Arkitekturanmeldelse af Københavns Museum: Fire stjerner til spøjst hus

Det tidligere Overformynderi i Stormgade er genopstået som Københavns Museum. Det er spraglet, det er håndmalet – og ret fantastisk.

Huset i Stormgade, som blev bygget til Overformynderiet i 1893, er udformet som en italiensk villa. Det er tegnet af Hans J. Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

»1ste Sal. OVERFORMYNDEREN« står der malet på væggen, lige når man kommer ind i det nye Københavns Museum i Stormgade. I det store, gule og hvælvede rum længere fremme ser man en kæmpestor trappe, et skakternet gulv og en kulørt glasmosaik i vinduet på reposen.

Det er pragt- og magtarkitektur, dette her – det er simpelt hen OVERFORMYNDERIET:  Et kommunalt kontor, der administrerede penge for umyndige personer, hvilket i gamle dage var både kvinder og børn.

Bygningen, der er fra 1893, blev tegnet af Hans J. Holm, en af tidens flittigste og mest markante arkitekter. Holm havde stået i lære hos J.D. Herholdt (ham med Universitetsbiblioteket) og var ligesom han inspireret af både dansk middelalderarkitektur og italiensk renæssance. Holm har blandt andet tegnet Diakonissestiftelsen og det gamle Det Kongelige Bibliotek på Slotsholmen.

Den spraglede og meget imponerende kuppelfoyer er blevet genskabt, som den stod for 127 år siden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

En ukendt bygning

Når de fleste har gået eller cyklet forbi bygningen dér på hjørnet af Stormgade og Vester Voldgade i årevis uden at lægge mærke til den, skyldes det dels, at den ligger bag en høj mur, og dels, at den i de seneste mange år ikke har haft nogen udadvendt funktion. Overformynderiet flyttede til en ny og meget større bygning på Holmens Kanal i 1937, hvorefter bygningen i Stormgade blev benyttet af sundhedsplejen og senere af Københavns Kommunes boligadministration.

Da Bymuseet så skulle finde nye og større lokaler, faldt øjnene på bygningen her – og den passer perfekt til formålet. Den flytter helt af sig selv tyngdepunktet for museets formidling af Københavns historie til gründer-årene efter voldenes fald – da også Rådhuset og det første moderne København blev bygget.

»De består med glans den ultimative prøve for renoveringer: Når man går rundt i bygningen, tænker man hele tiden: Har de overhovedet gjort noget her?«


Overformynderiets bygning, der på ydersiden er holdt i en ret stringent italiensk stil med en kvaderstensbase og røde teglmure med nogle fine dekorationspartier i stueetagen, trængte i høj grad til en kærlig hånd på indersiden.

Godt hundrede år som kontorbygning havde sat deres spor, så da arkitekterne fra Rørbæk og Møller i samarbejde med Leth og Gori gik i gang med restaureringsprojektet, var den første opgave at skrælle tykke lag af gipsvægge, nålefilt, installationslofter og meget andet kontorindretning af for at komme ind til husets oprindelige struktur.

Arkitekterne har derefter primært koncentreret sig om at fremdrage den originale bygning og få den til at kunne fungere som et moderne museum. Det vil sige, at de har skullet finde plads til ustyrlige mængder af kabler og teknik og samtidig skullet skjule det hele, så huset ser ud som for 120 år siden.

Og man må sige, at det i høj grad er lykkedes for holdet bag renoveringen. De består med glans den ultimative prøve for renoveringer: Når man går rundt i bygningen, tænker man hele tiden: Har de overhovedet gjort noget her?

Et spøjst hus

Bygningen er pudsig i dag og har nok altid været det. Indgangsdøren i gårdens skrå hjørne leder ad en fortrappe til det vilde og vildt overdimensionerede trapperum, hvor der i den høje stueetage oprindeligt også var ventesal, og hvor man kunne beundre Agnes Slott-Møllers tidstypiske glasmosaik af mødre og børn: de udsatte stakler, som Overformynderiet beskyttede.

Husets logik har været klart defineret fra begyndelsen med de udadvendte funktioner som for eksempel pengeudbetaling i østfløjen og de indadvendte i den vestlige ditto. Holm markerede den funktionelle forskel med sin arkitektur og brugte således store bjælker til at bære etagerne i østfløjen, mens vestfløjen har murede krydshvælvinger. Når huset som nu er lukket op, så at sige, og dermed skal fungere som ét sammenhængende flow, er den oplevelse en spøjs kontrast.

I det hele taget er huset mest af alt netop et spøjst hus. En bygning, hvor stilarter, overflader, materialer og konstruktioner stritter i alle retninger, når man først er kommet indenfor. Og et hus med et meget upraktisk forhold mellem transportarealer – som gange og trapper – og rum, man egentlig kan bruge til noget, den såkaldte brutto/netto-faktor.

Det store trapperum er smukt, men det optager virkelig meget plads i det nye bymuseum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Malede mønstre

Selve rummene er ikke overlegent velproportionerede, men hele tiden lidt for store, lidt for små eller lidt for brede til at føles behagelige, men arkitektholdet bag restaureringen har formået at lege med på husets eget udgangspunkt og har skabt deres tilføjelser med den største respekt.

I østfløjen ud mod gården er der kommet en lille café med nogle vanvittigt fristende croissanter, som folkene bag disken sværger, at de bager selv. Her har arkitekterne lavet nogle nydelige »skandinaviske« bænke med skindbetrukne hynder. En stil, der klart adskiller sig fra husets og netop dermed selv fortæller, at vi har at gøre med en tilføjelse.

Helt fra begyndelsen var Overformynderiets lofter – både kuppel- og bjælkelofter – smukt farvesat og dekoreret med frescomalede bladmønstre. Disse mønstre, byvåben og vignetter er blevet renset og genskabt med største omhu. Blandt andet et fint billede af et smilende svøbelsesbarn med tre nøgler i hænderne som symbol på, at det var her, man passede på pengene til de små.

Husets døre blev udstyret med speciallavede ugleansigtsformede nøglehulsbeslag, som naturligvis også er blevet genskabt, og i det hele taget kan man ikke lade være med at måbe over den detaljering og den omhu, man uden tøven lagde i en kommunal bygning for hundrede år siden.

Restaurering og museum

I ægteskabet mellem bygning og museum har man ikke ramt helt så rent som med selve bygningen.

I overensstemmelse med den gode latin inden for restaurering for tiden er alle montrer og museumselementer sat ind i bygningen, så man nemt kan se, hvad det nye er, og så det kan fjernes igen. Reversibilitet kalder restaureringsfolkene den slags, og det er meget godt.

Problemet er bare, at i et så højtråbende hus som Overformynderiet kommer museet til at virke som en lidt genert gæst ved et larmende selskab. Man føler, at der er langt mellem udstillingsrummene, og at det egentlig er en forbavsende lille udstilling, der vises i det meget store hus. Alle nye tiltag er vidunderligt diskret udført, men man ville ønske, at nogen havde turdet slå lidt hårdere til søren – bare i et enkelt rum eller to.

Den lille mislyd ændrer dog ikke ved, at det er et fornemt hus, vi har fået tilbage. Københavns Museum har fået et perfekt sted at være, og vi har fået et nyt blik på byen. Både gennem historiens prisme i museet og gennem mødet med et helt autentisk stykke 1890er-arkitektur.