Emil Thorup: »Det er en luksus at omgive sig med noget ubrugeligt, der har brug for min kærlighed«

Vi skal passe på med at knytte os så meget til tingene, at vi ikke bruger dem nok. Vi skal slide på vores hjem, og vi skal give plads til planter, der er så enorme, at de burde betale husleje. Designer og TV-vært Emil Thorup fortæller historien om fem ting, han ville redde, hvis huset brændte.

TV-vært og autodidakt møbeldesigner, Emil Thorup, inviterer ind i sin lejlighed på Nikolaj Plads og viser de fem ting, der først ville blive reddet, hvis hjemmet brændte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Emil Thorup er designer forklædt som TV-vært. Han blev ganske vist kendt som autodidakt sidekick til Casper Christensen i programmet »Aloha«, og han har siden lavet et væld af programmer på både radio og TV..Senest på programmet »Nybyggerne« på TV2.

For tre år siden kastede han sig over møbeldesign, og skabte virksomheden Handvärk. Hans møbler sælges nu i mere end 35 lande, og på kundelisten står blandt andet Aston Martin i Tokyo og The Berkeley Hotel i London. For var han med til at åbne Handvärks første butik i Nordhavn. Han elsker former, farver, design og indretning, men alligevel advarer han mod, at man knytter sig for meget til det tingslige.

»Hvis du spørger mig oprigtigt, hvad jeg ville redde, hvis huset brændte, så er svaret faktisk ingenting. Hvis dit hus brænder, så løb! Jeg forstår ikke, når folk personificerer ting eller ikke vil leje ud på AirBnB, fordi de er bange for at chatollet går i stykker,« siger Emil Thorup.

Alligevel åbner han her Berlingskes nye boligserie og giver sit bud på, hvilke fem ting i hans hjem, der betyder mest.

Farmors cello

»Jeg er fra en musikerfamilie. Akademikere med masser af åndsliv og ingen penge. Celloen har jeg arvet af min farmor, som jeg elskede. Hun lignede ikke andre farmødre. Hun havde kort hår, kunne lide pangfarver og kørte hurtigt i sin lille røde bil. Og så var hun den type, der ikke syntes, at det var nok, at vi holdt jul en gang om året. Så vi holdt jul hvert halve år, både i juni og i december. Med gaver, træ og flæskesteg. Jeg spillede på celloen fra jeg var seks til tolv år. Jeg stoppede, da jeg blev bedre end læreren, og jeg har ikke spillet på den siden. Min farmor døde for 15 år siden, og der arvede jeg celloen. Den har haft en periode, hvor den lå i kælderen, men nu er den oppe og taget til nåde igen. Måske som det eneste objekt, jeg rigtigt dvæler ved. Jeg var det første barnebarn ud af 16 i en skilsmissefamilie, så jeg havde jo otte bedsteforældre, der forgudede mig. Man skal ikke læse meget op på Freud for at forstå, hvorfor jeg er så opmærksomhedssøgende og selvbevidst. Men farmor var min absolutte yndling blandt bedsteforældrene, og celloen minder mig om hende.«

Emils Thorups cello er et arvestykke fra hans flamboyante farmor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Den absurd store plante

»Den gigantiske plante blev købt som en lille diskret sag. Nu er den så stor, at vi overvejer, om den skal betale husleje. Jeg fik en voldsom kærlighed til planter for fem år siden. Det blev vigtigt for mig at passe og pleje noget. Jeg mødte en dame fra noget, der hedder Greenify, hvor de simpelthen skræddersyer plantekoncepter til dit hjem. De sørger også for, at planterne får den rigtige jord og breder sig i den rigtige størrelse krukke - og så leverer de direkte i dit hjem. Det kunne jeg slet ikke styre min begejstring over! Jeg gik lidt amok i starten, hvor min kæreste påpegede at vores hjem mest af alt lignede Randers Regnskovs satellitafdeling. Det er vist ret typisk mænd. Hvis vi går op i noget, så går vi all in. Hvis vi skal have en bil, skal den helst have en hækspoiler, der er så imposant, at den rammer månen. Nu har jeg sorteret lidt i landskabet, men den store plante bliver! I en tid, hvor vi omgiver os med digitale ting, og jeg selv arbejder med livløse materialer, så føles det som en særlig luksus at omgive sig med noget ubrugeligt, der har brug for min kærlighed.«

