Hudfarve og race kan være sprængfarlige emner for en amerikansk politiker. I USA har det vakt voldsom opsigt, at Virginias guvernør Ralph Northam har erkendt, at han i 1984 malede sig sort i ansigtet for at ligne Michael Jackson ved en udklædningsfest. Kritikere beskylder Northam for »blackfacing« med racistiske undertoner, der peger tilbage til USAs fortid som slavenation og de såkaldte minstrel-shows, hvor hvide klæder sig ud som farvede.
I Danmark kan det være del af et fremstød for mangfoldighed og tolerance, når hvide politikere lader sig male sorte i ansigtet. I hvert fald hvis man spørger socialdemokraten og forhenværende handels- og udviklingsminister Mogens Jensen. På Folkemødet på Bornholm i 2012 lod han sig male sort i ansigtet (billedet) for at fremme forståelsen for forskellighed. Sammen med blandt andre Özlem Cekic var aktionen del af en happening med titlen »Med andre Øjne«, som var arrangeret på vegne af Institut for Menneskerettigheder.