Politiet brugte 115 mio. kr. på Rasmus Paludan i 2019 – og regningen løber stadig op

Rasmus Paludan og Stram Kurs kostede sidste år politiet 115 millioner kr. og en masse kræfter, viser aktindsigt. De kræfter går fra andre opgaver, påpeger Politiforbundets formand.

En af de mange gange, politiet i fjor rykkede talstærkt ud for at passe på Stram Kurs-leder Rasmus Paludan, var ved 1. maj-arrangementet i Fælledparken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Rasmus Paludan nåede kun at være på Blågårds Plads på Nørrebro i København få minutter, før han blev angrebet. Før politiet greb ind. Før brosten blev kastet mod politiet. Før containere blev sat i brand. Før politiet skød med tåregas og trak pistoler.

Begivenhederne søndag 14. april 2019 var et varsel om, at politiet skulle komme til at bruge enorme ressourcer på Stram Kurs-lederens demonstrationer og provokationer.

Rigspolitiet estimerer nu, at »politiet i 2019 sammenlagt har brugt ca. 115 mio. kr. på aktiviteter vedrørende Rasmus Paludan og medlemmerne af Stram Kurs«.

Det fremgår af en aktindsigt, som Berlingske har fået fra Rigspolitiet.

Samtidig oplyser Rigspolitiet, at Politiets Efterretningstjenestes udgifter til beskyttelse af Rasmus Paludan kommer oven i de 115 millioner kr.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, påpeger, at de mange kræfter, som politiet bruger på Rasmus Paludan og Stram Kurs går fra andre opgaver.

»Mange glemmer det, men politiet er et lukket kredsløb. Vi er kun dem, vi er. Og en ekstra opgave som Paludan betyder, at der er opgaver, som politiet er nødt til at nedprioritere – det koster i forhold til, hvad politiet ellers laver,« siger han.

Berlingske har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Rasmus Paludan.

Paludan var lige ved at komme i Folketinget

Ved valget 5. juni 2019 fik det islamkritiske parti 1,79 pct. af stemmerne – 63.537 – og var tæt på at komme i Folketinget. Gennem den usædvanligt lange valgkamp på 29 dage markerede Stram Kurs-lederen sig med blandt andet demonstrationer og arrangementer og sine ønsker om at forbyde islam og hjemsende hundredtusindvis af indvandrere.

Det var politiet nødt til at forholde sig til.

Rigspolitiet har tidligere opgjort udgifterne til Rasmus Paludan og Stram Kurs i perioden 1. januar - 5. juni 2019 til ca. 100 mio. kr. Ressourcerne, der blev brugt på Rasmus Paludan, kan ikke adskilles fra politiets øvrige indsats i forbindelse med valget, men »det er Rigspolitiets vurdering, at en væsentlig del af udgifterne vedrører Rasmus Paludan og Stram Kurs.«

Politiet er fortsat nødt til at forholde sig til Paludans projekt.

Det fremgår af aktindsigten, at politiet i perioden 28. november - 31. december 2019 i sit tidsregistreringssystem registrerede 1.300 timer til aktiviteter, der vedrører Rasmus Paludan og Stram Kurs. Det er dog ikke obligatorisk at registrere timer på såkaldte tværgående indsatsområder, og opgørelsen er derfor behæftet med væsentlig usikkerhed.

Søndag 12. januar 2020 gav Københavns Politi for eksempel også tilladelse til, at Rasmus Paludan kunne demonstrere på Rådhuspladsen i København kl. 18.00. Det var samme sted og tid som en bebudet mindehøjtidelighed for den iranske general Qassem Soleimani og de irakere, der døde i et amerikansk droneangreb i Iraks hovedstad, Bagdad, 3. januar 2020.

I sidste uge kritiserede tidligere medlemmer af Stram Kurs, at Rasmus Paludan ikke har tilbagebetalt det gebyr, som de betalte for at deltage i partiets såkaldte rigskongres i oktober 2019. Arrangementet blev aflyst og rykket.

Stram Kurs vil sandsynligvis ved næste folketingsvalg optræde under et nyt navn på stemmesedlen.