Planten i stuen er vokset sig så stor, at den burde betale husleje. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

» Alt det bullshit man siger om respekt for tingene og enkelheden, er jo faktisk idealer der er værd at tilstræbe«


Det overlegne spejl

»Handvärk var en ret etableret virksomhed, da vi begyndte at arbejde med eksterne designere. Det her spejl er den første prototype fra vores samarbejde med Aleksej Iskos, og det er for mig blevet symbolet på det totalt gnidningsfri samarbejde. Han kunne bare køre det hele selv. Han var så professionel: Han pitchede ideen, fandt de bedste producenter, skrev teksten om sit værk og håndterede alle led af processen. Det var en kæmpe oplevelse, at arbejde med så stor en faglig kapacitet. Og så var det et stort skulderklap til mig og min partner. I Handvärk har vi efterhånden et godt greb om vores forretning, og hvordan vi styrer vores branding, men alle processerne bag produktionen er vi stadig ved at udvikle. Spejlet er lige så enkelt og lækkert at se på, som processen bag dets tilblivelse har været.«

»Spejlet er lige så enkelt og lækkert at se på, som processen bag dets tilblivelse har været,« siger Emil Thorup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Den kuriøse krystalsamling

»Jeg holder ikke øje med trends. De designs, jeg laver, er ting, jeg hiver ud af mit eget krøllede hoved. Hvis jeg rammer noget, der er tidsvarende, er jeg ikke klar over det. Jeg opsøger ikke inspiration. Men jeg er begyndt at samle på ting, der taler til mig. Jeg begyndte, ret laissez-faire, at indkøbe krystalglas for nogle år siden, og det har udviklet sig til en samling. Helt fra jeg var barn, har jeg været ligesom skaden, der elsker ting, som glimter. Jeg er bevidst gået efter de billige krystalglas, som du kan finde på et marked i Fjerritslev til en 20er, og så opdage tilsvarende blive solgt for 1200 kroner i i Beau Marché ugen efter. De fleste krystalting står her bare til pynt, men jeg drikker af krystalglas hver dag. Der er en nydelse i at have noget i hænderne, der har en vis tyngde og er skarpt skåret. Fælles for alle mine ting er, at de må bruges til hudløshed. Vi skal ikke gå og passe på alting. Jeg elsker skarpe kanter. Det har jeg altid dyrket. I min frisure og i mine møbler. Krystal er det her fascinerende naturmateriale, der bliver slebet i afmålte kanter, og så er det perfekt.«

En laissez-faire samling af krystal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Keramikflip fra Japan

»Jeg er helt vild med Japan, og har været der syv gange på tre år. Min kæreste og jeg var der i januar, hvor vi skulle flyve direkte ud af Tokyo, så der fyldte vi to kufferter med keramik. Jeg var der første gang for tre år siden med min partner i firmaet, Kristian Rohde. Vi tog mest derud fordi vi begge elsker sushi. Vi var kun væk i en uge, men vi kom hjem som nye mennesker. Siden da har vi prøvet at køre den der japanske perfektionisme indover alt, hvad vi laver. Alt det bullshit man siger om respekt for tingene og enkelheden, er jo faktisk idealer der er værd at tilstræbe. Jeg er vild med måden fællesskabet går forud for individet i den japanske kultur. Tokyo er jo en anden planet, for der er rent alle vegne og du kan efterlade din telefon på gaden uden at nogen ville stjæle den. Den japanske keramik har styr på formgivningen, men giver los i glaseringerne og bløder op i mit kantede hjem.«

Den japanske keramik bløder op i det ellers strømlinede hjem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.