Katte-videoer, en ensom dresseret elefant og døde fluer: Ny udstilling på Arken vil meget, men bevæger ikke

Vores forhold til dyr er temaet for en udstilling på Arken. »Dyr i kunsten« vil gerne underholde og bevæge os, men det lykkes ikke rigtig, lyder dommen fra vores anmelder.

Nogle af værkerne på Arkens udstilling spiller på det absurde, som for eksempel Martin Firmans meget tunge elefant, der så let som ingenting har suget sig fast til væggen med sin snabel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto

Det er godt nok sjældent, at en kunstpublikation indledes med en fjollet vittighed. Den vender vi tilbage til.

Det gør forordet i kataloget til »Dyr i kunsten«, Arkens nye udstilling, der er som designet til at indhente nogle af de sidste par måneders mistede billetindtægter.

Som navnet antyder, er »Dyr i kunsten« en temaudstilling om nogle af de levende væsener, vi alle har et forhold til. Hvad enten det er farlige rovdyr, kæledyr, dyr, vi spiser eller har stærke holdninger til, at det bør man ikke gøre. Dyr, vi irriterede og skødesløst slår ihjel, som fluer og andre insekter, og zoologiske havers søde dyr, hvis bortgang vækker sorg i dele af befolkningen.

Som en optakt til udstillingen »Dyr i kunsten« viser Arken i sin såkaldte kunstakse tillige en udstilling af Paola Pivi med titlen »We are the Alaskan Tourists«. De farlige rovdyr ser søde og plyssede ud. Men kommer man tættere på de enkelte skulpturer, fornemmer man, at det er de på ingen måde. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Udstillingen rækker ikke tilbage til ældre fremstillinger af dyr, men koncentrerer sig med få undtagelser om værker fra det sidste par tiår. Materialer og medier er helt overvejende skulptur og installation, video og fotografi, som er valgt ud fra, om de kommenterer eller illustrerer de problemstillinger, udstillingen belyser. Først og fremmest vores trang til at tillægge dyr menneskelige træk og kvaliteter.

Måske er det vores bedste strategi for overhovedet at forsøge at forstå skabninger, vi ikke kan tale med? Ja, selvfølgelig, bortset fra vores egne hunde og katte, som helt sikkert forstår, hvad vi siger til dem, og også selv er i stand til at fortælle, hvordan de har det. De 250 procent nuttede dyr, med andre ord. På udstillingen er der eksempler, der formodentlig overgår selv de mest bedårende kattevideoer på de såkaldt sociale medier.

Det gælder for eksempel Martin Eders hvinende søde malerier forestillende killinger, undertiden endda omgivet af sommerfugle, eller en video af Cory Arcangel, bestående af sammenklippede YouTube-klip af katte, der er så musikalske, at de kan spille klaver. Meget imponerende taget i betragtning af, at det er en komposition af Arnold Schönberg.

Nogle af værkerne på Arkens udstilling spiller på det absurde, som for eksempel Martin Firmans meget tunge elefant, der så let som ingenting har suget sig fast til væggen med sin snabel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.

Elefantens sørgmodige øjne

I samme kategori optræder tre opretstående katte med tøj på, der ligner noget, som er trådt ud af et eventyr og kigger på os med så bedende øjne – en tåre triller ned i pelsen – at de fleste må overgive sig. Som vi gør, når dyr har brug for hjælp. Om hjælpen så er aflivning, hvilket er en pligt, ejere af kæledyr undertiden må påtage sig.

Ansvaret for fjedrede og firbenede dyr er et tema i udstillingen, i og med at flere bidrag kredser om dyr i fangenskab. Værker af blandt andre Pascal Bernier, Candida Höfer og Richard Barnes undersøger dyr i zoologiske haver og udstoppede dyr til både underholdning og undren. Eller i cirkus. Apropos dramaet herhjemme med de elefanter, der blev erhvervet fra Cirkus Arena for 11 millioner kroner og nu er gået på pension i Knuthenborg Safaripark.

En omfangsrig videoinstallation af Douglas Gordon, »Play Dead; Real Time (this way, that way, the other way)«, viser optagelser fra New York af en dresseret elefant i et stort, hvidt gallerirum, der understreger den totale fremmedgørelse, dyret oplever.

Væk fra naturen, fra artsfæller og for den sags skyld de vante rammer i det cirkus, hvor den holdes i fangenskab, gentager elefanten mekanisk de samme bevægelser, den er trænet til at gøre. Blot til almindelig almindelig morskab over det store klodsede dyr, der kun med vanskelighed kommer op, når den er kommanderet til at lægge sig ned og spille død, jævnfør værkets titel. En mindre skærm i hjørnet af museets store udstillingssal viser blot et udsnit af elefanten med dens øje, der bare kigger på betragteren, som må spørge sig selv: Hvordan er det, vi bruger vores medskabninger? Er det virkelig etisk forsvarligt? Og det gælder så ikke kun cirkuselefanter.

