Sebastian Joubert Kaimson var den eneste sorte elev i børnehaveklassen. Lige indtil en særlig dag, da lærerne forvandlede hans hvide klassekammerater til mørke børn med sort ansigtsmaling. Til gengæld fik Sebastian selv farvet ansigtet med hvid maling som led i børnehaveklassens store »omvendt-dag«.

»Det var jo sjov. Det var for, at vi kunne lære hinanden at kende på en anderledes måde,« siger Sebastian Joubert Kaimson, der er formand for Konservativ Ungdom i Stor-Århus.