Trine Panum skiftede jobbet som TV-vært ud med at være kunstner: »Jeg var overrasket over, at jeg skulle have alle de tæsk«

Måske var det en naiv drøm. En utopisk forestilling om at sende malerierne op i flyvehøjde og endelig nå det kunstneriske niveau, hun så længe havde haft store ambitioner om.

For var hun dygtig nok? Troede hun tilstrækkeligt på sig selv og sit projekt?

»Jeg var meget bange for at tage skridtet. Og jeg var alt, alt for opmærksom på, hvad andre ville tænke.«

I dag er Trine Panum kunstner på fuld tid med eget galleri og en lang række udstillinger bag sig. Men dengang var hun journalist og studievært på TV 2.

I 20 år havde hun elsket journalistikken. Først som vært på TV 2s morgennyheder, så på TV 2 Sporten og senere på det populære kriminalmagasin »Station 2 – Efterlyst« med en million seere i gennemsnit. Det var et liv med tempo, tidspres, tophistorier, travle TV-produktioner og tonsvis af planlægning.

»Jeg havde fået alt det, jeg kunne ønske mig, men også selv givet alt,« siger hun om årene på TV 2.

Den værst tænkelige begyndelse

Og det var den følelse – at hun havde givet alt og prøvet alt – der gav hende lysten til at genoplive en tidligere passion.

Hun fik mere og mere lyst til at skifte TV-kameraerne ud med maling, pensler og lærreder, og for seks år siden tog hun springet. Trine Panum deponerede sin faste journalistløn og den karriere, hun havde bygget op med hårdt slid, for at kaste sig ud i mere hårdt slid. Denne gang for at »realisere maleprojektet«, som hun kalder det. Et projekt, hun inderst inde havde været i gang med, siden hun var en ung teenager.

Så da hun nytårsdag 2014 stod foran sit nye galleri i Bagsværd, stak nøglen i nøglehullet, gik ind og trak i maletøjet for at indlede et nyt kapitel, var det gennemtænkt. Hun havde intet sikkerhedsnet, og valget var et af de sværeste, hun havde truffet, men det var langtfra impulsstyret.

»Det var vildt pludselig at stå i atelieret – helt alene. Alle drømmene var blevet til virkelighed, og nu skulle jeg til at bevise mit værd »helt fra scratch«.

Hvad Trine Panum til gengæld ikke kunne vide, var, at det ville blive den værst tænkelige begyndelse. At hun skulle blive mødt med hård kritik og personligt stå på mål for en hel gruppe af udøvende kunstnere.

»Jeg lå ned og var virkelig ked af det. Kun fordi min mand talte kampgejst ind i mig igen, fik jeg rejst mig op og tænkt:

Jeg skal vise dem, skal jeg! På det tidspunkt tror jeg, der var gået et par måneder, fra jeg havde åbnet mit galleri.«

Balladen begyndte, da Trine Panum gav et interview til et magasin. Det fik en kunsthistoriker til at skrive en opfordring til alle om at »skelne mellem hobbykunstnere og rigtige kunstnere«. Trine Panum hørte afgjort ikke til i den sidste kategori, måtte man forstå. I onlinemagasinet Kunsten.nu opfordrede kunsthistorikeren til, »at ikke alle skal inviteres med til festen, for så er der ikke noget at fejre«. Om Trine Panum stod der:

»Hun kalder sig kunstner. Man kan godt forstå hende. Det ser virkelig ud som om, hun hygger sig. Håret skødesløst sat op, et par lysestager på malerbordet og en dejlig palet.«

Nogle linjer længere nede i kunsthistorikerens indlæg kunne man læse, »at kunstnerne gerne vil have, at alle kan være kunstnere, så man skal ikke holde sig tilbage. Er Trine Panum Kjeldsen kunstner? Nej, hun er ikke kunstner, hun er kreativ. Hendes frembringelser er kunstneriske, men bliver ikke dermed til kunst.«

»Jeg anede intet om artiklen og blev temmelig chokeret, da jeg via Facebook blev kontaktet af en, der fortalte mig, at jeg blev nedgjort på nettet,« siger Trine Panum.

»Sikke en velkomst, tænkte jeg. Jeg var overrasket over, at jeg skulle have de tæsk, og at kritikken var så personlig. Det gav mig en forsmag på, at den etablerede kunstverden kan være svær.«

Reddet af velrenommeret gallerist

En overgang mistede Trine Panum troen på projektet. Men kun ganske kort, for den negative omtale førte pludselig til et uventet tilbud fra en gallerist.