Ikke alle skulpturer rummer et afgrundsdybt filosofisk erkendelsepotentiale. Undertiden er en skulptur blot en sjov sammenstilling som John Baldessaris dromedar, der spekulerer på, hvordan den i alverden kommer gennem nåleøjet. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Dyrenes karneval

Der er noget med dyrenes øjne, der går igen i udstillingens værker. De appellerer og får os til at tillægge dyrene en intelligens og en »sjæl«, som måske blot er instinkt. Elefantens intense, sørgmodige øjne er et eksempel. De overdrevent nuttede killinger et andet. Og så er der alle de afskyvækkende dyr, som udstillingen også rummer et par eksempler på.

Den britiske billedkunstner Damien Hirst kredser i sine værker ofte om død, forgængelighed og livets cyklus og er repræsenteret med et mere end to meter i diameter stort rundt vægobjekt. Det ligner et minimalistisk sort maleri, men det udgøres af et meget, meget stort antal døde fluer, og dem er vi vel i bred almindelighed ikke utilfredse over at være sluppet af med?

Insekters øjne er kolde og uhyggelige, og meget bedre bliver det ikke med rotterne, som vist kun i de mest outrerede punkkredse engang i sidste århundrede kunne kvalificere sig til kæledyr. Vi andre hader dem og deres stikkende øjne og ser dem gerne udryddet – eller i hvert fald forvist til naboens have. Men i Arken er der også plads til rotter, og de er ydermere i færd med at formere sig, kan man se i en sjov lille skulptur af Tim Noble og Sue Webster, der hedder »Metal Fucking Rats«: På gulvet ligger en samling skrot og ligner et harmløst udsnit af en losseplads. Men der er så en projektør, der oplyser ansamlingen, hvorved der tegnes et skyggebillede på væggen, der afslører præcisionen i skulpturens titel.

Skønt der udelukkende er nyere værker med, er udstillingen en mental rejse i vores opfattelse af dyret – fra en mange tusinde år gammel tegning på en væg i en klippehule over beretningen om Noahs ark (og med den en bekræftelse af et guddommeligt dekret om menneskets og dyrenes samhørighed og skæbnefællesskab) til en begyndende videnskabelig interesse for dyr. Det sidste repræsenteret af Albrecht Dürers berømte tryk, forestillende et næsehorn. Det er fra 1500-tallet og dermed fra en tid, vi forbinder med de store opdagelsesrejser. Europa udforsker og underlægger sig store dele af verden og dens beboere, herunder dyrene.

I slutningen af udstillingen fabuleres over, om mennesket i fremtiden vil kunne kommunikere med nogle dyr. Altså ud over den intelligente hund og kat hjemme i boligen, der selvfølgelig forstår, hvad det er, man siger. Undertiden meget, meget bedre end andre mennesker.

Den amerikanske billedkunstner William Wegman er mest kendt for sine portrætter af hunde, der opfører sig meget menneskeligt, som nu dette billede fra 2005, der selvfølgelig hedder »Looking Right«. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Stjernholm.

Menneskets bedste venner

Udstillingens værker lægger på så mange måder op til, at den besøgende overvejer sit eget forhold til dyr. Hvorfor er der dyr, vi elsker, frygter, hader, afskyr og så videre? Ikke belærende, men inviterende.

På den måde er »Dyr i kunsten« en begavet og involverende udstilling, der ligger i tråd med museets mangeårige ideal om, at gæster skal have en tanke med hjem. Mindst. Altså kunstmuseet som et led i en forestilling om dannelse og om kunst og kultur som en naturlig platform for møder mellem selvstændige mennesker i et frit samfund.

»Dyr i kunsten« er underholdende, den inviterer til diskussion. Men emnet taget i betragtning – vores følelsesfulde forhold til dyr – blev jeg ikke bevæget undervejs, og det kan undre, at udstillingen kun taler til intellektet. Netop temaet taget i betragtning.

Peter Holst Henckel bidrager til Arkens udstilling med sin serie »World of Butterflies«, der består af 68 enkelttryk hver især forestillende en sommerfugl knyttet til en bestemt lokalitet i verden – hvor der så også er en overflod af mord, vold og modbydelighed. Her er vi i Teheran i Iran. Fold sammen
Læs mere

Det kan selvfølgelig skyldes, at Deres udsendte er særligt kynisk og afstumpet. Men der var ikke noget overvældende ved mødet med værkerne. Det skulle da lige være Peter Holst Henckels sommerfugleserie, hvor det finurlige er, at det skrøbelige dyrs smukke vinger delvist skjuler frygtelige scener fra historiske begivenheder: Krig, mord, vold, undertrykkelse, tortur og andre af de modbydelige ting, mennesker gør mod hinanden. Og mod dyrene for den sags skyld.

Dyr i kunsten. Kunstmuseet Arken, Ishøj. Tirsdage-søndage 10-17, onsdage tillige til 21. Tidsbestilling på arken.dk. Til 10. januar 2021.