Nu åbner metroen på den fine allé: »Jeg synes ikke, man skal lave alt for meget om på det gamle Frederiksberg«

Med Cityringen kommer Frederiksberg Allé til at åbne sig for nye mennesker, mener de forretningsdrivende, der gerne ser mere liv og endnu flere promenerende gæster. Men kædebutikker er de ikke interesserede i.

Der bliver arbejdet på højtryk på pladsen foran metrostationen på Frederiksberg Allé. Forpladsen biler ikke klar til åbningen, men det ændrer ikke på, at man kan bruge stationen fra på søndag. Niels Christian Vilmann

Noget tyder på, at der skal arbejdes i døgndrift frem til søndag, hvor den nye station på Frederiksberg Allé åbner. Her, hvor Platanvej munder ud i den brede allé, er kranerne stadig i fuld gang på pladsen foran byggeriet, der både rummer selve metroen, boliger og Madkulturens Hus, hvor forbipasserende kan købe en bid med på vejen.

Få meter væk, på Promenaden, som siden 1932 har forsynet frederiksbergborgerne med mad og drikke, følger indehaveren, Jakob Blom, byggeriet på nært hold. Han er stor fan af metroen, proklamerer han, da vi træder inde for i lokalerne, der blev renoveret, da han overtog dem i 2017.