Ville hun udstille sine værker i hans kunstgalleri?

Redningsmanden var Knud Grothe, indehaver af et af landets mest velrenommerede gallerier af samme navn med en beliggenhed midt i Charlottenlund. Trine Panum kendte ikke Knud Grothe personligt og havde aldrig mødt ham. Men hun var mange gange kørt forbi galleriet på Jægersborg Allé og havde hver gang tænkt på de kunstnere, der var så dygtige,  at de havde fået mulighed for udstille deres værker netop her.

Knud Grothe havde siddet i sin bil på vej til galleriet, da han impulsivt have tændt for bilradioen. Programmet handlede om kunst og fangede med det samme hans interesse, for debattens fokus var, at kunstnertitlen ikke er en beskyttet titel. Et debatprogram med direkte inspiration fra kunsthistorikeren og med Trine Panum som eksempel på det, som kunsthistorikeren mente var en »hobbykunstner«.

»Knud Grothe har senere fortalt mig, at han efter programmet var nødt til med egne øjne at se, om det nu også var sådan noget lort, hende TV-værten havde malet. Han ringede til mig og sagde, han havde set billederne inde på min hjemmeside, og at han faktisk godt kunne lide dem. Og så inviterede Grothe mig til at udstille i galleriet. Det var det bedste, der overhovedet kunne ske. Jeg var glad helt ned i maven og følte mig respekteret som kunstner.«

Siden har hun flere gange udstillet hos Knud Grothe.

I dag er Trine Panum en veletableret kunstner, som løbende inviteres med på udstillinger i ind- og udland. Netop vendt hjem efter en udstilling i Ridehuset i Aarhus er hun ved at gøre sine billeder klar til påske, hvor turen går nordpå til Skagen med en udstilling på Galleri Molevit. Hun har solgt flere værker til købere i Sydeuropa, USA, Island og Norge.

»Det er med armene over hovedet, at jeg i dag kan sige, at jeg gjorde det! At det kan lade sig gøre at skifte livsbane, og at jeg har noget at byde på kunstnerisk. Det er jeg stolt over. Jeg har konstant fokus på at blive en dygtigere kunstner, og for mig handler det om at blive ved med at være nysgerrig og eksperimenterende med mit udtryk. Så længe mine værker er gode og gennemarbejdet bliver de solgt.«

En fordel at være kendt – men kun et stykke af vejen

Hun har aldrig villet udstilles, fordi hun engang var et kendt TV-ansigt.

»Flere har spurgt mig, om det har været en fordel at være kendt, når jeg har skullet sælge mine billeder, og mit svar er: Ja, det har det – et stykke af vejen. Men jeg sælger ikke billeder, blot fordi min signatur står i højre hjørne. Man overlever ikke som kunstner, hvis man tror, man kan bruge sin kendiseffekt til særligt meget. Det er hårdt arbejde, og malerierne skal naturligvis have et højt kunstnerisk niveau.«

Det karrieremæssige højdepunktet var i 2018, da Trine Panum blev inviteret med på udstillingen Art Herning, den største og mest respekterede og etablerede gallerimesse i Danmark.

»Her hang jeg ikke ret langt væk fra Carl Henning Pedersens værker til en million kroner. Så bliver man temmelig ydmyg og temmelig lille og tænker: Det var godt nok et flot selskab at komme i. Er jeg så blevet dygtig nok? Slet ikke. Der ligger mange, mange træningstimer forude. Hver eneste dag, jeg møder på arbejdet – for det er det, jeg gør – prøver jeg at finde mit udtryk på en ny måde. Hvordan kan jeg gøre det her bedre og anderledes end i går?«

I Trine Panums galleri vælter det skarpe sollys ind ad vinduerne. Abstrakte malerier hænger på væggene, og andre står pakket ind i cellofan, klar til afhentning af kunder, der har bestilt dem. Bagerst i lokalet står et langt arbejdsbord med malingbøtter overalt. Det er her, billederne bliver skabt – her kampene tager sin begyndelse.

Med til arbejdsdagene i galleriet, der typisk strækker sig over seks til syv timer, hører også en ensomhed, siger Trine Panum. Lange dage, hvor hun ikke taler med mange, men står med sine pensler og arbejder med sine lærreder uden for tid og rum. Det er en kunst i sig selv at stoppe i tide. At lade billederne tørre, gå væk fra dem og komme tilbage med en frisk hjerne, forklarer hun.

