Lægehuse vil ikke tilbagebetale penge for afsendte testsvar

Lægehuse har modtaget 45,72 kroner, hver gang de har sendt patienter et negativt testsvar på en coronaprøve.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

328 ud af 566 lægehuse nægter at tilbagebetale flere millioner kroner, som de har modtaget i honorarer for at sende negative coronatestsvar til patienter via e-mail.

Det viser en aktindsigt foretaget af Radio4.

Samlet har 566 af landets lægehuse modtaget op mod 24,5 millioner kroner for denne service.

Regionerne kræver 19,5 millioner kroner tilbagebetalt, da de i visse tilfælde anerkender behovet for at sende svaret på en coronatest.

Det er blandt andet tilfældet, hvis den pågældende patient mangler digitale færdigheder, skriver Radio4.

Testsvaret kan borgere imidlertid selv finde på sundhed.dk.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, Jørgen Skadborg, har forståelse for, at en stor del af lægehusene har gjort indsigelser mod tilbagebetalingskravet.

»Der findes læger, der har misforstået ordningen og udsendt svar til hovedparten af deres patienter. Disse læger har ikke en god sag og bør tilbagebetale penge,« siger han ifølge radiomediet.

»Men regionerne har overreageret med baggrund i enkeltsager og krævet, at andre lægehuse også skulle redegøre for hvert enkelt svar. Det er en urimelig fremgangsmåde,« lyder det.

Selve kravet om tilbagebetaling rammer de læger, som har opkrævet et honorar for at have afsendt et testsvar mere end to gange om ugen.

Regionerne har i nogle tilfælde vurderet, at ordningen er blevet udnyttet systematisk.

»Der er tale om, at patienter har fået informationer tilsendt helt uden grund,« siger Bo Libergran (V), der er næstformand i Danske Regioners Lønnings- og Takstnævn.

»Vi mener ikke, at skattekroner skal bruges på at udsende automatiske svar til borgerne, der ikke ønsker det,« understreger han.

Hver gang lægerne har tilsendt patienterne deres negative testsvar, har de modtaget 45,72 kroner igennem ordningen.

/ritzau/