To gange var han lige ved at dø fra hende. Umiddelbart efter fødslen måtte læger på Rigshospitalet akut operere den lille fyr, der var blå i hovedet og lige ved at få hjertestop. Og få dage efter, da Adrian var stabil, lægge ham i narkose og påny operere for en medfødt hjertemisdannelse.
»På et tidspunkt står vi uden for den halvt åbne dør ind til operationsstuen, da vi fornemmer, det begynder at blive kritisk. En sygeplejerske kommer lidt panikagtigt ud til os og siger: »Vi kan ikke have forældre her. I må ud. I må helt ud af bygningen!««