Godmorgen. Det er torsdag, der er nyheder, og de er igen i dag præget af den verdensomspændende covid-19-pandemi. Men ikke kun.
Vi begynder med de tørre tal, som i dansk kontekst udvikler sig så lidt, at eksperterne har svært ved at sige noget klogt om dem, men det ser ud som om, at badesæsonen langs den sjællandske nordkyst har en lille betydning.
Dagens tal:
Bekræftede smittede: 11.771
Indlagte: 100
Indlagte på intensiv: 20
Antal døde: 580
Bekræftede smittede på verdensplan: 6.432.370
Døde på verdensplan: 385.991
Kilder: Statens Serum Institut og Johns Hopkins University
Jagtet af antifascister
Præsident Donald Trump har identificeret hovedfjenden i de landsdækkende protester imod politivold mod sorte. Trump vil have den antifascistiske organisation Antifa på landets terrorliste. Netop Antifa-bevægelsens voldelige metoder har Berlingskes sikkerhedspolitiske korrespondent Kristian Mouritzen oplevet flere gange, og han skriver om oplevelserne:
»Jeg har selv været alt for tæt på dem en del gange. For eksempel i Baltimores slumområde nord for byen, hvor man som hvid normalt aldrig færdes – især ikke om natten. Der stod jeg i 2015 i et flammehav af brændende biler og butikker og talte med de fredelige demonstranter, mens jeg ud af øjenkrogen holdt øje med en skikkelse på den anden side af gaden.«
»Han havde også holdt øje med mig i et stykke tid og mente, at jeg med mit iPhone-kamera var gået for tæt på begivenhederne og dermed for tæt på ham. Jeg livestreamede video hjem til redaktionen, mens jeg kommenterede det, der skete. Han øjnede en chance for at slå mig ned og fratage mig min mobiltelefon, da jeg gik ned ad en anden gade for at nå frem til min bil. Han satte i stærkt løb efter mig.«
Læs, hvordan episoden endte, her.
Grønne topchefer kritiserer Mette Frederiksen
Black Lives Matter har også demonstreret overalt i Europa, men primært på fredelig vis, så her er covid-19 og den tilhørende økonomiske krise øverst på dagsordenen. Efter lidt indledende nølen også på EUs dagsorden, og i Berlingske kan man læse, at flere af Danmarks grønne topchefer direkte opfordrer statsminister Mette Frederiksen (S) til at melde sig ud af det, de kalder EUs sparebande. Europa-Kommissionen har foreslået en enorm genopretningsplan efter coronakrisen i form af en fond på 5.600 milliarder kroner med stort fokus på grøn omstilling.
Men Danmark er et blot fire lande, der modsætter sig Europa-Kommissionens plan, og det undrer topcheferne i Grundfos og Vestas. Dels fordi det er det rigtige at gøre at hjælpe Sydeuropa, og dels fordi mulighederne for eksportindtægter vil være større end udgifterne til fonden.
»Hvis Danmark sætter sig på bagbenene i det her spørgsmål, øges risikoen for, at de muligheder aldrig materialiserer sig. Danske eksportvirksomheder har enorm eksport til nogle af de lande i Sydeuropa, som er hårdest presset lige nu. Grundfos sælger alene i Italien for over en millard kroner,« siger Grundfos-topchef Mads Nipper til Berlingske og fortsætter:
»Jeg er helt overbevist om, at når vi gør boet op, vil indtægterne til Danmark via eksport og samarbejde som følge af den her hjælpepakke langt overstige regningen forbundet med den. Vi vinder langt mere på at læne os helhjertet ind i EU og støtte de her nationer, end det vil koste os.«
Læs hele historien her.
Flere nye smittede i Skåne end i København
Jyllands-Posten har set nærmere på den dansk-svenske grænse og stiller spørgsmålet: Er København virkelig hårdere ramt af corona end Skåne?
Spørgsmålet er relevant, fordi politikere på begge sider af Øresund har brugt smittetal som argument for at åbne grænsen mellem de to regioner.
Svaret afhænger af opgørelsesmetoden. Hvis man ser på hele perioden med covid-19-smitte i Skåne og Region Hovedstaden, så er den danske hovedstad næsten tre gange så hårdt ramt. Men ser man på de seneste 14 dage, er billedet anderledes, og Skåne er en smule hårdere ramt. Det får Jan Pravsgaard Christensen, professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, til at advare imod at åbne grænsen på samme måde, som grænsen til Tyskland er blevet åbnet.
»Vi må forvente, at gæster fra Tyskland typisk vil opholde sig i et sommerhus på Vestkysten og dermed ikke udgøre nogen stor smittefare. Svenske turister, som kommer til København – hvis de altså får lov – vil samles om seværdigheder, på pladser og cafeer, gå på museer og shoppe. Alle steder, hvor der kommer mange mennesker, og hvor risikoen for smittespredning dermed er større,« siger han til Jyllands-Posten her.
Coronakrisen har været godt for folkeskolen
I Politiken har både en pædagogisk professor og SF opdaget, at færre elever pr. lærer og færre undervisningstimer under coronakrisen faktisk har været godt for folkeskolen. Derfor foreslår SF nu, at folkeskolen laves om igen, igen. Denne gang så eleverne bliver undervist færre timer. Som under coronakrisen.
»Vi har nu fået det endegyldige bevis for, at lange skoledage ikke virker. Der går tid, før der kommer en vaccine, så lad os lave en folkeskole med færre elever i klasserne og mere tid til den enkelte«, siger SFs undervisningsordfører Jacob Mark.
Læs historien her.
Studenterne får lov til at fejre eksaminerne
Covid-19-pandemien har været ungdommens forsømte forår. Frarøvet skolegang og socialt samvær har de unge oven i købet måttet finde sig i mistænkeliggørelse fra Danmarks ypperste epidemiekspert, faglig direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak. Mens tulipanerne blomstrede, og træerne sprang ud, besluttede Kåre Mølbak at sige følgende om tidens artige ungdom til DR:
»Jeg ved, det er en aldersgruppe, der nogle gange kan have svært ved at tænke sig om, men så må de prøve at tage nogle snakke med sig selv og deres egen samvittighed i forhold til, at de også har et ansvar for samfundet.«
Den karakteristik af den hårdt prøvede ungdom kunne direktøren for Rigshospitalet på ingen måde genkende, så han forsvarede de unge og roste dem for deres ansvarlighed, og samme ansvarlighed bliver nu belønnet af et enigt folketing, som vil give landets cirka 50.000 studenter lov til at køre rundt i hestevogne, lastbiler og busser og fejre eksamen. Med alkohol, vel at mærke.
»For de unge er studenterkørslen helt uden sammenligning den vigtigste begivenhed, og derfor er det glædeligt, at de unge får lov til at sætte et festligt punktum for deres uddannelse og i øvrigt for et svært forår i coronaens tegn. Det er så velfortjent. Vognkørsel er en stor oplevelse, man kun har én gang i livet,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil her.
Det sker ikke i dag:
Festivalen Northside i Aarhus er aflyst.
Gadefestivalen Distortion i København er aflyst.
Begge dele på grund af covid-19.