sgu noget! NU kører vi! Meeeeeen er jeg den eneste, der synes, vi har hørt den sang et par gange før?

Selv husker jeg tydeligt Kyoto-aftalen (1997). NU skulle det være, alverdens ledere fløj til Japan i store tomme privatfly og blev enige om, at NU skulle der ske noget. 12 år efter var det COP15 i København. Kastrup Lufthavn var proppet til bristepunktet med private jets, og de mange talere proklamerede med stor patos, at NU var det NU! NU skulle vi radikalt ændre livsførelse, NU skulle vi reducere den globale CO2-udledning. Vi havde stadig Al Gores film,»Den ubekvemme Sandhed«, i erindring, også den sagde, at det var NU! Vi kunne for nylig fejre nytår med en dejlig fornemmelse i maven fra COP24 velvidende, at NU var der enighed. NU skulle vi i gang. NU!