Man kan ikke sige, at vi ikke var advaret. I tre årtier har videnskabsfolk og meteorologer fortalt os, at verden bliver varmere. At klimaet er under forandring, og at det vil ændre kloden på måder, vi knap forstår omfanget af.
Det er bare ikke rigtig feset ind. Før nu.
I 2018 talte vi ikke bare om vejret. Vi talte om klimaet. Om røde bøffer, der gav dårlig klimasmag i munden. Om flyrejser lastet med dårlig samvittighed. Om dobbeltmoralen hos alle os velinformerede, fleksitarisk spisende og hændervridende danskere, som samtidig udleder 17 gange så meget CO2 per næse som en gennemsnits-inder.
I oktober landede en dyster rapport fra FNs klimapanel (IPPC), som fastslog, at verden må indstille sig på »hurtige, vidtrækkende og hidtil usete forandringer« af vores måde at leve og indrette os på, hvis vi skal gøre os håb om at holde den globale temperaturstigning på et tåleligt niveau. Alternativet hedder dramatisk stigende have, områder ved kysterne, som bliver ubeboelige, millioner af klimaflygtninge og ekstremt vejr jorden rundt.
Klimapanelet har banket i dommedagstrommerne før. Men årets rapport landede i den danske bevidsthed oven på en sommer, som begyndte i april og sluttede engang henne i oktober.
Med 804 soltimer præsterede 2018 den solrigeste danske sommer i 90 år og endte blandt de to varmeste i 144 år.
Danskerne gik efterhånden rundt og lignede garvede læderhuder, kommunerne måtte én efter én indføre vandings- og afbrændingsforbud, og tropedøgn efter tropedøgn passerede. Mens det normalt så grønne sommerland efterhånden blev reduceret til brankede marker og brune plæner var det som om, at danskernes begejstring over de sydlandske tilstande blev afløst af beklemthed: Hvor fedt er det lige, hvis 33 plusgrader, tørke, fejlslagen høst og algeinficeret hav er den nye normal?
Skovbrande, varmerekord og dystre advarsler
Også uden for Danmarks grænser opførte vejr, vind og varme sig mærkeligt.
I Oman oplevede man i juni den varmeste nat nogensinde - på intet tidspunkt kom temperaturen under 42,6 grader. I Pakistan målte man en aprildag 50,2 grader. I Japan kom sommeren med to ødelæggende tyfoner, et kraftigt jordskælv, mudderskred og en historisk hedebølge, som kostede flere hundrede mennesker livet.
I Grækenland måtte såvel lokale som turister flygte til fods og ud i havet, da skovbrande bredte sig med lynets hast. I Californien skånede skovbrandene hverken Hollywoodstjerner eller hjemløse, og alt imens en tweetende præsident Donald Trump på en kold efterårsdag i Washington D.C. igen satte spørgsmålstegn ved, om global opvarmning mon ikke var fake news, udsendte hans egen administration en dyster rapport om, at de stigende temperaturer uden »øjeblikkelig og omfattende« handling vil koste amerikanerne milliarder i tabt indtægt og i livskvalitet.
Tænk ødelæggende orkaner, fejlslagen høst i et udtørret hjerteland og sygdomsspredende insektplager i det fugtige syd.
Ifølge USAs hav- og atmosfæreforskningscenter NOAA lander 2018 i statistikken som et af de fem varmeste år nogensinde målt på kloden - i selskab med de just forgangne år. Som europæer er det værd at bemærke, at gennemsnitstemperaturen i perioden januar til oktober var voldsomme 1,84 grader celsius højere end normalt i Europa.
På vælgernes dagsorden
Allerede i juni viste en måling i Berlingske, at klimaet stormede op ad vælgernes dagsorden herhjemme, da 34 pct. af udpegede miljø og klima som det vigtigste for dem - kun overgået af emnerne indvandring og sundhed. Erhvervslivet betonede de forretningsmæssige gevinster ved at være klimaførende, og noget skete i befolkningen. Pludselig var det lidt pinligt at flyve til Thailand på en uges charterferie, dårlig smag at guffe oksekød og moralsk anløbent at transportere sig i en dieselflyder.
Nogle måneder senere, i oktober, steg regeringstoppen ganske velkoreograferet - og uden at pressen havde haft mulighed for at forberede kritiske spørgsmål - ud af en elbus på Københavns Havn og kvitterede med en klimaplan. Den har blandt andet som målsætning at reducere de samlede udslip af drivhusgasser med 26 mio. ton CO2 og udfase benzin- og dieselbiler fuldstændig hen over de næste 12 år.
Partier i oppositionen og visse klimaeksperter syntes, at dele af planen var »pinlig« og »forbundet med stor usikkerhed. Regeringen syntes pudsigt nok, at planen var »ambitiøs« og »kraftfuld« - og således er der lagt i ovnen til et folketingsvalg i 2019, hvor det ikke længere kun handler om at være rød eller blå, men også mest grøn.
