Søren Espersen er chokeret over Zoologisk Haves »knæfald for Kina«

Taiwan er forsvundet fra et kort ved pandaanlægget i Københavns Zoo efter et besøg fra en kinesisk delegation. Søren Espersen (DF) er chokeret over både episoden og en generel tendens med konstante knæfæld overfor et kommunistisk regime.

Søren Espersen
Københavns Zoo har forklaret, at man i stedet for at gøre Taiwan til en del af Kina på kortet, hvilket umiddelbart var kinesernes ønske, valgte at beskære kortet, så Taiwan ikke længere kunne ses. Det er dog langt fra en god løsning, mener Søren Espersen (Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix 2019) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Først var Taiwan på kortet ved pandaanlægget i Købehavns Zoo. Så kom en kinesisk delegation forbi. Nu er Taiwan væk.

Det skriver Radio24syv.

»Det er dybt chokerende,« siger udenrigsordfører for Dansk Folkeparti, Søren Espersen.

Han kan ikke se det på anden måde, end at liberalt demokratisk land er bortcensureret fra et kort i en dansk zoologisk have på opfordring fra et kommunistisk regime, der tilsyneladende ser pandaanlægget som en del af Kinas teritorium.

»Vi underkaster os jo i den grad Kinas luner og lyster. De kommanderer, og uanset om det er private institutioner eller statslige myndigheder, så gør vi, hvad de siger. Det er præcis den rolle, de gerne vil have os i. At vi næsten ikke tør foretage os noget, uden at vi på forhånd får lov til det af Kina, og sådan ender det jo,« siger Søren Espersen.

Men det her er trods alt bare et kort i zoo?

»Jamen, det er jo altid småting. Det er salamimetoden, de kører. Det var det jo også med Det Kongelige Teater, som pludseligt afviste det her festspil fra Shen Yun, som har høstet stor anerkendelse rundt omkring i verden, bl.a. på Broadway. Så afviser man det med en officiel forklaring om, at kvaliteten ikke er god nok,« siger Søren Espersen, som ser den seneste nyhed om Zoo som en del af en større tendens.

»Det er private organisationer, der arbejder sammen med kinesiske virksomheder, det er staten, det er det offentlige, det er kommuner. Alle underkaster sig nu. Det er ikke længere undtagelser, det er en tendens, og kommunisterne kører det her fuldstændigt, som de vil have det,« siger han.

Salomonisk løsning

Københavns Zoo har forklaret, at man i stedet for at gøre Taiwan til en del af Kina på kortet, hvilket umiddelbart var kinesernes ønske, valgte at beskære kortet, så Taiwan ikke længere kunne ses. Men det er ikke den gyldne mellemvej, som Københavns Zoo måske forestiller sig, mener Søren Espersen.

»Det sjove ved en såkaldt salomonisk løsning er jo, at det netop er at hugge et barn i stykker. I historien siger den ægte mor så, at Kong Salomon kan give barnet til den anden kvinde. Her forsvinder Taiwan simpelthen, her bliver barnet faktisk hugget i stykker,« siger Søren Espersen, hvilket viser, hvor effektiv Kinas pandadiplomati er.

»Problemet er, at vi har fået pandaerne på en lejeaftale, og Kina kan når som helst tage dem tilbage igen. Det hænger så som en trussel overhovedet på ikke bare Zoo, men også Frederiksberg Kommune, Københavns Kommune og staten, fordi der er investeret så meget i pandaerne, at man vil miste over 100 millioner kroner, hvis Kina pludseligt tager pandaerne tilbage,« siger Søren Espersen.

»Det er klart, at fra nu af vil man ikke acceptere nogen som helst form for kritik af noget som helst fra Kinas side,« siger Dansk Folkepartis udenrigsordfører.