»Jeg har valgt ikke at indgå i et malefællesskab, og så må jeg jo lære at håndtere ensomheden, der følger med. Det har jeg det godt med nogle dage, mens jeg andre dage savner kolleger. Nogle gange når jeg kommer hjem, siger min mand: »Hold da op, har du ikke talt med nogen i dag?« Så snakker jeg fanden et øre af.«

Selv om hun fik en hård start på sin kunstnerkarriere, og selv om der var folk, der forsøgte at udelukke hende fra det gode selskab, fortryder hun ikke, at hun ikke gik efter en uddannelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra begyndelsen.

»Jeg kan ikke sige, at jeg fortryder, jeg ikke har gået på kunstakademiet, for jeg har heller aldrig gået på journalisthøjskolen. Jeg er cand.phil. i dansk og medievidenskab og tror, jeg er et menneske, der finder mine veje på en eller anden facon. Indtil videre er det gået fint. Jeg siger til mine børn: Få jer en rigtig god uddannelse. Det er vigtigt. Men husk også, at den uddannelse kan føre jer alle mulige steder hen. Flid, talent, arbejdsomhed, held, disciplin og vedholdenhed er en rigtig god kombination, og den kombination har nok bragt mig hen til de steder, hvor jeg selv har været.«

Hvis du ikke kan få den, du elsker ...

Men vigtigst af alt: Trine Panum fik en blanding af disciplin og selvstændighed med hjemmefra. Dyder, hun gerne vil give videre til sine egne tre børn på 22, 16 og ti år.

»Mine forældre har altid sagt: »Vi tror på, at du kan nå rigtig langt, hvis du vil arbejde hårdt for det.««

Opvæksten i Jylland med mor, far og storebror, golfspilleren Søren Kjeldsen, har haft stor betydning for de valg, hun siden har truffet.

»Da jeg var færdig i gymnasiet og skulle vælge min vej, søgte jeg ind på designskolen i Aalborg. Jeg ville gerne gå den kreative vej, men blev ikke optaget. Beskeden fra mine forældre var dengang, at når du ikke kan få den, du elsker, må du tage den, du kan få. I min opdragelse ligger det implicit, at man altid handler på nye situationer. Man står ikke og vakler. Man handler. Så jeg begyndte på universitetet.«

Kreativiteten blev lagt på hylden i en årrække, da hun efter kun tre ugers praktik på TV Aalborg blev studievært. I 1996 var hun med på holdet, der sendte TV 2s morgenflade i luften. Og så gik årene ellers. Men det kreative fik sneget sig ind igen.

Da hun for ti år siden gik på barsel med sit tredje barn, begyndte Trine Panum at smide en voksdug ud på spisebordet, når datteren sov. Hun købte pensler, maling og lærreder og gik lige så stille i gang med at genoplive sin gamle passion: kreativiteten og maleriet.

»Jeg kunne mærke, det var noget, jeg havde savnet meget mere, end jeg var klar over. Denne her helt særlige tilstand, hvor jeg bliver opslugt, glemmer tid og sted og bare skaber med mine hænder. En tilstand, hvor det er nødvendigt at bruge sig selv og sin hjerne på en helt anden måde. Det blev vanedannende og en stor kontrast til et hektisk liv med fuld fart på og masser af deadlines.«

Måtte ikke være på familiens bekostning

Da trangen til at springe ud som fuldtidskunstner kom snigende, spurgte hun tre mennesker tæt på hende: Sin mand, der repræsenterede den nødvendige støtte. Sin mor, som stod for den sunde skepsis. Og til sidst sin bror, der havde fravalgt universitetet og i stedet skabt sig en karriere som professionel golfspiller.

»Gør det, du føler mest for. Du lever kun én gang,« var den salut, der fik hende overbevist.

»Før jeg traf min endelige beslutning, var jeg begyndt at spare en pose penge sammen, så opstarten ikke ville blive så presset rent økonomisk. Jeg ville have min mands opbakning, men økonomisk jeg ville kunne stå på egne ben. Det var min drøm om et liv med kunsten, men ikke på min families bekostning.«

I dag er det ikke længere vigtigt, hvad andre mener. Siden en kunstkritiker bankede hende i gulvet for seks år siden, har Trine Panum fået solidt fat i den pensel, der har vist sig at være både en ven og et levebrød. Hvad folk kalder hende, interesserer hende ikke alverden. Hendes malerier har for længst fået flyvehøjde. Det samme har resten af hendes nye tilværelse.

»Jeg er i dag en langt bedre og gladere udgave af mig selv – og det må du også gerne citere min mand for at sige,« griner Trine Panum.